Strandvejen 126
Strandvejen 126 er en adresse på Strandvejen, hvorpå der ligger en ejendom opført i 1920 under navnet Villa Ydernæs - i dag også kaldet Lille Marselis. Ejendommen er placeret på hjørnet af Strandvejen og Oddervej, og er tegnet af den københavnske arkitekt Helmuth Christiansen, mens aarhus-arkitekten Thorkel Møller, stod bag en ombygning i 1925, da huset blev delt op i to.
Villa Ydernæs blev opført for direktør Hans Peter Nielsen, der købte grunden for 42.552 kroner. Direktør H.P. Nielsen havde blandt andet tjent sine penge som "gullashbaron" under Første Verdenskrig.
I 1925 blev ejendommen overtaget af murermester B. M. Severinsen.
Efter blot tre år blev ejendommen i 1928 videresolgt til højesteretssagfører Carl Holst-Knudsen (1886-1956), der ejede ejendommen indtil sin død i 1956.
I perioden 1956-1974 havde Ydernæs skiftende ejere, her i blandt civilingeniør Th. Bentsen.
Også i perioden 1980-1996 var ejerne skiftene og den blev blandt andet ejet eller lejet af af Knud Brogaard, lige som kaffehandler Fritz Hansen og Dorit Illum en overgang boede i ejendommen.
I 1997 overtog Peter Johansen fra lysfirmaet Martin villaen for 9 millioner kr. Villaen var på dette tidspunkt i dårlig stand og Johansen lod villaen gennemgribende renovere.
Fra 2006-2010 var Ydernæs ejet af boligmatadoren Niels Jørgen Cramer, der købte ejendommen for 24 millioner kr.
I 2010 købte Susi og Jesper Øehlenschlæger Ydernæs for 18.7 millioner kr., men også de måtte sælge ejendommen efter blot få år som ejere.
I 2012 blev ejendommen overtaget af Ulla og Erwin Stæt Andersen for 21.8 millioner kr. Ulla Stæt Andersen havde sammen med sin søster, Jette Rantala, grundlagt rejseselskabet Aarhus Charter.
I 2020 blev Ydernæs atter solgt, denne gang for omkring 30 millioner kr. af Anders Grønborg fra virksomhederne Lasertryk og Ildpizza.
Strandvejen 126 på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|