Jens Christian Møller (1858-1945): Forskelle mellem versioner

Fabrikant '''Jens Christian Møller''', medlem af [[Aarhus Byråd|Aarhus Byråd]] 1. april 1909 - 15. november 1934 for [[Det Konservative Folkeparti]]. Landstingsmand for Det Konservative Folkeparti fra 1918. Ridder af Dannebrog.   

Gift 18. april 1882 i Ikast sogn, Ringkøbing amt, med Anthonette Christine Givskou, født 16. maj 1864 i Ikast, død 31. august 1953 i Aarhus, datter af farver Anthon Martin Givskou og hustru Sophie Petersen.  

Møller var medlem af byrådet 1909-34 og var i disse 25 år de konservatives ordfører og ubestridte leder og "byrådets rigeste mand". Han sad i alle de vigtigste byrådsudvalg og var med til at gennemføre [[Borgporten|Borgportens]] udvidelse og [[Bispetorv|Bispetorvets]] frilæggelse. Endelig var Møller medlem af Landstinget 1918-28 og medlem af bestyrelsen for dette tings konservative gruppe 1920-28.

Formand for [[A/S De forenede jydske Farverier og Trikotagefabrikker]] til 1919 og igen fra 1922, formand for [[Trikotage-Grossistforeningen]] 1904-1914, medlem af bestyrelsen for Tekstilfabrikantforeningen til 1939 og for Aarhus Konservative Vælgerforening 1904-1922 (1923?). Medlem af Aarhus Byråd og Skolekommission fra 1909, i byrådet indtil 1934, kirkeværge for [[Sct. Pauls Kirke]] 1905-15, næstformand i bestyrelsen for [[Handels- og Kontoristforeningen]], medlem af repræsentantskabet for [[Aarhus Teater]] fra 1909 til 1937 og Sct. Pauls Kirkes bestyrelse fra 1916. Medlem af repræsentantskabet for [[Aarhus Privatbank]] fra 1917, næstformand 1932 m.v.

Møller blev ved sin 80-års-fødselsdag karakteriseret som en self-made man, der havde langt større lokalpolitisk indflydelse end landspolitisk. Han blev tilskrevet en kompromissøgende politisk stil, der var med til at fremme samarbejdet i byrådet. Ikke desto mindre blev han af sine partifæller presset ud af byrådet på grund af hans høje alder. Ved sin død omtaltes hans ”tillidvækkende aabne Ansigt og gode, faste Haandtryk”, og han tildeltes en plads blandt de ”gode, gamle Aarhusborgere, som efterhaanden falder for Alderens Krav, men hvis Gerning paa mange omraader har præget Byen og dens store Udvikling.”