Teatret i Kannikegade: Forskelle mellem versioner

I Aarhus blev de første dramatiske selskaber dannet i løbet af 1790’erne. Nogle af selskaberne sluttede sig sammen, og 5. januar 1800 stiftede de [[Det forenede dramatiske Selskab i Aarhus|Det forenede dramatiske Selskab]] – i folkemunde blot kaldt ”Dramatikken”. I de første år blev den daværende [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhussal]] benyttet, når der skulle opføres teaterstykker, men da førstesalen af [[Løveapoteket]] på [[Store Torv]] blev ledigt i 1803, lod apotekeren, [[Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin (1759-1833)|C.H.N. Reddelien]], det indrette til teater- og balsal med plads til 200 tilskuere. Salen kom til at danne ramme for selskabets dramatiske udfoldelser. Her blev amatørskuespil flittigt opført af borgerne selv iført klæder og med genstande, der kunne egne sig som teaterkostumer og rekvisitter.

Kun et årti senere befandt selskabet sig i økonomisk modvind. Som løsning blev det på en generalforsamling 21. december 1814 besluttet at samle Det forenede dramatiske Selskab med [[Kronprindsens Klub|Kronprinsens Klub]], der var en selskabelig forening. Med stiftelse 14. januar 1815 blev denne sammenslutning til Selskabet Polyhymnia. Da den ene halvdel af Polyhymnia havde en særlig forkærlighed for teater, herskede der fra start ingen tvivl om, at man ønskede at opføre en egentlig teaterbygning. Efter nøje planlægning og beregninger blev grundstenen lagt til det der blev Jyllands første egentlige teaterbygning. Teatrets indvielse var kulmination på årtiers teatermani, som havde nået Aarhus.

[[Fil:B775100 CD0024 011193.jpg|370px|thumb|right|Teatersalen. Fotograf Hans Andersen Ebbesen, ca. 1900, Den Gamle By.]]

Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med en længde på over 30 meter strakte dens hvide ydermur sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og efterfølgende justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke mindre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.

=== Renovering af teatret ===

Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør J. P. Miller, som overtog det i april året efter.

En aften til forestilling i teatret i Kannikegade startede i vestibulen. Her var et billetbord stillet op, hvor teaterdirektøren selv sad ved pengekassen og solgte billetter, mens han holdt øje med, at alt forløb, som det nu skulle. Hvis teaterdirektøren kunne se, at der stadig var billetter til overs ved forestillingens start, kunne man slippe lidt billigere ind. I teatersalen kunne borgerskabet med stor fornøjelse opleve et fyldigt repertoire af dramaer og komedier udført med noget højere ekspertise end det amatørteater, man var vant til. Hvis teaterstykket var udført særlig godt, og en skuespiller havde vundet publikums affekt, samlede de sig efter forestillingen ved skuespillerens logi og holdt en serenade. Sådan en smuk serenade blev holdt til ære for tyske Pauline Lichtenstein i 1836, efter hun havde optrådt i teaterstykket ''Preciosa''. Den samme ære fik spanske Pepita de Oliva i 1861, da 3000 mennesker var mødt op ved [[Hotel Royal]] ved Store Torv. Den spanske danserinde fik en særlig stor beundrer i Aarhus. Engang, da hun frarejste byen, var det med en sko i underskud. Skoen var på mystisk vis endt hos en købmand, som gemte den i en skuffe for eftertiden. Hvordan det var hændt, vidste ingen, og hemmeligheden tog købmanden med sig i graven.

De skrå brædder på teatret i Kannikegade udgjorde rammen for et bredt repertoire af teaterkunst. Nogle teaterstykker fik særlig meget opmærksomhed i 1800-tallet. I tiden op til teaterbygningens opførelse var teaterstykker af August von Kotzebue og August Wilhelm Iffland de mest populære. Men Adam Oehlenschläger og Ludvig Holberg kom også til at skabe stor glæde, og af Holbergs komedier blev ''Jeppe på Bjerget'' opført flest gange.

Mindst lige så efterspurgt var ''Elverhøj'' af Johan Ludvig Heiberg. Stykket var i så høj kurs, at man engang var nødt til at udsætte et offentligt møde på rådhuset nogle gange på grund af dårlig mødedeltagelse, fordi folk hellere ville i teater.

En meget omtalt begivenhed var en helt særlig fremstilling af Michael Wallem Bruns teaterstykke, ''Gøngehøvdingen'', efter Carit Etlars roman, som blev opført på teatret i 1867. Stykket havde været opført på teatret før, og blev det mange gange efter. Men denne gang kunne det aarhusianske borgerskab muntre sig over, at stykket skulle opføres af landbeboere, der var kommet til byen. Nysgerrighed gjorde, at forestillingen hurtigt blev udsolgt, og så kunne borgerne opleve ''Gøngehøvdingen'' med en god jysk dialekt. Forestillingen var en stor succes, og det rejsende selskab fra den jyske hede var nødt til at blive i byen og opføre stykket igen.

I den senere del af 1800-tallet kom flere nye teaterstykker til at præge plakaterne, og et af de mest populære var baseret på ''Jorden rundt i 80 dage'' af Jules Verne. Stykket nåede at blive opført omkring lige så mange gange som ''Jeppe på Bjerget'', selvom romanen først udkom i den senere del af århundredet.

I 1880’erne kom der også fornyet opmærksomhed på brandfaren inden for teaterverdenen. Brandkommissionen lagde derfor vejen forbi teatret og forlangte, at der flere steder skulle indsættes døre, og hvor der allerede var døre, blev mindst én udvidet med nogle få tommer. Over alle udgange var kravet, at der skulle anbringes belysning. En teaterdirektør gæstede senere teatret og vurderede, at i tilfælde af ildebrand syntes skuespillerne i garderoberne, som var indrettet på loftet, redningsløst fortabte. Der var anskaffet et knudetov, som kunne bruges til at klatre ned på gaden, men hvor det var, vidste ingen. Da man endelig fandt tovet, lå det i kælderen.

Tegningerne til projektet blev leveret af arkitekt [[Hack Kampmann (1856-1920)|Hack Kampmann]], og 12. august 1898 blev grundstenen lagt for et nyt teater på Bispetorvet. Grundstenen markerede også begyndelsen på enden for det gamle teater i Kannikegade. I marts 1900 solgte Birck sit teater til staten, som lod det nedrive og opførte en post- og telegrafbygning på grunden.

* Århus Stiftstidende. 17-12-1836, 06-10-1854, 05-10-1861, 22-06-1881 og 07-03-1892.