Landsbymiljø i Århus Kommune 1974: Forskelle mellem versioner

'''Undersøgelsens baggrund''' skal ses i lyset af den byvækst, som er et alment vesteuropæisk fænomen. I 1800-tallet og det tidlige 1900-tal fandt en kraftig byvækst sted i Danmark i forbindelse med industrialisering og andre centraliseringstendenser. Denne vækst resulterede i en stigende befolkningstæthed i byerne og en begrænset opvækst af forstæder. Dette hænger sammen med en relativt lav mobilitet på grund af den begrænsede udvikling i transportteknologien.

Siden de første årtier af 1900-tallet er der sket en meget kraftig byvækst, og i den senere tid har denne vækst givet sig udslag i en faldende befolkningstæthed i byernes kerne og en kraftig vækst i forstadsområderne. Denne udvikling hænger sammen med transportteknologiske forbedringer, som har medført større mobilitet. Udover denne vækst i forstadsområderne er der til bynære landsbyer sket en vis udflytning af folk fra byerne, samtidig med at der har fundet en tilflytning sted af folk, der afvandrer fra fjernere liggende landområder. Landsbyer, der ligger i nærheden af en storby, er således udsat for kraftig udvikling, visse landsbyer bliver simpelthen en del af den bymæssige bebyggelse, som for eksempel Brabrand, Gl. Åby og Vejlby. Andre bliver udsat for en kraftig udbygning og ændrer funktion, selv om de rent fysisk forbliver selvstændige bebyggelser. Disse processer kan klart iagttages i Aarhus Kommune (1975).  

På denne baggrund rejses spørgsmålet om landsbymiljøer i kommunen. I en sådan situation kunne det tænkes, at der i nogle landsbyer findes visse  miljøaspekter, som man bevidst gerne vil bevare, fordi man anser dem for værdifulde. Dette rejser flere problemer: Hvad betyder "værdifuld" i miljømæssig henseende, hvordan kan det måles, og hvilke landsbyer har værdifulde miljøer? Dette er den egentlige baggrund for denne undersøgelse.

Landsbyerne er opdelt i 3 hovedgrupper; smålandsbyer, kernelandsbyer og storlandsbyer. Sidstnævnte er de vækstbyer, der udvidedes med store, nye parcelhuskvarterer i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, kernelandsbyerne de bebyggelser, der i daglig tale forbindes med betegnelsen landsby, og smålandsbyerne de samlinger af gårde og huse, der på grund af beskeden størrelse ligger på grænsen for opfattelse som by. Små- og storlandsbyerne er behandlet kortfattet med summarisk karakteristik af struktur og angivelse af vigtigste data.  

Projektet har kun beskæftiget sig med landsbybebyggelsen. Uden for denne ligger den spredte bebyggelse, som også indeholder værdifulde miljøer, men faren for ødelæggelse er her mindre end i den koncentrerede bebyggelse. Som Landsby er betragtet bebyggelser med mindst 3 gårde eller et ækvivalerende antal huse (1 gård = 2 huse) med indbyrdes afstand på højst 200 m og opstået som landsby før udskiftningen omkring 1800, som stationsby eller som vejby før 2. verdenskrig. Undtaget herfra er dog de egentlige forstæder som [[Brabrand]], [[Risskov]] etc. samt den sammenhængende efterkrigsbebyggelse omkring [[Tilst]], Todderup og Mundelstrup St.by. Til gruppen er således ikke medregnet de husmandskolonier, der voksede op dels i forbindelse med udskiftningen og dels som følge af senere udstykning, især udstykningen efter lensafløsningsloven. Undtaget er ligeledes sommerhusbebyggelser ([[Mariendal]], [[Havbakker]], [[Ajstrup Strand]] og [[Norsminde]]) samt rene efterkrigssovebyer ([[Tranbjerg Haveby]]). Det samlede antal landsbyer beløb sig herefter til 105. Efter 1975 har det vist sig, at Todderup og Ballen ikke opfylder de ovenfor nævnte betingelser, og de er derfor udgået af listen. Slettet er endvidere Mundelstrup St.by, der mest naturligt opfattes som hørende sammen med de omkringliggende nye parcelhuskvarterer. Antallet af landsbyer er således reduceret til 102.