1.375
redigeringer
Hjemfaldsklausuler i Aarhus: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
ingen redigeringsopsummering
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 9: | Linje 9: | ||
I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. En diskussion i byrådet og interne korrespondancer i kommunen, lå forud for beslutningen. | I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. En diskussion i byrådet og interne korrespondancer i kommunen, lå forud for beslutningen. | ||
Rådmand [[Jens Christian Sørensen (1895-1963)|Jens Christian Sørensen]] (KF) var den, som rent formelt først henledte [[Aarhus Byråd|byrådet]] og de involverede magistratsafdelingers opmærksomhed på, at kommunen kunne vælge at indføre hjemfaldsklausul på [[Langenæs]]. Det skete i en intern korrespondance 5. april 1951. Allerede forinden var tanken dog ofte blevet drøftet i politiske kredse, | Rådmand [[Jens Christian Sørensen (1895-1963)|Jens Christian Sørensen]] (KF) var den, som rent formelt først henledte [[Aarhus Byråd|byrådet]] og de involverede magistratsafdelingers opmærksomhed på, at kommunen kunne vælge at indføre hjemfaldsklausul på [[Langenæs]]. Det skete i en intern korrespondance 5. april 1951. Allerede forinden var tanken dog ofte blevet drøftet i politiske kredse, og enkelte gange tidligere havde man anvendt hjemfaldsklausul i byen (jf. nedenfor). Men nu skulle det være standardpraksis. | ||
Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var Jens Christian Sørensen, der præsenterede den. Hjemfaldsklausulen blev mødt med opbakning såvel som modstand, og rådmanden selv var tilhænger. Egentlig var han ikke særlig optaget af økonomien på lang sigt, da han ikke mente, at det var muligt at forudse det økonomiske udfald efter 100 år, og hvor fortjenesten ville ende. I stedet var han mere optaget af, at en hjemfaldsklausul ville gøre det nemmere for byen at ændre på hele områders udformning i fremtiden, når kommunen havde råderet over de bygninger og veje, som lå der. Men han så også en ulempe ved at indføre sådan en klausul, da grundejerne sandsynligvis ville lade bygningerne forfalde i den sidste tid, inden klausulen udløste sig, hvis kommunen stod til bare at overtage grundene med deres bygninger. Problemet kunne derimod undgås, hvis bygningerne blev overtaget efter værdivurdering. | Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var Jens Christian Sørensen, der præsenterede den. Hjemfaldsklausulen blev mødt med opbakning såvel som modstand, og rådmanden selv var tilhænger. Egentlig var han ikke særlig optaget af økonomien på lang sigt, da han ikke mente, at det var muligt at forudse det økonomiske udfald efter 100 år, og hvor fortjenesten ville ende. I stedet var han mere optaget af, at en hjemfaldsklausul ville gøre det nemmere for byen at ændre på hele områders udformning i fremtiden, når kommunen havde råderet over de bygninger og veje, som lå der. Men han så også en ulempe ved at indføre sådan en klausul, da grundejerne sandsynligvis ville lade bygningerne forfalde i den sidste tid, inden klausulen udløste sig, hvis kommunen stod til bare at overtage grundene med deres bygninger. Problemet kunne derimod undgås, hvis bygningerne blev overtaget efter værdivurdering. | ||
Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer i fremtiden. | Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer i fremtiden. Da han selv var formand for [[Boligkommissionen]], som havde til opgave at sanere usunde boliger, var nedrivning af uhensigtsmæssig bebyggelse en sag, som lå ham nær. I den interne korrespondance fremhævede han sikring af byens råderet over jordarealer i fremtiden og sanering som oplagte fordele ved hjemfaldsklausulen. Når det kom til sanering, ville sådan en klausul give kommunen mere frihed, da han havde erfaret, at der ofte var vanskeligheder forbundet med reglerne for boligtilsyn og sanering. Men hvis kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, ville saneringsmulighederne være mere begrænsede. | ||
Modstand mod hjemfaldsklausulen kom fra [[Thorvald Anton Klostergaard (1883-1961)|Thorvald Anton Klostergaard]] (KF). Han mente ikke, at Langenæsarealet egnede sig til sådan en klausul, da det lå ret isoleret ved byens yderste grænse, og det, ifølge ham, ikke ville være muligt at ændre meget ved området i fremtiden. | Modstand mod hjemfaldsklausulen kom fra [[Thorvald Anton Klostergaard (1883-1961)|Thorvald Anton Klostergaard]] (KF). Han mente ikke, at Langenæsarealet egnede sig til sådan en klausul, da det lå ret isoleret ved byens yderste grænse, og det, ifølge ham, ikke ville være muligt at ændre meget ved området i fremtiden. Han var desuden af den holdning, at hvis en person havde købt en ejendom, så var det deres ejendom. Men da den endelige hjemfaldsdeklaration forelå i byrådet, ville han alligevel ikke gå imod indstillingen. Det begrundede han med den ændring, at bygningskyndige nu skulle medvirke til ejendommens vurdering. | ||
En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi. | En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi. | ||
| Linje 21: | Linje 21: | ||
=== Træhuse og dobbelthuse underlagt hjemfaldsklausul === | === Træhuse og dobbelthuse underlagt hjemfaldsklausul === | ||
I Aarhus havde man inden bebyggelsen på Langenæs også lidt erfaring med benyttelsen af hjemfaldsklausuler i byen. Blot få år forinden var der lavet en lignende aftale vedrørende de finske træhuse ved [[Finnebyen]], som blev opført for at afhjælpe boligmangel efter krigen. Dengang lød anbefalingen, at det skulle ske dels af byplanmæssige grunde, dels for at bevare værdistigningen for kommunen. Omkring spørgsmålet om bygningserstatning var der tilsvarende overvejelser, men byrådet fandt det rimeligt, at kommunen skulle betale for bygningerne. Som lidt af et særtilfælde var hjemfaldsklausulen for Finnebyen sat til at blive udløst efter kun 40 år, | I Aarhus havde man inden bebyggelsen på Langenæs også lidt erfaring med benyttelsen af hjemfaldsklausuler i byen. Blot få år forinden var der lavet en lignende aftale vedrørende de finske træhuse ved [[Finnebyen]], som blev opført for at afhjælpe boligmangel efter krigen. Dengang lød anbefalingen, at det skulle ske dels af byplanmæssige grunde, dels for at bevare værdistigningen for kommunen. Omkring spørgsmålet om bygningserstatning var der tilsvarende overvejelser, men byrådet fandt det rimeligt, at kommunen skulle betale for bygningerne. Som lidt af et særtilfælde var hjemfaldsklausulen for Finnebyen sat til at blive udløst efter kun 40 år, hvilket senere blev begrundet med, at man ingen erfaring havde med finske træhuse, og med en klausul på bare 40 år ville det være muligt at nedrive husene igen, hvis det viste sig, at de ikke kunne holde til det danske vejr. | ||
Når man går længere tilbage, findes et andet eksempel på, at kommunen har anvendt en hjemfaldsklausul. Ved [[Riisvangen]] nord for [[Marienlund]] var nogle dobbelthuse i [[Havebyen Skovbakken]] helt tilbage i 1920’erne blevet opført på grunde underlagt en hjemfaldsklausul fra 1927, som gav kommunen ret til at købe ejendommene tilbage for grundens oprindelige salgspris med tillæg af bygningernes værdi efter 100 år. Dengang hørte sådan en klausul dog til sjældenhederne. | Når man går længere tilbage, findes et andet eksempel på, at kommunen har anvendt en hjemfaldsklausul. Ved [[Riisvangen]] nord for [[Marienlund]] var nogle dobbelthuse i [[Havebyen Skovbakken]] helt tilbage i 1920’erne blevet opført på grunde underlagt en hjemfaldsklausul fra 1927, som gav kommunen ret til at købe ejendommene tilbage for grundens oprindelige salgspris med tillæg af bygningernes værdi efter 100 år. Dengang hørte sådan en klausul dog til sjældenhederne. | ||
