Aarhus Å fra Brabrand Sø til Mindet: Forskelle mellem versioner

Herunder følger en beskrivelse af de enkelte rumlige forløb - 12 i alt - inspireret af ’filmiske sekvenser’ i en bevægelse langs strømmen mod bugten.

'''1) Brabrand Sø:''' De vide engområder vest for Aarhus domineres af [[Aarslev Engsø]] og Brabrand Sø. Her er man ud i det åbne landskab flankeret af bakkerne mod nord og syd. Bebyggelserne i [[Brabrand]], [[Gellerup]] og [[Stavtrup]] syner ikke af meget, og oplevelsen er primært en landskabelig oplevelse.

'''2) Ålandskab og kolonihaveforeninger:''' I området mellem Brabrand Sø og [[Viby Ringvej]] synes det landskabelige rum stadig åbent og bredt, men det landskabelige rum indsnævres ved åens videre løb ind mod byen. Selv om man stadig har en åben landskabelig oplevelse, ses en tiltagende tæthed i beplantningen - både langs ådalens kanter og i selve ådalen. Dette forhold minder sammen med kolonihaveområderne på begge sider af åen om, at man nærmer sig en større by. Haveområderne og deres bebyggelse i meget lille skala er typiske for den danske tradition for kolonihaveforeninger.

'''3) Et grønt rum gennem industri og vejnet:''' Mellem Viby Ringvej og [[Langenæs]] slynger åen sig mod nord, det grønne rum udvides og bebyggelserne – et erhvervsområde i nord og fortsatte kolonihaveområder i både nord og syd - viger længere tilbage. Denne del af åens forløb flankers tilmed af jernbanen og motorvejens indføring, [[Åhavevej]], mod centrum. Ude midt i de gamle enge har man på dette sted anlagt en genbrugsplads kaldet [[Eskelund]]. Omkring denne ses tæt træbeplantning, der på den ene side skærmer imod kik ind til genbrugspladsen og på den anden side afskærer lange kik over de historiske engarealer. Der pågår i øjeblikket planlægning som mere intensivt vil udnytte dette sted til fritidsformål, bl.a. en festivalplads for musik.

I denne sekvens af åløbet møder de i dag tilgroede enge nutidens urbane kompleksitet.

'''4) Lukkede og tilgroede grønne rumlige forløb:''' Imellem erhvervsområdet langs Søren Frichs Vej i nord og de modernistiske boligbebyggelser på Langenæs i syd møder åen og ådalen jernbanens ind- og udføring fra både syd og nord til banegårdene i Aarhus. Disse er historisk set opdelt i en [[Godsbanegården|godsbanegård]] og en [[Aarhus Hovedbanegård|personbanegård]], der begge er anlagt som såkaldte ’sæk-banegårde’ – hvilket betyder at togene kører ind og ud samme vej.

I nærværende område domineres ådalen af det samlede jernbaneterræn, der sammen med værksteder og rangér- og opmagasineringsarealer fylder det tidligere landskabelige rum. Mod nordvest for jernbane-arealet findes dog stadig et betydningsfuldt grønt forløb langs åen, hvilket fastholder en vis landskabelig fornemmelse. En del af dette areal er udlagt som kolonihaver og sportsbaner. Denne rumlige sekvens afsluttes af den store [[Ringgadebroen|Ringgadebro]], der er så høj og åben i dens konstruktion, at den tillader kik på langs af ådal og jernbaneterræn, hvorved den danner overgang til godsbanearealet. Selve åen forløber under Ringgaden under en mindre bro nord for Ringgadebroen og ses ikke særlig tydeligt i bylandskabet på dette sted.

'''5) Godsbanen og byudviklingsområde:'''

Fra Ringgadebroen og [[Vestre Ringgade]] forløber ålandskabet og åen videre mod byens centrum. Det naturlige forløb af åen følger det oprindelige landskab, den oprindelige topografi; mens den y-formede forgrening, der mod øst skaber et tilsyneladende landskabeligt forløb hen til Aarhus Hovedbanegård, er menneskeskabt. Dette menneskeskabte forløb blev etableret, da man anlagde den første banegård i Aarhus og valgte at grave en bred rende gennem Brobjerg, en banegrav, der senere er udvidet til det, vi ser i dag. Denne del tilhører ikke ådalen.

Det brede jernbaneterræn løber i den gamle ådal til Godsbanegården, der ikke mindst med nutidens transformationer danner en markant rumlig afslutning på den store ådals vide landskab. Godsbanearealet, der i dag undergår en betydelig transformation og byudvikling, har udviklet sig fra at være grønne enge, over en lang periode som baneareal til nu at blive bebygget. Det er uvist hvordan den åbne og vide ’eng-oplevelse’ i fremtiden kommer til at møde den nye bebyggelse, ligesom det er uvist hvor langt mod vest i ådalen man vil tillade den nuværende byudvikling at komme?

Selve åen i nordsiden af ådalen løber syd for Ceres-grunden som en snæver grøn korridor gennem et nutidigt byudviklingsområde med blandet nutidig arkitektur videre med byen.

'''6) Åens møde med den urbane by:''' Fra Godsbanegården og til [[Mølleparken]] satte man fra 1800-tallets slutning en ’prop i hullet’ af ådalens landskabelige forløb ved opførelsen af et af Aarhus’ mest markante brokvarterer. Kvarteret, der i dag er et populært boligkvarter, domineres af historicistiske og nyklassicistiske karréer typiske for tidens stil og byggemåde, afbryder det åbne englandskabs forløb hen mod det sted, hvor byens [[Aarhus Mølle|vandmølle]] engang dannede overgang til den middelalderlige by.

Selve åen løber imidlertid stadig i en snæver beplantet korridor langs [[Carl Blochs Gade]] og [[Ceres|Ceres-grunden]] videre under en bro ved Thorvaldsensgade.

'''7) Et intermezzo med variationer:''' Fra Thorvaldsensgade slår åen et stort nærmest 180 grader sving rundt mod øst, til den igen møder Thorvaldsensgade, langs hvilken den får et kanallignede forløb langs kulturinstitutionen ’[[Voxhall]]’ (det tidligere kulturhistoriske museum) mod Mølleparken. Undervejs passerer åen nye og ældre bygninger præget af stedets status som en reminiscens af noget landskabeligt og urbant kontrolleret. Dette område undergår stadig transformation, men fremviser også stadig en række arkitektoniske elementer af både historisk og æstetisk værdi. Her skal nævnes det oprindelige kulturhistoriske museum, senere kaldet ’[[Huset]]’, der er en fin nyklassicistisk bygning tegnet af bygningsinspektør [[Vilhelm Theodor Walther|V.Th. Walther]]. Nævnes skal også den fine lille bro kaldet ’[[Smedens Bro]]’, der fører [[Vestergade]] over åen. Broen har meget fine ornamenterede rækværker langs siderne. Området byder også på gedigen historicistisk og nationalromantisk byggeskik omkring Vestergade, [[Janus la Cours Gade]] og [[Museumsgade]] – alt sammen grænsende op til åen.

'''8) Mølleparken:''' Åen drejer ved Mølleparken ind i et langt lige forløb med centrum. Her på dette sted, hvor byens vigtige vandmølle og mølledam lå, ændrer rummene omkring åen sig endeligt til et egentligt urbant miljø – en bred gade, hvorigennem åen løber som en kanal. Mølleparken er et fint grønt åndehul i Aarhus centrum. Parken ligger som et rekreativt areal foran det tidligere [[Biblioteket i Mølleparken|Hovedbibliotek]] og opleves som en del af et større næsten campusagtigt areal, hvor en række af byens store og vigtige historiske monumenter byggedes fra slutningen af 1800-tallet til tiden mellem verdenskrigene. Ud over det symmetrisk anlagte hovedbibliotek i funktionalistisk stil, tegnet i 1934 af arkitekterne [[Alfred Mogensen]] og [[Harald Salling-Mortensen]], domineres området af en række forskellige monumentale bygninger, der er opført på bakkeskråningen syd for åen. Her finder man ikke mindst en af landets fineste bygninger, nemlig det tidligere [[Statsbiblioteket|Erhvervsarkiv]] bygget i 1898-1902 efter tegninger af arkitekten [[Hack Kampmann]]. Denne bygning er fredet. Ved siden af ’Erhvervsarkivet’ ses [[Ny Jydske Kjøbstad-Creditforening|Realkredit Danmarks imposante nyklassicistiske bygning]] fra 1912, der sammen med ’Voxhall’ (det tidligere kulturhistoriske museum), også i nyklassicistisk stil, er med til at danne den arkitektoniske ramme omkring Mølleparken. Parkens afgrænsning mod øst udgøres af en smuk og markant rødstens karrébebyggelse langs Møllegade. Bebyggelsen er tegnet af arkitekten [[Axel Johannes Høeg-Hansen|A. Høeg-Hansen]], der i øvrigt satte et stort præg på arkitekturen i Aarhus i 1900-tallets første årtier.

Mølleparken har for nylig undergået en transformation, der bl.a. gav stedet en lang trappe til rekreativt ophold mod åen.

'''9) Aaboulevarden – et grønt forløb:''' Fra Mølleparken og til broen, der forbinder [[Grønnegade]] og [[Christiansgade]], opleves åen i dag som en kanal flankeret af trærækker, gader og fortove på begge sider. Her benævnes å- og gadeforløbet [[Åboulevarden]] ligesom også på resten af strækningen gennem byen til havnen. På denne strækning er åens brinker overvejende anlagte som grønt beplantede brinker. Åen krydses af et par små fine fodgængerbroer her.

Bebyggelsen på begge sider består af huse i forskellige stilarter, dog alle i samme skala - det er typisk 4½ til 5½ etager høje bygninger overvejende i rød tegl. Arkitekturen, overvejende i nationalromantisk og nyklassicistisk stil, virker sammenhængende og giver strækningen arkitektonisk homogenitet.

'''10) Aaboulevarden – et tæt urbant forløb:''' Det sidste stykke mod havnen har Åboulevarden karakter af urban kanal. Fra 1930’erne og til slutningen af 1980’erne var åen på denne strækning overdækket og benyttet som central trafikåre i en tid hvor bilismen vandt frem. Under ledelse af stadsarkitekt [[Ole Østergaard]] udarbejdes et projekt til frilægning af åen, et projekt hvis realisering var undervejs i mange år opdelt i etaper.

På denne strækning af den igen fritlagte å er der stadig beplantninger på nogle strækninger, men ikke på begge sider og kun på særlige placeringer. Brinkerne på denne strækning har karakter af bolværker støbt i beton, dog med indslag af grøn beplantning på visse steder. Åen krydses i denne urbane del af flere bilbroer og mindre og lette broer til fodgængere og cyklister. Der er gjort meget ud af formgivningen og detaljeringen af broerne og ligesom også af de enkelte elementer omkring disse. Det urbane møblement, steler, trin, belægninger osv. bærer sammen med broerne præg af den periode de blev designet og bygget i.

Den vigtigste bro over åen findes på denne strækning ved [[Immervad]]. Denne bro, som ligger der, hvor åen slår et sving mod sydøst, er stedet, hvor det formodes, at man, før byen anlagdes, bedst kunne krydse åen - nemlig over et vadested, Immervad. Det var her vejen, der gik nord-syd, krydser Aarhus Å og således det sted hvor vandvejene og landvejene mødtes. Dette anses for en væsentlig og almindelige kendt lokaliseringsfaktor for en dansk købstad. Det er dette sted, der giver anledning til at trafik over land og trafik til havs mødes og at handelslivet opstår. [[Frederiksbroen (ved Immervad)|Broen ved Immervad]] leder til [[Lille Torv]] og videre til [[Store Torv]] og [[Aarhus Domkirke|domkirken]], altså ind til byens historiske centrum.

Langs åens nederste løb fra Immervad og til Europaplads anlagdes en lang række caféer og restauranter som et resultat af åens genåbning. Disse præger i høj grad det arkitektoniske og urbane udtryk, stedet har fået de seneste årtier, ligesom det også i meget høj grad præger det sociale liv på stedet.

'''11) Europaplads:''' Ved [[Mindebro]] afsluttes det urbane sluttede byrum og det åbner sig op mod havnen. Åboulevardens bebyggelse af huse, der står ’skulder ved skulder’ mod åen, fortsætter på den sydvestlige side af åen, mens husrækken på den modsatte side knækker rundt ved [[Skolegade]] og åbner op mod øst. Herved dannes en plads kaldet Europaplads – navngivet i 1961. Stedet er præget af store omdannelser siden 1800-tallets slutning, hvor overdækningen af åen, store nedrivninger af den historiske bebyggelse og senest genåbningen af åen, byggeriet af [[letbanen]] og [[Dokk1]] spiller en central rolle for udformningen i dag. Den mest dominerende bygning på Europaplads er højhuset [[Europahuset]] (tidligere BP-huset) opført 1957. Det er tegnet af arkitekterne [[Knud Blach Petersen]] og [[Herbert Jensen]] og siden stærkt ombygget af [[C.F. Møller]]s Tegnestue. Det har gennem tiden været et omstridt hus, der med den nye pladsudformning har fået en vis status som en nærmest ’monolitisk blok’ på højkant ved åens munding i overgangen mellem by og havn. Bygningen, der er placeret midt i byrummet, kan også ses som en afbrydelse af havnefrontens relativt ensartede bebyggelse og arkitektoniske grammatik, idet højhuset får lov at stå som den eneste vertikale markør af dette vigtige sted – åens munding, Aros/Mindet.

Den omgivende lavere randbebyggelse forholder sig meget fint til skalaen i såvel Åboulevardens øvrige bebyggelse som til skalaen i havnefronten langs havnen (nævnt ovenfor). Det arkitektoniske udtryk i randbebyggelserne er sammensat igennem arkitekturhistorien med eksempler på historicisme, senklassicisme, nationalromantik, efterkrigstids-modernisme, postmodernisme og noget der ligner italiensk rationalisme fra 1980’erne.

I overgangen fra Europaplads til Mindet finder man et mindre højhus ”[[Hotel Atlantic]]”, hvis placering og arkitektur er kan siges at være problematisk. Bygningen konkurrerer på uheldig vis med Europahuset og placeringen lægger ikke op til en bygning af den højde, der er tale om. Skalaen og arkitekturen skaber tvivl om hvorledes stedets arkitektoniske, strukturelle og rumlige kontekst skal aflæses, videreudvikles og forbedres.

'''12) Udmundingen i havnen:''' Fra Europaplads løber åen det sidste korte stykke syd om det nye multi-medie-hus Dokk1 ud i havnen. Her forlader åen den tætte by, dens tætte og sluttede byrum og ender i et bynært ’vand-rum’, der står i åben forbindelse med Aarhusbugten og Kattegat.