Lighthouse
Lighthouse
|
Lighthouse. 2023.
Foto: Dansk Luftfoto for Domis. Aarhus Stadsarkiv. |
Lighthouse på Aarhus Ø.
|
Detaljeret information
|
Adresse
|
Adresse Helga Pedersens Gade | Matrikel nr. 2148de, 2148ea, 2148dø og 2148dt | Bygning
|
Type Bygningskompleks med højhus | Opført 1. Etape: 2012 / 2014. 2. Etape: 2022-23 | Arkitekt 3XN | Bygherre Anpartsselskabet Lighthouse United (Rune Kilden, Claus Hommelhoff, Lars Erik Larsen og Stine Hindby) |
|
Lighthouse er et større bygningskompleks med et ikonisk 142 m højhus beliggende yderst på Aarhus Ø. Lighthouse-højhuset er med sine 142 meter Danmarks højeste bygning, og de første beboere flyttede ind i højhuset i november 2022. På toppen af højhuset indrettedes restauranten Restaurant Bavn og et udendørs udsigtsområde med adgang for alle. Aarhus Øje er den offentlige oplevelsesdestination i højhuset, som giver adgang til ankomstområdet i stueplan, udstillingen 'Byen & Bugten' og elevatorturen op til udsigten.
Lighthouse-komplekset blev opført i 2 etaper. Den første etape med bebyggelsens nordvestligste dele blev færdiggjort i 2012-14, mens etape 2 med højhuset endeligt stod færdigt for beboere og besøgende i 2023.
Bag Lighthouse-højhuset står ejerne i konsortiet Lighthouse United ved Claus og Nicolai Hommelhoff og Kilden/Hindby ved Rune Kilden og Stine Hindby.
Etape 2 af Lighthouse-projektet omfattede selve højhuset "Fyrtårnet" samt de to sidebygninger "Promenadehuset" og "Kanalhuset".
Arkitekturen og omgivelserne
3XN Arkitekter havde fra første streg af Lighthouse en vision om at skabe et fyrtårn for hele Aarhus, der åbnede dørene for alle i Aarhus fra land, til vands og i luften. Inspireret af vandet, bølgerne og den omkringliggende natur fik bygningen sine buede og bløde linjer, der afspejler havets konstante bevægelser.
Ikke alene naturen, men også Aarhus' mangfoldighed og menneskers forskelligheder har formet Lighthouse. Lighthouse rummer både små og store lejligheder med udsigt til både vand og bylivet. Dette skaber en intim og privat atmosfære samtidig med, at det åbner op for fællesskab med naturen, det rå hav og den pulserende by lige uden for døren.
3XN har gennem disse designelementer fortalt historien om Lighthouse, der omfavner forskelligheden i mennesker, naturen, roen og livet.
I Lighthouse er der adgang til et eksklusivt gårdrum for beboerne. Gårdrummet tilbyder tillige plads til leg og afslapning for alle aldre med legeområder og hyggekroge, og det udgør dermed et velegnet sted for naboer at mødes og slappe af i grønne og frodige omgivelser.
Hele vejen rundt om Lighthouse kan besøgende og beboere nye roen, ligesom de kan nyde duften af frisk havluft langs promenaden. Udover muligheden for at opleve imponerende solnedgange med en enestående udsigt over Aarhus Bugten, kan børn lege på de særligt indrettede legeområder rundt om bygningskomplekset.
Anerkendelse og priser
I oktober 2023 vandt Lighthouse prisen som verdens flotteste højhus i størrelsen 100-199 meter ved et awardshow hos organisationen The Council on Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH) i Singapore.
Lighthouse på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Jyllands-Posten. Lighthouse i Aarhus kåret som verdens flotteste højhus. https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE16527208/lighthouse-i-aarhus-kaaret-som-verdens-flotteste-hoejhus/
- Domis. Lighthouse. https://domis.dk/byggerier/lighthouse/
- Lighthouse Aarhus. https://lighthouseaarhus.dk/media/1158/2020-06-07-lighthouse-salgsprospekt-3.pdf