Kulkrisen i 1947: Forskelle mellem versioner

Vinteren 1947 slog ikke nogen kulderekorder, og alligevel er det måske den værste vinter i Aarhus’ historie. I starten af 1947 oplevede Aarhus 42 dages konstant frost, samtidig med at vinden ubønhørligt blæste fra øst, hvilket pressede ismasserne sammen i [[Aarhus Havn]]. Den europæiske kulproduktioner var endnu ikke på førkrigsniveau, så brændsel var i forvejen en mangelvare og Danmark var dybt afhængig af oversøiske kulleverancer.

I januar begyndte de første hustande at løbe tør for optænding og byens aviser dækkede udviklingen tæt. 10. februar besøgte Århus Stiftstidende en ejendom på [[Nørrebrogade]] 18, hvor 11 lejligheder stod uden varme. I ejendommens baghus boede Fru Emilie Christensen med sin to-årige søn Ernst, der var syg med blærebetændelse og ikke kunne holde sig tør. I lejligheden var temperaturen under frysepunktet, på køkkenbordet lå der is, mens stivfrossent tøj hang på tørresnoren.  

I forhuset prøvede Fru Lering at holde varmen under pelse og skind, mens hendes guldfisk og slørhaler var stillet ud ved siden af den lille ovn i køkkenet, så vandet ikke skulle fryse helt til. Sin 11-årige søn havde hun sendt i biografen, så han der kunne holde varmen.