Metode til bygningsbeskrivelser og bygningstypologier: Forskelle mellem versioner

For det andet ”Bygningshistorisk kategori”. Bygningshistorisk kategori er inspireret af tre basale fænomenologiske kategorier: ''stedet'', ''gaden'' og ''pladsen''.  Betragtningen bygger på en opfattelse af byen som en cirkulation, som begynder ved stedet.

* Bevægelsen fra stedet via gaden fører på et tidspunkt uvægerligt hen til pladsen. Pladsen udgøres konkret af det åbne byrum: torvet og vejkrydset. Her opløses gadens funktionalitet og ensrettethed. Pladsen symboliserer bylivets mangfoldighed, men også dets tvungne rammer. I det dybe historiske perspektiv er pladsen kapitalismens og offentlighedens kim.

**Bygget af, opført for, tegnet af, årstal m.v. skal fremgå samlet i en kort beskrivelse.

Alle bygninger hører til forskellige bygningstypologier - eller bygningshistoriske kategorier. Bygningstypologierne kan placeres i alt fra den middelalderlige by til købstaden, den moderne by og velfærdsbyen. Man kan argumentere forskelligt for, hvor mange kategorier der skal arbejdes. Det er dog vigtigt, at kategorierne rummer bygninger, der har været talrige nok til, at der kan generaliseres om dem. Nedenfor har vi opstillet et forsøg på sådanne kategorier.

 

'''Gårdene''' kunne variere i både størrelse og funktion, men de var dog alle opbygget efter samme princip. Gårdene havde 1-2 etager og bestod alle af et forhus, der lå ud mod gaden, samt et eller flere sidehuse og et baghus. Bygningerne omkransede en lukket gårdsplads, hvor der var indkørsel gennem en port fra gaden, som gik gennem sidehuset. I gårdene kunne der bo købmænd, avlsmænd eller håndværkere, der havde brug for meget plads i deres produktion. Det kunne eksempelvis være vognmænd, smede, vævere eller skræddermestre. Særligt købmandsgårdene fik en stor betydning for handelslivet i byen. I middelalderen lå de store købmandsgårde centreret i byen omkring Immervad, i den østlige del af Vestergade og på Brobjerg. I 1700-tallet begyndte nye købmænd at tage konkurrencen op med de gamle og lod flere store købmandsgårde opføre ved byens udkant, som på det tidspunkt var den vestlige del af Vestergade, Studsgade, Mejlgade og Brobjerg. Ved at placere gårdene i udkanten af byen blev det nemmere for købmændene at handle med de bønder, der kom fra oplandet for at handle. I købmandsgårdene var forhuset indrettet til beboelse og handel, mens sidehuse og baghuse kunne rumme både køkken, bryggers, bagerum, mælkerum og plads til produktion af forskellige varer.

'''Husene''' var mellemstandens beskedne boliger. De bestod af et forhus, der lå ud mod gaden, men i modsætning til gårdene havde de ingen port fra gaden og ind i en baggård. Husene kunne være gavlhuse, der lå med gavlen til gaden, eller langhuse, der lå med siden til gaden. Bygningerne havde oftest 1-2 etager og var mellem fire og seks fag lange. Her boede håndværkere, skippere og andre mindre erhvervsdrivende. Til husene kunne der høre større eller mindre jordstykker. Håndværkerne boede frem til 1800-tallet især i Rosensgade, Graven, Studsgade, Mejlgade, ved Åen, Bag Klosteret og Brobjerg, mens skippere og sømænd holdt til ved mindet, Mejlgade, Vestergade og ved Åen. Dette billede ændrede sig imidlertid med havnens udvikling og jernbanens fremkomst i løbet af 1800-tallet. Der blev nu opført flere etageejendomme, hvor håndværkere, sømænd og mindre erhvervsdrivende blandt andet kunne få bolig.   

'''Etageejendommene''' blev opført i takt med, at industrialiseringens behov for arbejdskraft fra midten af 1800-tallet resulterede i en stor befolkningstilvækst i byen. Boligforholdene i den gamle bykerne var blevet trange og ofte også sundhedsskadelige, og der opstod et stort behov for flere private boliger. Boligmanglen satte skub i en øget byggeaktivitet, og man begyndte at opføre boligkvarterer med ejendomme på op til fem etager med tilhørende bag-og sidehuse. Byens struktur ændrede sig imidlertid, og mange af de nye etageejendomme blev opført rundt om den gamle bykerne og ud over byens hidtidige bygrænse. Nogle etageejendomme husede borgere fra middelstanden, mens andre var mondæne og husede borgere fra overklassen. Tidligere blev bygninger opført i bindingsværk, men de nye etageejendomme var en del af den bølge af grundmurerede bygninger, der blev opført fra slutningen af 1700-tallet, men især fra 1860'erne. Samtidig forekom generelt store forandringer i arkitekturen, og man begyndte at opføre bygninger efter klassicismens og historicismens byggestil.  

'''Villaerne''' var luksuriøse boliger, der var forbeholdt de privilegerede. De blev opført som et resultat af den byggeaktivitet og fortætning, der skete i byens i forbindelse med befolkningstilvæksten under industrialiseringen. Byen var blevet sammenklemt, mørk og indelukket, og hygiejneforholdene var forværret. Byens velstillede borgere søgte derfor i højere grad væk fra den gamle bykerne og mod landlige omgivelser med mere plads, lys, luft og et renere miljø. Det resulterede i, at man fra 1860’erne begyndte at opføre en lang række villaer, der blev placeret tæt ved den tidligere bygrænse. Flere villakvarterer dukkede op rundt omkring i byen i perioden frem til århundredeskiftet, og i takt med at byen voksede, opførte man villaer uden for den gamle bygrænse. Byen fremstår i dag af et sammensurium af forskellige bygninger. Det skyldes blandt andet, at ejendomme, der oprindeligt blev opført uden for byen, i dag befinder sig midt inde i den.

Før industrialiseringen lå bolig og arbejdsplads for det meste på samme matrikel, men i takt med, at massefremstillingen skabte nye krav til produktion og nye idealer om byplanlægning blev realistiske, blev private hjem i højere grad separeret fra håndværks-og fabriksarbejdet. De små industrier rykkede ud af bymidten, og der opstod større fabrikker og industriområder.  

| Butikker|| De første detailforretninger kom frem i slutningen af 1700-tallet og steg for alvor i antal i løbet af anden halvdel af 1800-tallet. De fandtes i begyndelsen side om side med købmandsgårdenes blandede kramboder, som tidligere havde domineret bybilledet. Derudover blev der solgt varer på de ugentlige torvedage, der oprindeligt blev holdt på Lille Torv og Immervad, men senere flyttede til Store Torv og Sankt Clemens Torv. Fra 1830’erne kom flere detail- og specialforretninger til, hvilket betød, at kramboderne forsvandt. Omkring 1870 kom der en stigende efterspørgsel på eksportvarer i form af blandt andet korn, smør og kvæg. Derudover tog forbruget af importerede råvarer og maskiner i industrien og landbruget til. Mange af byens købmænd kunne få større fortjeneste på engroshandel og opgav dermed detailhandel. Det gav plads til, at de resterende købmænd i endnu højere grad kunne specialisere deres detailforretninger, blandt andet i handlen med levnedsmidler og i manufakturvarer, og ved århundredeskiftet var detailbutikkerne i stor vækst.  

|[[Kirker i Aarhus|Kirker]] og synagoger|| Efter reformationen fandtes frem til 1548 tre kirker i byen: Domkirken, også kaldet Sankt Clemens, Vor Frue Kirke og Sankt Olufs Kirke. I 1548 styrtede Sankt Olufs Kirke dog sammen, og kun kirkegården blev bevaret. Flere sogne kom langsomt ind under Aarhus, og det betød også, at flere kirkebygninger kom til.