Vandforsyningen i Aarhus: Forskelle mellem versioner
mNo edit summary |
|||
| Linje 51: | Linje 51: | ||
=== Artesiske boringer og den moderne vandforsyning === | === Artesiske boringer og den moderne vandforsyning === | ||
Den tekniske udvikling tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, og det kom særlig byboere til gode. I 1898 havde byrådet bevilget penge til et såkaldt artesisk boringsanlæg i Stavtrup | Den tekniske udvikling tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, og det kom særlig byboere til gode. I 1898 havde byrådet bevilget penge til et såkaldt artesisk boringsanlæg i Stavtrup. Fra det nye anlæg var det planen at opføre en betonvandledning til byens vandværk ved Silkeborgvej. Den artesiske boring ville sikre en stabil vandindvinding fra en naturlig grundvandskilde i området. Som følge af et tilpas stort tryk fra boringen kunne vandet ved egen kraft gennembryde vandstandsende lag for at presse sig op til overfladen. Det nye anlæg og dertilhørende vandledning stod klar i 1902, og dermed var byen forsynet med grundvand, og ikke som tidligere, med vand kun fra Aarhus Å. Grundvandsboringerne frembragte nye muligheder for at dække større dele af byen, og for samtidig at fremskynde nedlægningen af brønde blev der iværksat en projektering af vandbeholdere og vandtårne i forskellige geografiske trykzoner som byen var blevet inddelt i. | ||
Forsyningen af vand fra de artesiske boringer banede vejen for videreudviklingen af teknikken bag vandindvinding og pumpeanlæggene der stod for rensning og filtrering. Moderniseringer med hurtigfiltre og elektrisk betjente pumper, der krævede mindre plads gav økonomisk bedre løsninger og driftsfordele. Vandforbruget steg fra at være omkring 50 liter pr. indbygger ved vandværkets opførelse til at være 4 eller 5-doblet i 1950. Dette betød, at der begyndte at opstå interesse for mængden af det tilgængelige vand som det moderne efterkrigssamfund krævede. Allerede ved århundredeskiftet var indbyggertallet steget til mere end 50.000, og derfor var der også behov for at byens vandværk skulle følge udviklingen gennem flere udvidelser og ombygninger. | Forsyningen af vand fra de artesiske boringer banede vejen for videreudviklingen af teknikken bag vandindvinding og pumpeanlæggene der stod for rensning og filtrering. Moderniseringer med hurtigfiltre og elektrisk betjente pumper, der krævede mindre plads gav økonomisk bedre løsninger og driftsfordele. Vandforbruget steg fra at være omkring 50 liter pr. indbygger ved vandværkets opførelse til at være 4 eller 5-doblet i 1950. Dette betød, at der begyndte at opstå interesse for mængden af det tilgængelige vand som det moderne efterkrigssamfund krævede. Allerede ved århundredeskiftet var indbyggertallet steget til mere end 50.000, og derfor var der også behov for at byens vandværk skulle følge udviklingen gennem flere udvidelser og ombygninger. | ||
== Vandforsyningen i Aarhus på Aarhusarkivet == | == Vandforsyningen i Aarhus på Aarhusarkivet == | ||
Versionen fra 25. okt. 2022, 09:53
Historien om den nyere tids vandforsyning i Aarhus knytter sig til opførelsen af byens første vandværk beliggende vest for Bryggeriet Ceres. Aarhus Vandværk blev taget i brug 8. december 1872, og med indvielsen af dette nye store anlæg blev kimen lagt til en ny tidsalder hvor forsyningen af vand til byens borgere og erhverv forbedredes og blev mere teknologisk avanceret for hvert årti der skulle følge.
Vandværkets tilblivelse
Adgang til drikkevand, vand til brug i husholdingen og til husdyrhold har alle dage være af vital betydning for opretholdelsen af liv og sundhed. I ældre tider blev købstædernes vandforsyning primært tilvejebragt via brønde i ejendommenes gårde, og borgere i byen og på landet hentede formentlig også vand fra det omkringliggende landskabs naturlige ferskvandskilder og mindre vandløb. Vandløbene var dog ikke nødvendigvis stabile vandforsyningskilder, da de i varierende grad kunne være vandførende og til tider formentlig også være helt udtørrede. Udover de private gårdbrønde og de offentligt tilgængelige brønde på torve og pladser, indtog den centralt løbende Aarhus Å også en væsentlig rolle i forsyningen af vand til store dele af midtbyens borgere, og i særdeleshed de ved åen beliggende gårde og værksteder.
Flere købstæder havde i 1850’ernes Danmark opført egentlige vandværk, men i Aarhus haltede en modernisering af byens vandforsyning efter de andre. Aarhus så til imedens sammenlignelige købstæder profiterede af en udbygning af vandforsyningen med de stærkt profilerede vandværker. Det ønskedes derfor også i Aarhus, at et nyopført vandværk ville bidrage til, at de praktiske og organisatoriske forhold for indhentning og forsyningen af vand blev af en helt anden kaliber end tidligere. Desuden ansloges det at et vandværk ville sørge for tydeligt forbedrede sanitære forhold for de borgere der længe havde været påvirket af vandets slette kvalitet. Brøndvandet havde budt på helbredsmæssige udfordringer for mange af byens borgere, og det dårlige vand sandsynliggjorde en øget risiko for sygdom og dødelighed. Sygdommen Kolera spredtes af to omgange, og dette særligt i områder af byen med dårligt vand. Sådanne epidemier og andre sygdomme, der formodedes at være relaterede til vandforsyningens dårlige kvalitet, betød, at overvejelserne om anlæggelsen af et vandværk i midten af 1860’erne blev særdeles seriøse.
I oktober 1865 blev en komité nedsat af Aarhus Kommunalbestyrelse med det formål ”at undersøge hvorvidt og med hvilke bekostninger en vandforsyning for Aarhus Købstad vilde kunne tilvejebringes.”. Mindre end to år senere forelå den første plan med et overslag udarbejdet af ingeniørerne ”English & Hansen” på et anlæg der skulle indtage vand fra Aarhus Å vest for Bryggeriet Ceres, og derefter pumpe vandet videre til filtre anbragt på et afmålt terræn ved landevejene mod Viborg og Silkeborg. Det var ikke uden omkostninger, at et nyt vandværk skulle opføres, og det blev derfor anslået at der forestod en større anlægsudgift forbundet med etableringen på mere end 140.000 rigsdalere. Desuden blev det vurderet, at der skulle afsættes en tillægsudgift på 25.000 rigsdalere til mølleejer Weis for retten til at tage vand fra Aarhus Å. Disse omkostninger bragte panderynker frem hos kommunalbestyrelsen der behandlede sagen, og man søgte derfor midlertidigt andre veje ved at undersøge muligheden for vandtilførsel igennem artesiske boringer og alternative vandløb syd for byen. Uenigheder om omkostninger og tvivl om vandmængder og tekniske forhold foranledigede byrådet til i 1869 at udsætte sagens behandling til sommeren 1870.
Efter i en periode at have fraveget det oprindelige forslag fra English & Hansen, vendte stemningen sig i 1870 atter til, at det nedsatte udvalg ved en indstilling foreslog at basere det kommende vandværk på Aarhus Mølleå. Der skulle træffes de nødvendige foranstaltninger til en aftale med Mølleejer Weis samtidig med at lokationen for et nyt vandværk skulle fastlægges til området vest for Ceres bryggeriet. Der var udarbejdet et ny prioverslag for mølleåprojektet, og omkostningerne stod til ca. 146.000 Rdlr., og med en engangsbetaling til Mølleejer Weiss på 14.800 Rdlr. forpligtede mølleejeren sig fremover til at afstå vand til driften af vandværket.
I marts 1869 nedsattes et nyt udvalg til vandværkssagens fremme. Udvalget fremsatte en indstilling om det nye vandværk, som Byrådet skulle forholde sig til den 2. juni 1870.
Indstillingen:
- At basere Vandværket paa Aarhus Mølleå istedetfor Bækløbene i Marselisborg Skov, og
- At træffe fornødne Foranstaltninger til Afslutning af endelig Overenskomst med Ejeren af Aarhus Mølle, Weis, og
- At Vandværket lægges nærmere Byen end oprindelig paatænkt, nemlig i den første Indskæring Vest for Bryggeriet "Ceres". Pumpeværket lægges i ca. 50 Alens Afstand fra aaen. Filtrene og Beholderne skulde lægges i en Afstand fra Pumpeværket af ca. 1700 Alen paa en ca. 90 Fod over Havfladen beliggende Bakke Nord for teglværket, omtrent 600 Alen Nordvest for Vesterport.
Den 16. juli 1870 vedtoges indstillingen, og dermed var planen for et nyt vandværk sat i kraft efter 5 års lange forhandlinger. På det efterfølgende byrådsmøde vedtoges det at ændre lokationen for vandværkets beholdere og filtre til den Nord for Vesterbro Mølle værende Bakke, der ligger 110 Fod over Havfladen. Efter udbudt licitation på det nye vandværk underskrev A. E. Andersen, E. Meisner, K. Nielsen samt Hassel & Teudt den 18. juli 1871 anlægskontrakten og forpligtede sig til at have færdigopført det nye vandværk til d. 1. juli 1872. Fra Leeds i England købtes hos Kitson & Co. to dampmaskiner med tilhørende to dampkedler og fire vandpumper.
Det lykkedes ikke entreprenørerne at have anlægget køreklart den 1. juli. I stedet blev vandværket taget i brug knapt et halvt år senere, den 8. december 1872. Aarhus havde fået sit vandværk, og ved enhver ejendom hvor forbi hovedledningen førtes påtog kommunen sig at føre et ledningsrør til bygningens forside. Den første vandhane i ejendommen blev anbragt mod betaling af en årlig afgift fastsat ud fra ejendommens assurancesum, og for hver yderligere hane lød den årlige afgift på 2 Rigsdaler. I stedet for den primitive måde hvorpå vand tidligere blev hevet op af træ- og stenbrønde blev byens nye vandværk spækket med tidens nyeste og mest moderne dampkedler- og maskiner, filtre, pumper, bundfældningsbassiner og højdebeholdere. Til at varetage vandværkets interesser udnævntes, med virking fra 1. januar 1873, havne- og stadsingeniør Poul Obel til vandinspektør, mens kobbersmed Birnbaum blev ansat som maskinmester.
Aarhus Å vedblev med at være den primære ressource for vandforsyningen i byen helt indtil 1902, hvorefter vandindtagningen blev oppumpet fra artesiske boringer i Stavtrup og Viby. Fra de artesiske boringer tilkobledes en gravitationsledning af beton til vandværket ved Silkeborgvej.
Vandværkets børnesygdomme
Der var stor tiltro til det nye vandværk, og blandt byens borgere opstod der ganske naturligt en forhåbning om nye tider uden uhumske forhold der kunne føre til sygdomme og dødsfald. Selv med en kompetent bemanding, det nyeste maskineri og de avancerede metoder til rensning af vand oplevede Aarhus i midten af 1870’erne alligevel to mærkbare tyfusepidemier.
Stiftsfysikus Chr. Weis skrev i juni 1876 i en meddelelse til byrådet: ”Så længe som jeg har været læge i Aarhus, i henved 39 år, har denne by mere end nogen anden ligestillet været hjemsøgt af sygdomme og sygelighed, særlig af de sygdomme, som fortrinsvis står i årsagsforhold til slet drikkevand, nemlig tyfoid feber, diarré, kolerine, kirtelsyge, tæring, ligesom også andre epidemiske sygdomme her var mere ødelæggende end i andre byer”. Rensning af vandet i vandværket skærpedes derfor yderligere med tilføjelse af et fjerde filter i 1878 tilsvarende de tre der var blev bygget ved vandværkets anlæggelse i 1872.
Trods de mange forbedrede forhold for befolkningen opstod der alligevel flere særegne oplevelser af den negative slags. Der var behov for at skride ind overfor adskillige forureningskilder i nærheden af vandværket, og særligt henlæggelsen af møddinger med latringødninger på den nordlige side af åen kom i fokus. Byens drikkevand blev også i flere dage op mod julen i 1873 blandet med saltvand da åens vand ved højvande var blevet bragt helt op til vandværket. Dette blev først løst med opførelsen af en ny slusebro ved Vester Allé i 1894, hvorved der blev lukket af for havvandets indtrængen. Der fandtes dog også andet end blot havvand der kunne iblande sig det rene vand i byens vandledninger. For nogle af byens borgere fik sig en skræmmende oplevelse, da de ud fra deres vandhane kunne se igler, orme og ål der fra tid til anden fulgte med.
Vandværkets betydning
Det nævnes ofte at havnen og jernbanen var væsentlige forudsætninger for byens store vækst i midten til slutningen af 1800-tallet, og mens disse bestemt var hovedårsager til udviklingen, bør det ej glemmes at en god og stabil vandforsyning også bidrog til befolkningens ve og vel i disse årtier. Byen voksede, og behovet for at udvide vandforsyningen til at dække større dele af byen var af stor vigtighed. Der blev foretaget større anlægsarbejder for at ledningsnettet kunne følge med resten af byens infrastruktur. Brolægningen af Aarhus led i det henseende meget under de store omvæltninger i vand-, gas- og kloakledningsarbejdet i 1890’erne. De vedtagne budgetter og det omfangsrige arbejde med gader og veje kunne ikke holde trit med byens vækst. Over flere kloakledninger kunne det i 1896 konstateres at brolægningen havde sat sig og dermed gav anledning til dannelsen af store vandpytter, som gjorde nogle veje ganske ufarbare.
Med overgangen fra damptrykvandværk til vandindtagning via artesiske boringer igennem betonrørledninger med fald var et nyt kapitel i vandforsyningens historie påbegyndt. Et synligt og markant vartegn på denne nye tid varsledes ved opførelsen af det storslåede vandtårn ved Randersvej på Christiansbjerg. Også pumpestationer, rensningsanlæg og underjordiske beholdere blev et nyt bekendtskab for mange af byens borgere der måtte koncentrere sig om at følge med i en tid med hurtige forandringer.
Artesiske boringer og den moderne vandforsyning
Den tekniske udvikling tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, og det kom særlig byboere til gode. I 1898 havde byrådet bevilget penge til et såkaldt artesisk boringsanlæg i Stavtrup. Fra det nye anlæg var det planen at opføre en betonvandledning til byens vandværk ved Silkeborgvej. Den artesiske boring ville sikre en stabil vandindvinding fra en naturlig grundvandskilde i området. Som følge af et tilpas stort tryk fra boringen kunne vandet ved egen kraft gennembryde vandstandsende lag for at presse sig op til overfladen. Det nye anlæg og dertilhørende vandledning stod klar i 1902, og dermed var byen forsynet med grundvand, og ikke som tidligere, med vand kun fra Aarhus Å. Grundvandsboringerne frembragte nye muligheder for at dække større dele af byen, og for samtidig at fremskynde nedlægningen af brønde blev der iværksat en projektering af vandbeholdere og vandtårne i forskellige geografiske trykzoner som byen var blevet inddelt i.
Forsyningen af vand fra de artesiske boringer banede vejen for videreudviklingen af teknikken bag vandindvinding og pumpeanlæggene der stod for rensning og filtrering. Moderniseringer med hurtigfiltre og elektrisk betjente pumper, der krævede mindre plads gav økonomisk bedre løsninger og driftsfordele. Vandforbruget steg fra at være omkring 50 liter pr. indbygger ved vandværkets opførelse til at være 4 eller 5-doblet i 1950. Dette betød, at der begyndte at opstå interesse for mængden af det tilgængelige vand som det moderne efterkrigssamfund krævede. Allerede ved århundredeskiftet var indbyggertallet steget til mere end 50.000, og derfor var der også behov for at byens vandværk skulle følge udviklingen gennem flere udvidelser og ombygninger.
Vandforsyningen i Aarhus på Aarhusarkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
https://www.aarhusarkivet.dk/search?q=Vandforsyningen+i+Aarhus |
Litteratur og kilder
- O. Jørgensen. Aarhus Vandværk 1872-1922. Vandværksudvalgets Foranstaltning. Magnus Frederiksens Bogtrykkeri. 1922.
- Århus Kommune. Stadsingeniørens Kontor 1869-1994. 125års Jubilæumsskrift. Århus Kommunes Trykkeri.
- Årsrapport 2021 for Aarhus Vand.
- Aarhus Stiftstidende. Århus Vand A/S, Nyt navn - nyt selskab. 02-02-2010.
- Aarhus Stiftstidende. 03-01-1873.
- J. P. Trap Danmark VIII, Århus Amt. Femte Udgave. G.E.C. Gads Forlag. 1963.
- Connie Jantzen: "Middelalderbyen Aarhus", Tarm Bogtryk A/S, Connie Jantzen og Den Gamle By, 2013
- Erik Frederiksen: Træk af Vandforsyningens historie fra oldtiden til vore dage. Aarhus Tekniske Skole. Fagklassen for Bogtrykarbejde. 1950.
