Vulkanen

Fra AarhusWiki
Vulkanen
Vulkanen skraafoto sdfi 2023 82 24 3 0012 00000548.jpg
Vulkanen set fra luften. 2023.
Foto: Skråfotos, Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Indlæser kort...
Vulkanen på Aarhus Ø.

Detaljeret information
Adresse
Adresse Grete Løchtes Gade 7 Matrikel nr. 2148eb
Bygning
Type Etageejendom (ungdomsboliger) Opført 2013 Arkitekt Cubo og Terroir Bygherre Boligforeningen Ringgården Areal 2.500 m² (50 ungdomsboliger + fællesarealer)

Vulkanen er en større boligbebyggelse beliggende nær Aarhus Lystbådehavn i bydelen Aarhus Ø. Vulkanen udgjorde anden etape af Boligforeningen Ringgårdens ungdomsboliger på Aarhus Havn. Cubo Arkitekter og Terroir stod bag tegningerne til den kvadratiske bygning der indeholder 50 ungdomsboliger fordelt på 6 etager samt fællesarealer.

Arkitekturen

Ifølge Cubo Arkitekter blev ungdomsboligerne skabt "med øje for arkitekturens symbiose med det konstruktive layout, med øje for sammentænkning af materialevalg og bæredygtighed, sammentænkning af facadeudformning, passiv klimatisering og indeklima, sammentænkning af arkitektonisk disponering, læringsprocesser og akustiske forhold – det hele vurderet i et økonomisk perspektiv".

Endvidere forklarede Cubo, at "Bygningens kubiske form er en integreret del af det energirigtige design. Den sikrer et meget kompakt bygningsvolumen med optimale udsigtskvaliteter for alle beboerne. Ved at inddrage atriet i bygningskroppen og opvarme dette til 20 °C sikres et minimalt overfladeareal fra bygningen og dermed også et væsentligt mindre energiforbrug til opvarmning. Bygningen er orienteret med et hjørne mod syd, hvormed der praktisk talt opnås to sydfacader og ingen direkte nordfacade – herved udnyttes den passive solvarme maksimalt og giver det største bidrag til huset."

Farverne skifter fra gul til orange og rød op igennem de seks etager. Deraf også inspiration til navnet på bygningen, som naturligt giver associationer til en vulkan. Navnet til bygningen blev fundet ved en konkurrence blandt beboerne i huset.

Vulkanen på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Vulkanen

Litteratur og kilder