Theodor Wilhelm Wessel (1842-1905)
Theodor Wilhelm Wessel (født den 27. februar 1842 i Odense, død den 31. juli 1905 i Ny Tårbæk (Taarbæk), nord for København) var handelsmand og den ene af grundlæggerne af Magasin.
Han var søn af toldassistent Herman Henrich Wessel og Vilhelmine, født Rasmussen. Wessel blev i 1868 gift med Elise Margrethe Sørenson.
Wessel stod i lære i en købmandsforretning i Svendborg. I 1864 fik han arbejde i København som rejsende sælger.
I 1868 grundlagde han sammen med Lemming Emil Valentinus Vett en forretning i Aarhus, men blev dog ved med at bo i København. Grunden til, at han beholdt sit job i København var, at han fik en god stilling som indkøber i firmaet I.H. Ruben. En del af hans stilling gik ud på at tage på indkøbsrejser til udlandet, hvor han også købte ind for forretningen, han havde sammen med Vett.
Wessel og Vetts firma udviklede sig hurtigt. De åbnede filialer i Aalborg, Odense og København. Firmaet i København hed Th. Wessel & Co indtil Vett flyttede til København i 1876, hvor det kom til at hedde Th. Wessel & Vett. I 1871 fik selskabet lokaler på Kongens Nytorv i det tidligere Hotel du Nord. I 1889 købte de bygningen ved siden af og i 1890 selve det gamle hotel. Begge ejendomme blev revet ned, og der blev bygget en ny bygning, som husede et stormagasin, som både solgte manufaktur, konfektion og udstyr.
Wessel rejste ofte på indkøbsrejser til udlandet, bl.a. til Egypten, Indien og Amerika.
Den 15. november 1888 blev han ridder af Dannebrog.
Theodor Wilhelm Wessel på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- ”Magasin på tværs i 125 år” fra 1993
- ”Saa gik der 75 aar – Magasin du Nord” fra 1943
- http://www.magasinmuseum.dk/index.php/2012-12-21-02-22-12/grundlaeggerne-wessel-og-vett