Beder-Malling Sogneråd: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Beder-malling-sogneraad-1913-17.jpg|450px|thumb|right|Beder-Malling Sogneråd 1913-1917, sandsynligvis taget ved tiltrædelsen i 1913. Daværende sognerådsformand Moesgaard Nielsen ses siddende i midten. Ukendt fotograf, Beder-Malling Egnsarkiv.]]

Beder-Malling Sogneråd blev etableret i januar 1842 som Beder-Malling sogneforstanderskab og dækkede [[Beder Sogn]] og [[Malling Sogn]]. Sogneforstanderskabet bestod oftest af 9 valgte medlemmer samt den lokale præst. Ansvarsområderne var fattig-, skole-, og vejvæsenet. I 1868 blev Beder-Malling Sogneforstanderskab afløst af Beder-Malling Sogneråd, hvor man også fik ansvaret for den økonomiske forvaltning.

Beder-Malling Sogneforstanderskab afholdt sit første valg 1. december 1841 i [[Seldrup]] skole. Sogneforstanderskabet havde sit første møde d. 14. januar 1842. Sognerådet dækkede [[Beder Sogn]] og [[Malling Sogn]]. 4-9 medlemmer blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Derudover var den lokale sognepræst automatisk medlem. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Da sogneforstanderskabet blev afløst af sognerådet, fik man endvidere ansvaret for den økonomiske forvaltning.

De ledende figurer, der i 1841 stod for valget til - og oprettelsen af - det første sogneråd, var Johan Henrik Mohr (forvalter på Godthaab, senere en overgang endvidere forvalter på [[Vilhelmsborg]]; på vegne af områdets største lodsejer ”''Hr. Kammerherre Hofjæger Mester Baron von Güldencrone''”), samt Søren Rasmussen og Peder Christensen.

 

En anden vigtig person igennem sogneforstanderskabets arbejde de første årtier, som aldrig selv var medlem, var [[Christen Rasmussen]], der i sin rolle som birkedommer ved [[Vilhelmsborg Birk]] (som Beder og Malling sogne hørte under) indtil 1856, ofte kom med forespørgsler og krav til forstanderskabet.

Ved det første valg i december 1841 blev først valgt: Niels Rasmussen med 40 Stemmer, Jens Lassen med 26 stemmer, Jens Rasmussen med 26 stemmer, Søren Hansen med 36 stemmer, Jakob Sørensen med 29 stemmer, Niels Pedersen med 26 stemmer, Niels Jensen med 38 stemmer, Jens Hansen med 44 stemmer og Rasmus Pedersen med 29 stemmer. Om det var, fordi det var det første valg og de var helt nye i optællingen, vides ikke, men efterfølgende opdagede de valgforordnede, at de havde overset, at Christen Jensen havde 40 fået stemmer. Christen Jensen indtrådte herefter i stedet for Niels Pedersen.

Det første sogneforstanderskab kom i 1844 i konflikt med sognenes sognefogeder om, hvilke opgaver sognefogederne var forpligtede til at varetage. Det tog fart i juni 1844, hvor sognefogederne, Jacob Andersen og Anders Pedersen, skrev til forstanderskabet, at de ikke mente sig ”''forpligtede til Tilsigelse og Opsyn ved Biveienes Istandsættelse''” og frabad sig denne opgave. Sogneforstanderskabet oplyste dog, at efter en forordning af 24/8 1841 og et cirkulære af 5/12 1842, var de forpligtede. Forstanderskabet anmodede således derfor de to sognefogeder samt en tredje ved navn Peder Hansen om at udføre dette arbejde. Ved næste sogneforstanderskabsmøde i august 1844 havde sognefoged Anders Pedersen skrevet, ”''at han ikke videre vilde have at gjøre med Tilsynet af Biveienes Istandsættelse''”. Her svarede forstanderskabet dels, at det skulle han, og dels, ”''at Sogneforst. maatte udbede sig hans personlige Møde og ingen Skrivelser''”, hvis han havde mere at indvende.

Et par af de mere interessante undtagelser for ovenstående arbejde var under [https://da.wikipedia.org/wiki/Tre%C3%A5rskrigen Treårskrigen], hvor de preussiske tropper kom til området. Her stod sogneforstanderskabet og sognenes beboere for en stor del af forplejningen af de fjendtlige tropper, som de især gav brød, havre, byg, gryn, kød, ærter, hø og halm. Årsagen til, at beboerne leverede forplejning bliver nævnt på et sogneforstanderskabsmøde i maj 1849. Her antydes det, at forplejningen af de fjendtlige styrker sker for at undgå, at selvsamme styrker skulle plyndre og hærge i området.

Det kan også nævnes, at allerede i september 1851 anbefalede sogneforstanderskabet at afskaffe [[Skt. Olufsmarkedet]]

En særegen historie i sogneforstanderskabets tid omhandlede gårdmand Jens Hansen i [[Starup]]. Birkedommer [[Christen Rasmussen]] havde i august 1846 bedt forstanderskabet om at undersøge Jens Hansens mentale tilstand, hvilket nogle af medlemmerne, med formand Paludan Müller i spidsen, havde gjort i august eller september samme år. Her havde de fundet ”''tydelige Kjendetegn paa Galskab''”. På trods af, at det blev vurderet, at der var behov for lægehjælp til- og bevogtning af Jens Hansen, skete der ikke mere ved sagen i to år. Grunden dertil er nok en nærmest nutidig diskussion om, hvem der skulle betale for dette. Birkedommeren mente, at Forstanderskabet skulle betale, men omvendt mente Forstanderskabet, at birkedommeren skulle klare betalingen.

Det blev således overladt til Jens Hansens hustru, Kirsten Nielsdatter, at passe på ham. Da hun døde i Starup i juni 1848, blev situationen mere akut. Allerede samme måned skrev Sogneforstanderskabet: ”''Da den afsindige Jens Hansens Kone i Starup er død i denne Uge, og Manden nu gaaer […] ganske alene i det mennesketomme Huus, uden at være istand til at passe sine Kreature tilbørlig […] og det saaledes var at forudsee at hans Ødelæggelse snarlig stod for Haanden, dersom der ikke tages øieblikkelige Foranstaltninger til Ordningen af hans Sager''”. Sogneforstanderskabet foreslog først, at en familie skulle flytte ind på gården for at hjælpe Jens Hansen og til gengæld få kost, logi og løn. Dernæst blev det foreslået at få Jens Hansen indlagt på Randers Hospital. Igennem disse måneder blev Jens Hansen bevogtet. Prisen for denne bevogtning blev dog for høj for Forstanderskabet, så de beordrede i stedet på skift gårdmændene til at tage 24 timers vagter uden betaling. Det endte med, at Jens Hansen i marts 1849 blev indlagt på Horsens Hospitals ”''Daarekammer''”. I starten holdt forstanderskabet døren åben for, at Jens Hansen kunne komme tilbage til sin gård, men disse tanker forsvandt med tiden.

I september 1852 blev det meddelt i forstanderskabet, at drengen Peder Holm Frederiksen skulle anbringes på Bøgildgård, der i 1830 til 1980 var en opdragelsesanstalt for drenge. Sådan en sag var på ingen måde usædvanlig. Det var mere usædvanligt, hvad der skete på det følgende møde i oktober samme år. Her troppede Peder Holm Frederiksens bror, Søren Frederiksen, gartner på [[Skaarupgård]], op og protesterede over anbringelsen. Han sagde, at ”''paa Grund af det Røgte, at de paa bemeldte Institut optagne Drenge, skulle lide en alt for stræng Behandling, - hvorfor han af Broderlig Omhu loved fra 1st Novbr. næstkommende at modtage bemeldte Peder Holm Frederiksen til videre Forsørgelse, dog forventede han hertil Understøttelse af Fattigvæsenet for Beder og Malling Sogne.''” Søren Frederiksen fik godkendt sin forespørgsel og tilkendt 16 rigsdaler årligt. Dog skulle han ved de fremtidige udbetalinger dokumentere, at hans bror fulgte sin skolegang. Ellers ville forstanderskabet stoppe betalingen.

Forstanderskabet skrumpede her fra 10 medlemmer til 9, og der var valg til alle pladser. Ved første valg 17/12-1855 i Beder kro blev valgt der valgt fire: gårdmand Rasmus Eskesen fra Malling, husmand Anders Pedersen fra Fløjstrup, husmand Niels Sørensen fra Ajstrup og gårdmand Øvli Nielsen junior fra Starup. Ved det næste valg 27/12-1855 i Beder præstegård blev valgt fem: gårdmand Søren Jørgensen fra Fulden, gårdmand Peder Andersen fra Pøel, gårdmand Christen Pedersen fra Neder Fløjstrup, gårdmand Søren Rasmussen fra Beder og gårdmand Frederik Hansen fra Udsigt.