11.554
redigeringer
Oldtidsminder i Aarhus Kommune: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
→Virak om Røverhøjen
m (Text replacement - "Andreas Fritz" to "Andreas Fritz (1828-1906)") |
|||
| Linje 12: | Linje 12: | ||
En af de høje, som har skabt mest debat er i dag helt væk fra det offentlige øje. Højen hedder [[Røverhøj]] og ligger på skellet mellem [[Strandvejen]] [[Strandvejen 92|92]] og [[Strandvejen 94|94]]. Det er den nordligste høj af Marselisborgskovenes bronzealderhøje. I 1700-tallet blev den kaldet Øflis Høj, men i løbet af 1800-tallet begyndte navnet Røverhøj, at blive brugt; hvor det stammer vides ikke med sikkerhed. Muligvis skyldes det, at der i 1862 blev begået et rovmord tæt derved, eller også skyldes det, at byens børn yndede at lege røvere på højen. Da højen er den mest bynære høj blev den netop i 1800-tallet et yndet udflugtsmål; ikke bare for legende børn, men også for aarhusianere med kaffe og frokostkurv under armen. Toppen af højen blev fladet ud, og her blev opsat bænke, hvorfra udsigten over bugten kunne nydes. | En af de høje, som har skabt mest debat er i dag helt væk fra det offentlige øje. Højen hedder [[Røverhøj]] og ligger på skellet mellem [[Strandvejen]] [[Strandvejen 92|92]] og [[Strandvejen 94|94]]. Det er den nordligste høj af Marselisborgskovenes bronzealderhøje. I 1700-tallet blev den kaldet Øflis Høj, men i løbet af 1800-tallet begyndte navnet Røverhøj, at blive brugt; hvor det stammer vides ikke med sikkerhed. Muligvis skyldes det, at der i 1862 blev begået et rovmord tæt derved, eller også skyldes det, at byens børn yndede at lege røvere på højen. Da højen er den mest bynære høj blev den netop i 1800-tallet et yndet udflugtsmål; ikke bare for legende børn, men også for aarhusianere med kaffe og frokostkurv under armen. Toppen af højen blev fladet ud, og her blev opsat bænke, hvorfra udsigten over bugten kunne nydes. | ||
I 1919 kom Røverhøj på private hænder, da villaerne på Strandvejen 92 og 94 fik lov til at inddrage det bagvedliggende skovareal i deres haver. En bevaring af højen var inden salget til debat i [[Aarhus Byråd|byrådet]] og den [[Socialdemokratiet|socialdemokratisk]] [[Jens Peter Marius Simonsen (1869-1939)|Simonsen]] talte for, at den store høj ikke måtte sløjfes – dog mest fordi, der stod nogle store træer på højen. Socialdemokratiske [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]], der året efter kunne sætte sig på [[Borgmester i Aarhus|borgmesterposten]], synes dog at køberen skulle ''”have Lov til at gøre ved Kæmpehøjen, hvad han vilde”''. Den konservative [[Jens Christian Møller (1858-1945)|fabrikant Møller]] tilsluttede sig dette og tilføjede, at ''”Kæmpehøjen havde vist ingen historisk Fortid, men den blev nu til stor Gene for de omboende benyttet som Legeplads af Børnene.”''. | I 1919 kom Røverhøj på private hænder, da villaerne på [[Strandvejen 92]] og [[Strandvejen 94]] fik lov til at inddrage det bagvedliggende skovareal i deres haver. En bevaring af højen var inden salget til debat i [[Aarhus Byråd|byrådet]] og den [[Socialdemokratiet|socialdemokratisk]] [[Jens Peter Marius Simonsen (1869-1939)|Simonsen]] talte for, at den store høj ikke måtte sløjfes – dog mest fordi, der stod nogle store træer på højen. Socialdemokratiske [[Jakob Jensen (1858-1942)|Jakob Jensen]], der året efter kunne sætte sig på [[Borgmester i Aarhus|borgmesterposten]], synes dog at køberen skulle ''”have Lov til at gøre ved Kæmpehøjen, hvad han vilde”''. Den konservative [[Jens Christian Møller (1858-1945)|fabrikant Møller]] tilsluttede sig dette og tilføjede, at ''”Kæmpehøjen havde vist ingen historisk Fortid, men den blev nu til stor Gene for de omboende benyttet som Legeplads af Børnene.”''. | ||
Resultatet blev, at byrådet gav de to nye gravhøjsejere, købmand Yhr og fabrikant Marcussen, lov til at gøre med gravhøjen, hvad de ville; de skulle dog gøre Nationalmuseet opmærksom forud for eventuelle indgreb i højen. [[Anthon Charles Marcussen|Marcussen]] i nr. 94 gik straks i gang med at anlægge et haveanlæg på højen, samt grave ud til en garage. Han glemte dog at informere Nationalmuseet først. Ødelæggelserne af gravhøjen fik flere til at reagere; både ved læserbreve i [[Århus Stiftstidende]] og ved henvendelser til Nationalmuseet. Nationalmuseet afviste en fredning af højen, da den på det tidspunkt allerede var ødelagt. I stedet sendte museet i juni samme år museets arkæolog Hans Kjær til Aarhus for at foretage en udgravning af højen, der jo allerede var blevet åbnet op. Her blev det konkluderet, at højen var godt 20 meter i diameter, og oprindeligt havde den været omkranset af 2/3 meter høje sten. I bunden af højen blev fundet en kiste af kløvet egestamme, der påviste, at højen var fra den ældre bronzealder ca. 1400-1200 f.Kr. Udgravningen viste også, at gravhøjen i den yngre bronzealder ca. 800 f.Kr. var blevet genbrugt, og der var kommet et nyt jordlag på med en lille stenkiste med brændte knogler. | Resultatet blev, at byrådet gav de to nye gravhøjsejere, købmand Yhr og fabrikant Marcussen, lov til at gøre med gravhøjen, hvad de ville; de skulle dog gøre Nationalmuseet opmærksom forud for eventuelle indgreb i højen. [[Anthon Charles Marcussen|Marcussen]] i nr. 94 gik straks i gang med at anlægge et haveanlæg på højen, samt grave ud til en garage. Han glemte dog at informere Nationalmuseet først. Ødelæggelserne af gravhøjen fik flere til at reagere; både ved læserbreve i [[Århus Stiftstidende]] og ved henvendelser til Nationalmuseet. Nationalmuseet afviste en fredning af højen, da den på det tidspunkt allerede var ødelagt. I stedet sendte museet i juni samme år museets arkæolog Hans Kjær til Aarhus for at foretage en udgravning af højen, der jo allerede var blevet åbnet op. Her blev det konkluderet, at højen var godt 20 meter i diameter, og oprindeligt havde den været omkranset af 2/3 meter høje sten. I bunden af højen blev fundet en kiste af kløvet egestamme, der påviste, at højen var fra den ældre bronzealder ca. 1400-1200 f.Kr. Udgravningen viste også, at gravhøjen i den yngre bronzealder ca. 800 f.Kr. var blevet genbrugt, og der var kommet et nyt jordlag på med en lille stenkiste med brændte knogler. | ||
