Christian Lollike
Christian Lollike (f. 1973), dramatiker. Uddannet på Dramatikeruddannelsen i Aarhus (1998-2001).
Debut
I 2002 debuterede Christian Lollike som dramatiker. Det skete på Aarhus Teater med forestillingen ”Operation: Luise og Ferdinand” (efter Schiller´s ”Kabale og Kærlighed”). Forestillingen indbragte ham en Reumert-nominering som Årets Dramatiker. To år senere, i 2004, blev først hans forestilling "Dom over skrig" og dernæst (i 2005) "Underværket - the re-Mohammed-ty show" opført på teatret Katapult i Rosensgade.
Husdramatiker i Aarhus
I 2004 havde Christian Lollike igen haft urpremiere på på Aarhus Teater med et af sine stykker, Faust og Reklamekabaretten, og i 2005 ansatte teatret ham som husdramatiker, hvor han blev frem til 2011. Her skrev han med forestillingerne "Service Selvmord", som han nomineredes til en Reumert for, "Nathan (uden titel)", skrevet efter Lessing og opført i Aarhus Domkirke, "Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia", "Kødkarrusellen", "Fremtidens historie" og "Det normale liv". Samtidig fungerede han som mentor ved Dramatikeruddannelsen.
I 2010 blev Christian Lollike tilbudt stillingen som kunstnerisk leder på Caféteatret i København, en stilling han ikke kunne sige nej til idet den opfyldte hans drømme om at danne et teater helt efter sine egne idéer.
"Jeg har været utrolig glad for at være en del af Aarhus Teater, og mine syv år som husdramatiker har været noget af det vigtigste for min karriere. Jeg har fået lov at lave næsten lige, hvad jeg vil, og jeg skylder Aarhus Teater hele min kunstneriske udvikling." (Christian Lollike i Aarhus Stiftstidende 19. december 2010)
Lollike flyttede til København og Caféteatret i 2011, men han har siden skrevet "Skakten", som opførtes på Aarhus Teater og for hvilken han modtog en Reumert for "Årets Forestilling" i 2013, samtidig med at han modtog en Reumert som "Årets Dramatiker" og "Juryens Særpris" for "Manifest 2083". I efteråret 2013 har Aarhus Teater endnu engang lagt scene til en urpremiere på et stykke af Christian Lollike; "All my dreams come true".
Scenekunst til kanten
I 2012 var Lollike på alles læber pga. hans bearbejdelse af Anders Bering Breiviks politisk/ideologiske manifest til en forestilling. Også i Aarhus var de to teatre, som Lollike igennem sin karriere har haft et nært samarbejde med, uenige. Aarhus Teaters direktør Stefan Larsson takkede nej til stykket, da vurderingen var, at Utøya-tragedien (der fandt sted sommeren 2011) endnu var for tæt på, mens Katapults leder Torben Dahl bakkede op om stykkets væsentlighed. I det hele taget skabte Lollikes arbejde med Breiviks manifest en voldsom diskussion, der i princippet handlede om kunstens etiske funktion og berettigelse. ”Manifest 2083” havde urpremiere på Caféteatret i København. I november 2012 havde det Aarhus-premiere på Katapult. Og i 2013 modtog Lollike Reumert-juryens særpris for stykket.
Christian Lollikes etiske fordring til sine værker har altid været høj. Han har nærmest uden undtagelse brugt sin kunst til at skubbe til grænser, både æstetisk og moralsk, for at nå ud over scenekanten og vække publikum til bevidsthed om problematiske eller undertrykkende tendenser og tankegange i samfundet.
Forestillinger
- Gensyn i Braunau(midtvejsprojekt 1999), Udgivet på forlaget Drama i ”Seks danske enaktere”
- Operation: Luise og Ferdinand (efter Schiller), Aarhus Teater 2002, (Reumert-nominering: Årets Dramatiker)
- Undskyld, gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab der smitter…? Odense Teater 2003
- Pas på din lænestol!, DR 2003, radiospil
- Dom over skrig, Katapult 2004
- Faust og Reklamekabaretten, Aarhus Teater 2004
- Afrikas Stjerne , Bådteatret 2004
- Underværket – the re-Mohammed-ty show, Katapult og radiospil, DR 2005
- Himlen over os med Dejan Dukovski (efter Wim Wenders), Edison 2005
- Service Selvmord, Aarhus Teater 2006 (nomineret til Reumertprisen som Årets Dramatiker)
- Grace was here, dramatisering af von Triers Dogville, Kaleidoskop 2007
- Nathan (uden titel) (efter Lessing), Aarhus Teater 2007
- Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia, Aarhus Teater 2008
- Kødkarrusellen, Aarhus Teater (2009)
- Fremtidens historie, Det Kongelige Teater og Aarhus Teater 2009
- Romeo og Julie (gendigtning af Shakespeare), Aarhus Teater 2010
- Det normale liv, Caféteatret og Aarhus Teater 2011
- Projekt Landbrug, Caféteatret 2012
- Manifest 2083, Caféteatret og Dramatikkens Hus, Oslo 2012
- Skakten, Caféteatret og Aarhus Teater 2013
- Kagefabrikken, Det Kgl. Teater 2013
- All my dreams come true, Aarhus Teater 2013
Priser
- Allen-Prisen 2003
- Teater 1-Prisen 2005
- Kafkatten 2007
- Reumert; Årets Dramatiker 2009
- Håbets Pris 2013
- Reumert 2013: Årets Dramatiker, Juryens Særpris (for ”Manifest 2083”) og Årets Forestilling (for ”Skakten” på Aarhus Teater).
Links
| Interview med Christian Lollike i Politiken, maj 2013
| Lollikes Reumert hattrick, artikel i Berlingske maj 2013
| Diverse artikler om Christian Lollike i Information
| Christian Lollike på Forfatterweb
| Christian Lollike på Den Store Danske Encyclopædi
| Om All my dreams come true, Et Disney Eventyr, på Aarhus Teater
| Interview med Christian Lollike på P1
| Video fra prøver på “All my dreams come true” på Aarhus Teater, 2013