Shit & Chanel
Shit & Chanel var et aarhusiansk pop-rock band, som eksisterede i perioden fra 1973 til 1980. Bandet blev dannet af Anne Linnet og skilte sig i datiden ud ved udelukkende at bestå af kvinder, som ikke ønskede at være en fortaler for kvindebevægelsen. De var mere fortalere for søstersolidaritet, hvilket kom til udtryk i teksterne om kvinders liv, herunder deres store hit 'Smuk og Dejlig' fra debutalbummet Shit & Chanel, 1976.

I 1981 fik parfumefirmaet Chanel medhold i, at bandet skulle skifte navn, men da det allerede var opløst på det tidspunkt, er det kun genudgivelser, der er udkommet under et nyt navn: Shit & Chalou.
Bandets dannelse og debut
Foruden Anne Linnet, sang og guitar, bestod gruppen af Lis Sørensen, sang og guitar, Astrid Elbek, klaver og keyboard, Lone Poulsen, bas, samt Ulla Tvede Eriksen, trommer. De havde rødder i musikkonservatoriemiljøet i Aarhus og var i alderen 17-20 år, da de startede bandet med Anne Linnet som frontfigur og som bandets ældste.
Anne Linnet var gået målrettet efter at finde andre kvinder som spillede, idet hun var forundret over, hvor meget musikmiljøet var domineret af mænd. Med hjælp fra kæresten Holger Laumann og hans forbindelse til skolemiljøet, fandt de Ulla Tvede Eriksen og Astrid Elbek og Lis Sørensen. Lone Poulsen var kæreste med Anne Linnets storebror og blev også inviteret med i bandet. Dermed var de klar til at øve, og det foregik hjemme hos Anne Linnet og Holger Laumann i Åbyhøj, hvor sidstnævnte ikke helt kunne lade være med at komme med gode råd. Derfor begyndte kvinderne i stedet at bruge Ulla Tvede Eriksens forældres kolonihavehus som øvested.
Den 19. april 1974 fik bandet debut på Trinbrædtet - det senere Vestergade 58 - hvor de med vilje startede med at spille forfærdeligt for at konfrontere publikum med deres fordomme om, at en ren kvindegruppe ikke kunne spille ordentligt. Bagefter spillede de rigtigt og fik blandt andet i Århus Stiftstidendes anmeldelse ros for, at teksterne nok var noget banale, men at bandet havde en oprigtighed over sig, og dét var vigtigt. Med tiden fik de meget opmærksomhed og blev en stor del af det danske musikmiljø.
Diskografi
- Shit & Chanel, 1976
- Shit & Chanel no. 5, 1977
- Tak for sidst, 1978
- Dagen har så mange farver, 1978.
- Opsamlingsalbum, udgivet under navnet Shit & Chalou:
- Shit & Chalou, 1982
- 16 Største succes'er 1, 1992
- 16 Største succes'er 2, 1992
- 1974-1982, 2012 (5 cd, heraf 1 med hidtil uudgivet materiale).