Kraner og mekanisering på Aarhus Havn: Forskelle mellem versioner

Mekanisering af godshåndtering på Århus havn og i havnene generelt blev først indført i slut-ningen af 1800-tallet. Set i lyset af industrialiseringens fremskredne teknologi på dette tids-punkt, kan man undre sig over, at kraner ikke var et almindeligt syn på havnen før århundred-skiftet. Problemet var, at varestørrelsen og emballeringen var meget uensartet, der fandtes ikke meget af den standardisering vi kender i dag, som f.eks. containere og europaller. Det var derfor svært at konstruere effektive kraner og losseanlæg, der samtidig var temmelig kostbare at anskaffe. Det krævede en vis standardisering før investeringer i kraner kunne betale sig. Dertil kom at skibene stadig var bygget til det traditionelle manuelle losse- og lastearbejde, hvorved der flere steder i lastrummene ikke var mulighed for at komme til med en kran, plads til et transportbånd eller sugeanlæg.

Med mekaniseringen i 1920’erne fik man i kullosningen hjælp af kraner, der sænkede en stor spand med plads til ca. et ton kul ned i lasten, som blev fyldt ved håndkraft og derefter hejst over på kajen. Kullosningen blev dog først for alvor effektiv i 1950’erne, da man havde indar-bejdet kranerne i arbejdsgangen. Hvor man før brugte 5-6 dage på at losse et kulskib, kunne man i begyndelsen af 1950'erne klare det samme arbejde på en dag.

Korn og foderstofselskaberne byggede i løbet af 1920'erne sugeanlæg og siloer på havnen, der effektiviserede håndteringen af bulklaster væsentligt. Aarhus Palmekærnefabrik (i dag Aar-husKarlshamn) eller 'Oliemøllen', som den hed i daglig tale, fik først sugeanlæg i slutningen af 1950'erne, da mange af fabrikkens råstoffer ikke tålte transporten gennem rørene. Indtil da lossede man stadig fabrikkens råstoffer som f.eks. soyabønner, palmekerner, jordnødder og kopra som hidtil.