Aarhus Teater

Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1900.jpg

Aarhus Teater under opførelse 1900. Foran teatret ses Fru Nicoline Ølsgaard f. Kjær med datter Sigrid.

Amatørskuespil og levende musik og sang har antagelig altid eksisteret i Århus i form af lokale og private opførelser, indslag i gadebilledet, underholdning på beværtninger, osv. Indtil 1800-tallet fandtes avancerede kunstarter og professionelle kunstudøvere kun i tilknytning til samfundets allerøverste kredse, hovedsagelig omkring kongernes hof. I 1700-tallet fremvoksede der et borgerligt selskabsliv med en tilhørende avispresse i Århus, og den sceniske dramatik blev et led i dette selskabsliv. Oprindelig blev skuespillene opført af deltagerne selv, men i 1800-tallet skete der en professionalisering og kommercialisering, hvor faste spillesteder drev teaterskuespil som forretning. Selv om almindeligt godtfolk også havde adgang som publikum, var kundegrundlaget i Århus for lille til at oppebære en fast stab af professionelle skuespillere eller musikere, og i stedet blev skuespillerne hentet udefra til lejligheden.

I begyndelsen af 1800-tallet arrangerede Det forenede dramatiske Selskab musik og skuespil på Løveapoteket, hvor en hel etage blev indrettet til teater og balsal med plads til 200 mennesker. Selskabet havde mange medlemmer tilfælles med en anden kulturel forening under navnet Kronprindsens Klub. De to foreninger gik sammen i 1814 i foreningen "Polyhymnia", og den nye forening gik straks i gang med at opføre en egentlig teaterbygning i Kannikegade. Teatret blev indviet i 1816, og salen kunne rumme ca. 500 tilskuere. Amatørismen gik af mode, og i 1822 ophørte Polyhymnia som dramatisk selskab og forblev frem til nedlæggelsen i 1978 en rent selskabelig forening. Teatret i Kannikegade blev udlejet til omrejsende selskaber og musikopførelser, og denne anvendelse fortsatte efter at teatret overgik til privateje i 1851. Ved en ombygning i 1854 blev teatret udvidet til at kunne rumme ca. 700 tilskuere. Oprindelig var teatret veludstyret af et provinsteater at være, men tiden løb efterhånden fra det. På grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret tilnavnet "Svedekassen", men det var også kendt som en brandfælde. Blandt de mange forskellige gæsteoptrædener i teatret var der lejlighedsvis også skuespillere fra Det Kongelige Teater.

Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1904.jpg

Brevkort med motiv af Aarhus Teater, som det så ud i 1904 efter færdiggørelsen.

Byens store vækst i befolkningstal og økonomisk aktivitet i 1800-tallets sidste årtier skabte grundlaget for et omfattende fritids- og forlystelsesliv, bl.a. i Vennelystparken. Jævne folk kunne til en overkommelig pris overvære dramatik og musik opført af trænede udøvere, af udmærket kvalitet, og underholdningsværdien var så god som nogensinde. Skuespillet trivedes som håndværk i Århus, men ikke som kunstart. Situationen vendte, da en kreds af byens rigeste mænd i 1897 gik sammen om at danne Aktieselskabet Aarhus Nye Theater. Der blev opført en stor og pragtfuldt udstyret teaterbygning på Bispetorvet, og åbningen fandt sted den 15. september 1900. Aarhus Theater fik fast adresse i bygningen, ligesom teatret også fik en fastlønnet skuespillerstab og administration. Samtidig blev Svedekassen revet ned og erstattet med et posthus. Teaterbygningen, der var tegnet af arkitekt Hack Kampmann (1856-1920), kunne rumme omkring 1000 mennesker. Grundplanen var orienteret mod barokken, mens teatrets indre var præget af tredimensionel rummelighed. Udsmykningen med dens righoldige ornamentik i jugendstil og gyldne farver var præget af romantikken.

Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1915.jpg

Skuespillere ved Aarhus Teater 1915.

Stifterkredsens motiver til at finansiere teatrets opførelse er blevet udlagt forskelligt af historikerne. Det var borgerskabets teater, og som sådan var dets indstiftelse en demonstration af gruppesammenhold og vilje til aktiv kulturpolitik fra pengeelitens side. Billetprisen var dog ikke socialt ekskluderende, om end der var stor forskel på priserne for de bedste og dårligste tilskuerpladser. Hvis der lå en politisk linje i repertoiret, gik den nærmest i retning af at dyrke forestillingen om landlivet som den rigtigste eksistensform, men som led i denne linje kom også husmandsvenner som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg på plakaten. Uanset hvad stiftelseskredsen end måtte have haft af politiske bagtanker, fik teatret hurtigt sit eget liv og udviklede sin egen identitet. Stifterne havde håbet, at staten hurtigt ville træde til med store årlige beløb til teatrets drift, men der gik mange år, inden håbet blev indfriet. I de første år af teatrets eksistens var dets situation meget trykket, og den første direktør fra 1899 til 1908, Benjamin Pedersen (1851-1908), opnåede stor anerkendelse, men sled sig selv op i stillingen.

På den ene side levede teatret økonomisk fra hånden i munden, eller var i konstant fare for at komme til at gøre det. På den anden side måtte teatret bevare sit gode ry og sin integritet som kulturinstitution, og dertil kom ønsket om at opdyrke langsigtede publikumspotentialer. Ledelsen måtte løbende træffe mange svære valg omkring besætning, logistik og repertoire, hvor kunstneriske, kommercielle og rent praktiske hensyn skulle vejes af mod hinanden. En ting var valget af spillestykker, noget andet var at få roller og skuespillere til at gå fornuftigt sammen, og det rejste igen spørgsmålet om lønsatser og budgetter. Begyndelsen til teatrets identitetsdannelse lå allerede i ledelsens og aktionærkredsens valg af direktør. Der var brug for direktører med evne for både den regnskabsmæssige og den sceniske side af sagen, og mængden af egnede tilgængelige kandidater var altid begrænset. De enkelte kandidater havde hver især deres egen faglige baggrund og personlighed og egne favoritter i teaterhistorien. Ledelsen og aktionærkredsen kunne ikke være uvidende om disse forhold, men var nødt til at tage dem med i købet ved valget af direktør.

På disse grundvilkår har Aarhus Teater virket lige siden, og dets identitet er ikke blevet påvirket af, at der med tiden kom repræsentanter for folkestyret ind i teaterledelsen, efterhånden som tilskuddene fra kommunen og staten voksede. Teatret er kommet pænt gennem alle samfundsøkonomiens rutsjebaneture i dets 110-årige levetid. Under den tyske besættelse blev teatret ramt af et bombeattentat den 22. februar 1945 og måtte lukke, men skaderne ramte ikke teatrets inderste dele, og efter genopbygningen kunne teatret genåbne den 2. september samme år. Teatret har haft en række om- og tilbygninger i tidens løb. Det havde oprindelig en café i to etager, indtil caféen i 1947-48 blev lukket og ombygget til forsøgsscene. I filmens barndom fik teatret også en lille fotograf under navnet Fotorama, men ved en stor ombygning i 1955 blev teatret udvidet bagud med blandt andet den store Scala Sal, der fungerede både som biograf og som musiksal, mens Fotorama blev lukket. Scala Salen var opført i elegant funktionalisme med teaktræsdækkede vægge. Scala Salen skrånede nedad mod scenen i modsat retning af teatrets hovedscene, men ved en stor ombygning i 1981-82 blev salen reduceret i omfang og vendt i den modsatte retning. En hovedlinje i teatrets om- og tilbygninger siden 1945 har været, at sceneindretningen er blevet mere mobil og åben for eksperimenterede teater, samtidig med at skuespillerne har fået større øvelsesplads inde i bygningen.

Forfatter og ophav: Anders Thornvig Sørensen 2010

Litteratur og kilder

• Albert Bayer, Aarhus Theater – Dets tilblivelse og dets arbejde, København 1925. Bestil materiale
• Emanuel Sejr, Aarhus Theater gennem 50 år, Århus 1950. Bestil materiale
• Bernhardt Jensen, Tre aftener i det gamle Aarhuus Theater, Århus 1968. Bestil materiale
• Bent Frandsen (red.), Aarhus Teater 1900-1975, Århus 1975. Bestil materiale
• Jørgen Heiner, Elisabeth Aasted, Per Brink Abrahamsen (red.), Det gyldne hus – Aarhus Teater i 100 år, Århus 2000. Bestil materiale
• Jens Engberg, "Byen under forvandling. Århus 1850-1900", i: Helge Paludan et al., Århus Bys Historie – fra vikingetid til nutid, 3. rev. udg., 1998, s. 142-210, især s. 180f. [Bestil materiale]
• Jens Christensen, "En storby i provinsen. Århus 1900-1950", i: Helge Paludan et al., Århus Bys Historie – fra vikingetid til nutid, 3. rev. udg., 1998, s. 211-290, især s. 285f. Bestil materiale
• Ib Gejl, "Kultur og fritid", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 2: 1720-1870, Århus 1997, s. 211-243, især s. 230-235. Bestil materiale
• Ib Gejl, "Kultur og fritid", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 215-268, især s. 243-251. Bestil materiale
• Ib Gejl, "I fritiden", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 4: 1945-1995, Århus 1995, s. 170-243, især s. 185-192. Bestil materiale