Bülowsgade 68 er en 2½ etagers rød murstensbygning opført i nybarok stil. I midtrisalitten mellem 2. og 3. etage er placeret en helgenfigur af Skt. Joseph.

Sankt Josephs Hospital - set fra Tietgens Plads lige før indvielsen i september 1907.

Bygningen har adresse og indgang fra Bülowsgade, men har fronten vendt mod Bogensegade.

Bygningen blev opført for Skt. Joseph Ordenen, som skulle bruge bygningen som hospital. I september 1907 stod Skt. Josephs Hospital færdig. Arkitekt bag bygningen er Thorkel Møller, som et par år senere også stod bag tegningerne til Marselisborg Hospital.

Bygningen blev i 1971 købt af Aarhus Amt, som i 1972 overtog driften af hospitalet. Ved årsskiftet 1985/1986 blev hospitalet lukket, og de sidste 18 patienter overført til Marselisborg Hospital.

Bygningen fortsatte med at blive benyttet af Center for psykisk-fysisk handicappede - senere kendt som Daghjemmet Frederiksbjerg, ligesom et høre- og talecenter blev indrettet i bygning.

Siden 1987 har uddannelsesinstitutionen VUC holdt til i den gamle hospitalsbygning. Bygningen blev i 2013 købt af Mogens de Linde. Hvad bygningen skal bruges til, når VUC flytter ind på Ingeniørhøjskolens tidligere bygninger ved Dalgas Avenue er endnu uvist.