Vestergade 5: Forskelle mellem versioner

Stedet her var i begyndelsen af 1700-tallet blevet en stor købmandsgård. Huset langs gaden var på 15 fag bindingsværk og i 2 etager. I 1791 blev gården overtaget af rådmand Niels Hviid (1754-1813). Fra 1801 til sin død i 1813 var han borgmester.  

Ved auktion i 1815 solgt til købmand Erhard Christian Kross (1779-1818), der var født i Randers. Han erhvervede borgerskab som købmand i Aarhus i 1812. Samme år blev han gift med Kirstine Agerup. Efter hans død i 1818 overgik ejendommen til Ness Hjelmdrup fra Randers.

Siegumfeldt satte gården til salg i 1839, og i 1840 blev den solgt ved auktion. Han flyttede til Ebeltoft, hvor han fik arbejde ved toldvæsenet som toldassistent. Den videnskabelige Realskole kunne indlede sin virksomhed i de ledige lokaler efter Siegumfeldt 5. november 1839, hvorefter man i 1842 flyttede skolen til nye bygninger i Dynkarken.     

Efter et ti år med tobaksfabrikation overgik stedet i 1841 til Jean Jacob Claessen (1816-1890) og Ludvig Weihe, der anlagde et maskinuldspinderi og et strømpevæveri. Tre år senere overtog Claessen selv fabrikken og introducerede brugen af dampmaskinen til at drive et stampeværk.  

Han ville gerne knytte sig mere til byen og erhvervede i 1844 borgerskab som fabrikant. Et par år senere tilbyder han dampvask ’af alle Sorter Brugs- og Gangklæder’. I oktober 1847 overdrog Claessen sit butiksudsalg til sin fabriksmester Frederik Werner for at hellige sig en udvidelse af strømpeproduktionen. Året efter opgav Jean Jacob Claessen sit bo til behandling ved skifteretten i Aarhus som opbudsbo.

Den nye ejer var Christian Frederik Vilhelm Werner (1822-1878), som havde været fabriksmester hos Claessen. Werner blev født i Chemnitz i Sachsen. Han erhvervede i 1846 borgerskab som strømpevæver. Han var som sin forgænger initiativrig og udviklede nye mekaniseringer af arbejdsprocesserne.  

Af de seks sønner var der især én, der blev kendt i eftertiden – nemlig sprogforskeren Karl Verner (1846-1896). Han er mindet ved en tavle på facaden af huset, hvor han blev født. Han blev magister i sprogvidenskab ved Københavns Universitet i 1876, og derefter bibliotekar ved universitetsbiblioteket i Halle. Gennem studier af germanske og slaviske sprog påpegede han en lydmæssig regelmæssighed kendt som Werners Lov. Han udnævnes i 1888 til professor i slavisk sprog og litteratur ved Københavns Universitet.

Efter Frederik Werners død tog sønnen købmand Ferdinand Ludvig Werner (1850-1917) over. Han beholdt ejendommen indtil 1899, men opdelte den i flere lejemål.

Et fotoatelier med store vinduer i tag-etagen blev tilføjet bygningen i 1861 på foranledning af fotograf Emil Rye (1820-1890). Han arbejdede her i to år, hvorefter han rejste til Odense. Han fulgtes af maler Andreas Fritz (1828-1906) fra 1863 til 1865.  

Herefter virkede successivt fotograferne Jørgen Christian Odense (1865 til 1870), Frederik Visby (1871-1873), Anker Ring (1873 til 1883), Johs. Zehngraf (1883-1886), Anker Ring (1887-1888), Sofus Riberholt (1889 til 1906), Hans Nolken Petersen (1907 til 1913) og Sigrid Rydberg (1917 til 1928).