Beder-Malling Sogneråd: Forskelle mellem versioner

Det første sogneforstanderskab kom i 1844 i konflikt med sognenes sognefogeder. Det tog fart i juni 1844, hvor sognefogederne Jacob Andersen og Anders Pedersen skrev til forstanderskabet, at de ikke mente sig ”''forpligtede til Tilsigelse og Opsyn ved Biveienes Istandsættelse''” og frabad sig denne opgave. Sogneforstanderskabet oplyste dog, at efter en forordning af 24/8 1841 og et cirkulære af 5/12 1842, var de forpligtede. Forstanderskabet anmodede således disse to, samt Peder Hansen (en tredje sognefoged), om at udføre dette arbejde. Ved næste møde i august 1844 havde sognefoged Anders Pedersen skrevet, ”''at han ikke videre vilde have at gjøre med Tilsynet af Biveienes Istandsættelse''”. Her svarede forstanderskabet dels, at det skulle han, og dels, ”''at Sogneforst. maatte udbede sig hans personlige Møde og ingen Skrivelser''”, hvis han havde mere at sige/indvende.

Det næste sogneforstanderskabsvalg bar præg af denne konflikt. Ikke nok med at sognefoged Jacob Andersen blev nyvalgt. Formanden Niels Jensen blev endvidere af valgbestyrelsen forbigået, og i hans sted valgt endnu en af sognefogederne, Peder Hansen. Sognepræst [[Vilhelm Paludan Müller]] overtog som formand. Niels Jensen blev dog valgt igen ved det næste valg 3 år senere, og stemningen var ikke dårligere, end at han ofte blev valgmand på sognenes vegne.

Det meste af sogneforstanderskabets arbejde gik med at vedligeholde veje, oftest ved at skulle ”''grøftes, planeres og gruses''”, og vedligeholdelse og skabelse af stenkister, samt arbejdet med skole- og fattigvæsenet. Derudover modtog de statslige og amtslige love og sørgede for cirkuleringen af disse iblandt sognenes beboere. Ligesom de modtog henvendelser og forespørgsler fra fra amtet, staten og birkedommer Rasmussen.

Et par af de mere interessante undtagelser, for ovenstående arbejde, var under [http://da.wikipedia.org/wiki/Tre%C3%A5rskrigen Treårskrigen], hvor de preussiske tropper kom til området. Her stod sogneforstanderskabet og sognenes beboere for en stor del af forplejningen af de fjendtlige tropper, her især brød, havre, byg, gryn, kød, ærter, hø og halm. Det kan måske virke underligt, men en årsag til dette, bliver nævnt i et sogneforstanderskabsmøde i maj 1849. Her antydes det, at forplejningen af de fjendtlige styrker sker for at undgå, at selvsamme styrker skulle plyndre og hærge i området.

 

I september 1852 blev det meddelt i forstanderskabet, at drengen Peder Holm Frederiksen, skulle optages på Bøgildgård. Sådan en sag var på ingen måde usædvanlig. Det var mere usædvanligt, hvad der skete på det følgende møde i oktober samme år. Her troppede Peder Holm Frederiksens bror Søren Frederiksen, gartner Skårupgård, op, for at protestere over dette. Dette var ”''paa Grund af det Røgte, at de paa bemeldte Institut optagne Drenge, skulle lide en alt for stræng Behandling, - hvorfor han af Broderlig Omhu loved fra 1st Novbr. næstkommende at modtage bemeldte Peder Holm Frederiksen til videre Forsørgelse, dog forventede han hertil Understøttelse af Fattigvæsenet for Beder og Malling Sogne.''” Søren Frederiksen fik godkendt til sin forespørgsel og tilkendt 16 rigsdaler årligt. Dog skulle han ved de fremtidige udbetalinger samtidig dokumentere, at hans bror fulgte sin skolegang, ellers ville forstanderskabet stoppe betalingen.

En særegen historie, nærmest føljeton, i sogneforstanderskabets tid, var historien om gårdmand Jens Hansen i Starup. Birkedommer [[Christen Rasmussen]] havde august 1846 bedt forstanderskabet om at undersøge Jens Hansens mentale tilstand, hvilket nogle af medlemmerne, med formand Paludan Müller i spidsen, havde gjort i august eller september samme år. Her havde de fundet ”''tydelige Kjendetegn paa Galskab''”. På trods af, at der blev anset behov for lægehjælp til- og bevogtning af Jens Hansen, skete der ikke yderligere i to år. Grunden til dette, er nok en nærmest nutidig diskussion om hvem der skulle betale for dette: Birkedommeren mente Forstanderskabet skulle betale, men omvendt mente Forstanderskabet at birkedommeren skulle klare betalingen.

Det blev således overladt til Jens Hansens hustru, Kirsten Nielsdatter, at passe på ham. Da hun dør i Starup juni 1848, bliver situationen mere akut. Allerede samme måned skriver Sogneforstanderskabet: ”''Da den afsindige Jens Hansens Kone i Starup er død i denne Uge, og Manden nu gaaer […] ganske alene i det mennesketomme Huus, uden at være istand til at passe sine Kreature tilbørlig […] og det saaledes var at forudsee at hans Ødelæggelse snarlig stod for Haanden, dersom der ikke tages øieblikkelige Foranstaltninger til Ordningen af hans Sager''”. De foreslår først, at en familie skal flytte ind på gården, for at hjælpe Jens Hansen, imod at få kost, logi og løn. Dernæst foreslås at få Jens Hansen ind på Randers hospital. Imens dette, bliver Jens Hansen bevogtet. Prisen for dette er dog for høj for Forstanderskabet, så de beordrer på skift gårdmændene til at tage 24 timers vagter uden beregning. Det ender med, at Jens Hansen i marts 1949 bliver indlagt på Horsens Hospitals ”''Daarekammer''”. I starten holder Forstanderskabet døren åben for at Jens Hansen kan komme tilbage til sin gård, men disse tanker forsvinder som tiden går.

De næste mange år hører man mest om Jens Hansen i sogneprotokollerne når der kommer en regning fra Horsens Hospital og når regningerne bliver betalt. Kammerherre Güldencrone stod for en del af betalingen imod at overtage og bortfæste Jens Hansens gård og at Güldencrone ”''Intet videre vilde bebyrdes med for Jens Hansens Skyld''”.

Jens Hansen levede i 1854 stadig på Horsens Hospital.