Toldbygningen (1869-1898)

Version fra 29. maj 2015, 13:09 af Buhl (diskussion | bidrag) Buhl (diskussion | bidrag) (Billede af toldbygningen i 1880.)

Som følge af Aarhus Havns ekspansion og udvidelser i sidste halvdel af 1800-tallet blev placeringen for Aarhus Toldkammers hidtidige bygning fra 1838 for ucentral. Derfor fremkom hos byens handelsstand i 1860’erne et ønske om en mere central beliggenhed. I 1869 opførte staten derfor en ny toldbygning på stedet, hvor BP-Huset i dag ligger på den nuværende Europaplads.

Toldbygningen i 1880. I midten af billedet står en tolder iført kasket og kittel.

Bygningen blev tegnet af kongelig bygningsinspektør Laurits Albert Winstrup og fremstod ved indvielsen i 1869 med to etager og en rødstensfacade i en blanding af venetiansk renæssance og romansk rundbuestil, og i gavlen fandtes et stort ur. De arkitektoniske detaljer blev siden genanvendt i 1875, da Winstrup stod bag skitserne til et nyt rådhus i Kolding. Bygningen var den anden århusianske toldbygning, der var statsligt ejet, siden toldmyndighedernes hidtidige praksis med at være lejer hos private købmand i 1838 var ophørt.

Den nye toldbygning rummede ved indvielsen i 1869 kontorer og et pakhus med en kran og to vægte, som kunne veje op til 2,2 tons. Dertil kom et jernbanespor, hvor godsvogne i begyndelsen blev trukket af heste. Til trods for de funktionelle forhold kom Aarhus Toldkammers brug af bygningen kun til at vare i 29 år. For som følge af øget handel af færdige industriprodukter med Aarhus som gennemgangshavn begyndte erhvervslivet at efterspørge frilagre, hvor varer kunne henligge uden at være fortoldet. Dette kunne ikke tilbydes i bygningen fra 1869, og allerede i 1898 måtte den derfor lukke til fordel for byens tredje statslige toldbod; Hack Kampmanns trekantede toldbygning, som stadig står i dag.

Toldbygningen blev derefter indrettet som administrationsbygning for havnen. Det ledte til flere ombygninger, som fjernede det oprindelige arkitektoniske udtryk. I 1950’erne var bygningen meget forfalden, og da BP Olie Kompagni i 1956 ønskede at opføre et nyt domicil valgte de at købe den gamle toldbygning, hvorefter den blev nedrevet. I stedet blev det 12 etagers BP-Hus i 1957 opført på stedet.

Se også

Aarhus Toldkammer: Oversigt over toldkammerets bygninger 1753-1995.

Kilder

Fra åhavn til kysthavn - Århus havns historie til 1914, Århus Byhistoriske Udvalg og Erhvervsarkivet, 1990. Told og toldboder s. 171-183. Find bogen her.