Valdemar Tørsleff

Fra AarhusWiki

Frederik Valdemar Tørsleff (født i 1864, død i 1940) var grosserer og i samarbejde med Victor Bekmand Strand (1898-1983) grundlægger af firmaet Valdemar Tørsleff & Co. Tørsleff begyndte i Aarhus som en grossistvirksomhed i te-import og udviklede efter flytningen til København flere færdigblandede produkter af ’madlavningskemi’. I 2022 ses Tørsleff som del af Haugen Group Nordic med hovedsæde i Oslo.

Valdemar Tørsleff & Co

Valdemar Tørsleff begyndte som købmand i Skive, men kom i 1897 til Aarhus, hvor han etablerede en kolonial-købmandshandel i M.P. Bruunsgade 51.

Valdemar Tørsleff blev født den 9. juni 1864 i Hammelev Sogn, som næstsidst i en søskendeflok på seks. Hans fader var exam.jur. Andreas Christian Tørsleff, ejer af Hammelevgård, og moder var Theodora Severine, født Brandt. Han blev den 14. juli 1895 gift med Anna Marie Petersen (1870-1956), datter af tobaksfabrikant Andreas Ferdinand Petersen i Hillerød. Sammen fik de tre børn, og det skulle blive den yngste søn Aage Valdemar, der senere kom til at lave annoncer for virksomheden. Valdemar Tørsleff døde den 18. maj 1940, 75 år gammel.

Købmændene Valdemar Tørsleff og Victor Bekmand Strand (1898-1983) grundlagde i 1923 engrosvirksomheden ’Valdemar Tørsleff og Co.’ i kælderen på Kystvejen 23. Firmaet fortsatte den hidtidige import af te og pulverkakao, der snart også kom til at omfatte vanilje. I 1926 markedsførte de et færdigblandet vaniljesukkerprodukt og i 1930 kom et færdigblandet konserveringsmiddel. Det var et af de første forsøg i Danmark på at lette arbejdet for husmoderen.

Vareudbuddet kom hen ad vejen til at omfatte flere blandingsprodukter til bagning, syltning og henkogning med produktnavne som Vanila, Atamon og Melatin. Produkterne vandt efterhånden stor udbredelse i danske husholdninger. Det blev sønnen Aage Valdemar Tørsleff (1899-1973) og faderens kompagnon Victor Strand, der i 1936 flyttede hovedvirksomheden til Kronprinsessegade i København. Førstnævnte vendte tilbage til Aarhus og blev direktør for reklamebureauet Weber & Sørensen og en af den danske reklameverdens pionerer.

I 1938 samlede Tørsleff 300 opskrifter på 128 sider i ’Den grønne Syltebog’ om syltning og henkogning af bær og frugter. ’Den blå Bagebog’ og ’Den gule Dessertbog’ udkom også i 1938 og var hver især med 300 opskrifter. Efterfølgende blev der udgivet andre tematiske opskriftbøger. I 1939 oprettedes telefontjenesten ’Tørsleffs Husmoder Service’, der yderligere gjorde virksomheden landskendt.

Adresser for virksomheden Tørsleff

  • 1897-1919: Hjørnet af M.P. Bruunsgade 51 og Brammersgade, som købmand.
  • 1920-1923: Salgskontor: Kystvejen 23 (og privat bolig Skolebakken 5: 1920-1930).
  • 1923-1929: Kystvejen 23 i kælderen, som kolonial en gros Valdemar Tørsleff og Co.Element i punktliste
  • 1930-1940: Studsgade 70 (fra 1939 Nørreport 20), som the en gros Valdemar Tørsleff og Co. (og privat bolig M.P. Bruunsgade 57: 1930-1940).

Litteratur og kilder

  • Torkil Baumgarten: Familien Tørsleff. Aarhus, 1913. 55 sider ill.
  • Århus på plakaten. Udg. af Århus Byhistoriske Udvalg. 1993. 127 sider ill.
  • E-kilder: Folketællinger, kirkebøger, vejvisere og aviser.
  • Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits i oktober 2022.