Teatret i Kannikegade: Forskelle mellem versioner

Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke mindre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.

Byen fik i stedet et nyt stort teater med en teatersal, hvor der i begyndelsen var plads til ikke mindre end 1000 tilskuere. Borgerne var stolte af det nye [[Aarhus Teater]], og det blev snart omtalt som ”Den Jyske Nationalscene”. 15. september 1900 blev det indviet med dets første teaterforestillinger. Den aften kunne teatergæsterne opleve ''Erasmus Montanus'' og ''Prinsessen på ærten'', og som noget helt nyt blev teatersalen oplyst med elektrisk lys. Birck fik næppe selv meget glæde af det nye teater, da han døde blot få uger efter indvielsen.