Sjette Frederiks Kro

Fra AarhusWiki
Version fra 22. nov. 2013, 11:23 af Stinejensen (diskussion | bidrag) Stinejensen (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med ''''Salonen''' i Riis Skov var et yndet udflugtsmål for aarhusianere i det 19. og 20. Århundrede. [[Fil:Salonen, 1865, ukendt fotograf.jpg|300px|thumb|right|Salonen i R...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

Salonen i Riis Skov var et yndet udflugtsmål for aarhusianere i det 19. og 20. Århundrede.

Salonen i Riis Skov i 1865

Salonen i Riis Skov er bygget i 1825. Stedet var et af flere udflugtsmål i Riis Skov, der lå også Pavillonen i Riis Skov og traktørstedet på Ferdinandspladsen.

Myter omkring Salonen

Salonens oprindelse hvis man skal tro mytologien omkring stedet er som Frederik den 6.s jagtslot. Problemet med denne historie er at bygningen aldrig har været ejet af Frederik den 6. og at han ikke umiddelbart nogensinde har været i bygningen. Han skulle engang have været i Riis Skov, men ikke i Salonen. Myten blev dog holdt ved lige i kraft at der blev fejret fødselsdag for Salonen hvert år den 1. august ved at ”Sjette Frederik” optrådte i uniform og kom med en tale til sine undersåtter.

I 1904 fejrede man på Salonen stedets 100 års fødselsdag, til trods for at bygningen var opført i 1826. I markedsføringen af stedet har man haft fokus på den gode historie og ikke så meget på de historiske fakta.

Livet på Salonen

I 1866 stod der følgende annonce i Århus Stiftstidende: ”Salonen i Riis Skov. Denne for sin smukke Beliggenhed velbekjendte Ejendom med Frugthave og Keglebane, samt Staldbygning og øvrige udvendige Huusrum, kan paa Grund af Dødsfald strax erholdes tilkjøbs. Eiendommen, som er complet indrettet til Beværtningslocale og smukt beliggende i den af Aarhus Byes Indvaanere stærkt besøgte Skov, vil kunne give en duelig Vært et rigeligt Udbytte. Liebhavere bedes at henvende sig snarest muligt til Eierinden, Marie Sørensen.” Hvem der købte Salonen i 1866 vides ikke, men i 1875 solgte grosserer Knudsen den til Aarhus Kommune for 14.000 kr. Herefter blev den lejet ud til de forskellige værter. I 1897 blev Ludvig Thürmann vært på Salonen. Thürmann forsøgte at trække kunder til ved at lave belysning med kulørte lamper. Han stod dog stadig overfor det problem som alle Riis Skovs forlystelser havde, at der ingen belysning var når gæsterne skulle hjem gennem skoven om natten. Nogle af Thürmanns gæster lejede derfor en af hans lamper til at lyse på vejen hjem. Thürmann var vært på Salonen frem til 1936, hvor han gik på pension som 70-årig.

Musik var et af de indslag der ofte blev set på Salonen. Komponisten Carl Møller skrev flere kompositioner som jævnligt blev spillet. Til flere af sangene var der et helt lille teaterstykke til som blev opført samtidig med sangen. Carl Møller blev i 1904 afløst af Ludwig Makwarth, der lige som Møller skrev nye sange til Salonen. Gennem tiden har Salonen også lagt publikum til en langrække sangere fra ind- og udland.

Sjette Frederiks Kro

Efter Thürmann overtog Victor Larsen Salonen. I 1937 begyndte han på restauration af bygningen i samarbejde med stadsarkitekt Frederik Marius Rasmussen Draiby som var med til at føre bygningens interiør tilbage til det udseende det havde haft da bygningen først blev taget i brug som salon. I 1938 åbnede Salonen efter restaurationen under det nye navn, Sjette Frederiks Kro.

Kroen blev solgt i 2013 og skal eftersigende overtages af Jørgen Danielsen i 2014. Jørgen Danielsen er ejer af Café Casablanca i Rosensgade.

Kilde

  • ”Som Aarhus morede sig” af Bernhardt Jensen fra 1966
  • Preben Rasmussens Samling