Hønemor
Hønemor er en bronzeskulptur i Frederiksgade ved Østergadekrydset udført af billedhugger Aage Bruun Jespersen (1929-2001). Skulpturen forestiller en bondekone med en høne i hænderne på vej til marked og vidner om Frederiksgades betydning som handelsgade gennem tiderne og nu som gågade. Skulpturen er en gave til byen fra købmand Arne M. Raahauge i anledning af hans 25 års forretningsjubilæum i Frederiksgade den 3. marts 1984. Skulpturen blev afsløret den 13. oktober samme år.
Frederiksgade som handelsgade
Frederiksgade udviklede sig til en vigtig handelsgade og indfaldsvej, efter den blev forbundet med resten af byen, da Frederiksbroen blev bygget i 1400-tallet. Dengang var Aarhus kun en lille by centreret omkring Store Torv og Lille Torv og uden megen bebyggelse på åens sydside.
I 1441 fornyede kong Kristoffer Aarhus bys privilegier og gjorde den til en købstad, der ved lov havde ret til al havnehandel i området. Det hed sig, at ingen måtte "købe eller sælge i nogen ulovlige havne, som ligger ved eller omkring vor nævnte købstad Århus. Det gods, som nogen på den måde køber eller sælger, skal fortabes halvt til kongen og halvt til byen". Selvom loven tilsyneladende ikke blev overholdt til fulde, var den startskuddet på, at Aarhus blev Østjyllands handelscentrum. Snart fik byen flere privilegier, der tvang al handel i omegnen ind til Aarhus. Det betød at bønderne fra oplandet måtte rejse til byen, hvis de ville sælge deres varer eller købe nye. I slutningen af 1600-tallet blev det indbringende for byen, da der blev indført told på de varer, bønderne og andre, der kom rejsende til Aarhus, tog med sig. Tolden skulle betales ved byens porte, indtil den igen blev afskaffet i 1851.
For bønderne fra oplandet syd for Aarhus var Frederiksgade den mest direkte vej ind til byens torve og markeder. I 1840 boede der i gaden 9 købmænd, der handlede med bønderne på deres vej ind til bymidten. Købmændene på byens andre indfaldsveje var fordelt således, at det boede 17 i Vestergade, 16 i Mejlgade, 10 i Studsgade og 7 i Skolegade. Det var ikke nemt at få opbygget en anselig købmandsforretning, og det tog ofte flere generationer, for det krævede både gode forretningsforbindelser, penge, talent, erfaring og godt med held.
Varer og handel
Hver købmand bestræbte sig på at få så mange bønder som muligt som faste kunder. Det var en hård konkurrence både internt mellem købmændene i Aarhus, men også mellem Aarhus og nærtliggende købstæder som Randers og Horsens. For en bonde betød penge nemlig mere end tid og arbejde. Derfor tog bønder hellere en lang rejse, hvis det betød en større indtjening, end en kort rejse med en mindre indtjening. Skulle en købmænd fastholde en bred skare af bønder som tilbagevendende kunder år efter år, skulle han derfor ikke kun give de bedste handler i Aarhus, men også i de nærmeste, jyske købstæder.
Bønder og købmænd blev mere og mere afhængige af hinanden, da de hver især kunne fremstille og skaffe vidt forskellige varer. Bønderne leverede hovedsageligt råvarer, som købmændene skulle bruge i deres produktioner og husholdninger, blandt andet korn, kvæg, æg, huder og smør. Bønderne opgav i stigende omfang selv at videreforarbejde, hvad de frembragte. I stedet solgte de næsten alle deres råvarer til købmanden. Til gengæld modtog de tømmer, klæde, redskaber, indbo, salt, sæbe og forskelligt husgeråd. Efterhånden købte de også et stigende antal luksusvarer som sukker, krydderier, tobak, the og kaffe. Kontakt betaling var der ikke tale om. Bonden og købmanden tingede om prisen og byttede varer. Bonden fik dog gerne en mindre kontant udbetaling. Det kunne også hænde, at han fik et forskud i varer eller penge mod pant i den kommende høst. Det forbandt bonden til købmanden.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
- Helge Paludan et al.: ”Århus Bys Historie – fra vikingetid til nutid”, Husets Forlag, 1984.
