Teatret i Kannikegade: Forskelle mellem versioner

Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør [[Jens Peter Miller (1800-1864)|J.P. Miller]], som overtog det i april året efter.

Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye [[Aarhus Gasværk|gasværk]]. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.

Teaterejer Sophus Birck puslede i en periode også selv med at skrive teater. I 1886 kunne Bircks folkekomedie, ''Fra otte og fyrre'', vises på teatret i Kannikegade for første gang. Det blev en stor publikumssucces, og stykket bredte sig hurtigt til teatre i andre danske byer.

=== Sophus Birck og Svedekassen ===