Teatret i Kannikegade: Forskelle mellem versioner

Allerede inden teatret i Kannikegade blev opført, fandtes der begejstring for dramatik og teater hos byens borgerskab. I 1700-tallet havde borgerskabet gennem fri handel oplevet økonomisk vækst og fået mere indflydelse i samfundet. De dannede deres egen borgerskabskultur og borgerskabsidealer for det daglige liv med de forlystelser, som dertil hørte. Med livsstilen fulgte en del fritid og et behov for selskabeligt samvær uden for hjemmets fire vægge. Det førte til, at forskellige selskaber opstod, og inden for teater kom det til udtryk i talrige dramatiske selskaber, som brugte tiden til at opføre skuespil. I 1770’erne opstod de første dramatiske selskaber i hovedstaden, og derfra spredte fænomenet sig til flere af landets provinsbyer.

Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med en længde på over 30 meter strakte dens hvide ydermur sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, imens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning. Selve scenen var lidt af et vidunder. Den skrånede ned mod salen, når der skulle opføres skuespil, og kunne justeres i vandret position, når den skulle bruges til bal. Scenen var oplyst af ikke mindre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie. Senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger.

=== Teaterkunst igennem stormvejr og vinterkulde ===

En aften til forestilling i teatret i Kannikegade startede i vestibulen. Her var et billetbord stillet op, hvor teaterdirektøren selv sad ved pengekassen og solgte billetter, imens han holdt øje med, at alt forløb, som det nu skulle. Hvis teaterdirektøren kunne se, at der stadig var billetter til overs ved forestillingens start, kunne man slippe lidt billigere ind. I teatersalen kunne borgerskabet med stor fornøjelse opleve et fyldigt repertoire af dramaer og komedier udført med noget højere ekspertise end det amatørteater, man var vant til. Hvis teaterstykket var udført særlig godt, og en skuespiller havde vundet publikums affekt, samlede de sig efter forestillingen ved skuespillerens logi og holdt en serenade. Sådan en smuk serenade blev holdt til ære for tyske Pauline Lichtenstein i 1836, efter hun havde optrådt i teaterstykket ''Preciosa''. Den samme ære fik spanske Pepita de Oliva i 1861, da 3000 mennesker var mødt op ved [[Hotel Royal]] ved Store Torv. Den spanske danserinde fik en særlig stor beundrer i Aarhus. Engang, da hun frarejste byen, var det med en sko i underskud. Skoen var på mystisk vis endt hos en købmand, som gemte den i en skuffe for eftertiden. Hvordan det var hændt, vidste ingen, og hemmeligheden tog købmanden med sig i graven.