Hjemfaldsklausuler i Aarhus: Forskelle mellem versioner

[[Fil:B775100 CD0004 010181.jpg|400px|thumb|right|Hjemfaldsklausulen blev udarbejdet og formuleret i forbindelse med bebyggelsen på Langenæs. Billedet viser opførelsen af højhuset Langenæsbo. Fotograf Børge Venge, 1965, Den Gamle By.]]

Hjemfaldsklausul er også kaldet hjemfaldsdeklaration, tilbagekøbsklausul, tilbagekøbsdeklaration eller tilbagekøbsret.

I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. En diskussion i byrådet og interne korrespondancer i kommunen, lå forud for beslutningen.

Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var Jens Christian Sørensen, der præsenterede den. Hjemfaldsklausulen blev mødt med opbakning såvel som modstand, og rådmanden selv var tilhænger. Egentlig var han ikke særlig optaget af økonomien på lang sigt, da han ikke mente, at det var muligt at forudse det økonomiske udfald efter 100 år, og hvor fortjenesten ville ende. I stedet var han mere optaget af, at en hjemfaldsklausul ville gøre det nemmere for byen at ændre på hele områders udformning i fremtiden, når kommunen havde råderet over de bygninger og veje, som lå der. Men han så også en ulempe ved at indføre sådan en klausul, da grundejerne sandsynligvis ville lade bygningerne forfalde i den sidste tid, inden klausulen udløste sig, hvis kommunen stod til bare at overtage grundene med deres bygninger. Problemet kunne derimod undgås, hvis bygningerne blev overtaget efter værdivurdering.

Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer i fremtiden. Da han selv var formand for [[Boligkommissionen]], som havde til opgave at sanere usunde boliger, var nedrivning af uhensigtsmæssig bebyggelse en sag, som lå ham nær. I den interne korrespondance fremhævede han sikring af byens råderet over jordarealer i fremtiden og sanering som oplagte fordele ved hjemfaldsklausulen. Når det kom til sanering, ville sådan en klausul give kommunen mere frihed, da han havde erfaret, at der ofte var vanskeligheder forbundet med reglerne for boligtilsyn og sanering. Men hvis kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, ville saneringsmulighederne være mere begrænsede.

En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi.

Til sammenligning blev de tidligere nævnte dobbelthuse ved Riisvangen nord for Marienlund købt fri i 2017 af boligforeningen Marienlund, og her var prisen 72 millioner kroner for 27 dobbelthuse. Med en gammel hjemfaldsklausul fra 1927 var der udsigt til, at den ville være trådt i kraft blot ti år senere, i 2027.

Oprindeligt havde kommunen vurderet, da hjemfaldsklausulerne i 2007 igen kom frem i lyset, at frikøb samlet ville give 1,1 milliarder kroner i kommunekassen. Men efter kommunen i 2017 igen havde regnet på det, lød beløbet i stedet på det dobbelte, nemlig 2,2 milliarder kroner.