Hans Peder Christensen (1869-1945): Forskelle mellem versioner

Smed, senere [[Borgmester i Aarhus|borgmester]] '''Hans Peder Christensen''' - '''H.P. Christensen''', medlem af [[Aarhus Byråd|byrådet]] 12. marts 1909-31. dec.1941. Borgmester 1. jan. 1933-31. dec. 1941 for [[Socialdemokratiet]].

Gift 8. nov. 1891 i Borup sogn, Randers amt, med Karen Marie Sørensen, født 26. dec. 1869 i Nørre Borup, Borup sogn, Randers amt, død 27. jan. 1956 i Aarhus, datter af husmand Anders Sørensen og hustru Christiane Jensdatter.   

Hans fader havde skilt sig ud fra de øvrige både ved at blive smed og ved kort tid efter sønnens fødsel at emigrere til det af tyskerne okkuperede Sønderjylland, mens strømmen af emigranter ellers gik den anden vej. Formodentlig var det den højere løn, der trak. I begyndelsen arbejdede han på en vognfabrik i Haderslev men flyttede senere til Slesvig og var flere gange selvstændig. Faderen førte i det hele en noget omflakkende tilværelse, men kom til slut til Gram, hvor han drev landsbysmedjen, der hørte under grevskabet Schackenborg. Det er sagt om ham, at han var en dygtig smed, men det kolliderede med, at han som så mange andre på den tid var stærkt optaget af ideen om at lave en evighedsmaskine.  

Lockouten skabte stor usikkerhed i forhold til indkomsten for mange arbejdere, hvilket måske også var medvirkende til at Christensen efterfølgende søgte arbejde ved [[Centralværkstedet|Statsbanernes Centralværksted]] i Aarhus. Selvom lønnen her var væsentligt lavere, blev det opvejet af, at sikkerheden i jobbet var noget større. Centralværkstedet var desuden en af de helt centrale spillere indenfor den aarhusianske arbejderbevægelse en sag Christensen også hurtigt blev aktiv deltager i. I kraft af sit engagement varede det heller ikke længe inden Christensen blev fællestillidsmand samt formand for Centralværkstedets fællesorganisation. At Christensen var dygtig og respekteret blandt sine kolleger undgik da heller ikke Centralværkstedets ledelses opmærksomhed, og de tilbød ham derfor stillingen som Værkmester. Christensen, valgte imidlertid at takke nej til forfremmelsen, med den begrundelse, at han alene ønskede at stå på arbejdernes side.

Christensen blev hurtigt fællestillidsmand og formand for Centralværkstedets fællesorganisation. Han var det, man med et teknisk udtryk kaldte for storsmed. Også i organisationsarbejdet svang han den store hammer. Som regel med held, fordi han aldrig vovede sig for langt ud. Men meget forskellige var de sager, han måtte tage sig af: Engang havde en af de ansatte stjålet værdifulde metaller. Det kunne naturligvis ikke forsvares. Men i den anledning blev der rejst en auditørsag med husundersøgelse hos en mængde af smedene. Hos en af dem — en reel og ærekær mand — fandt man en gammel fil, der var mærket DSB, og han blev indstillet til afskedigelse. Så måtte "Smeden", som Christensen altid blev kaldt, tage fat. Han mødte hos værkstedschef Rasmussen og slog i bordet. Da det ikke hjalp, fortsatte Christensen: ''"Sig mig engang, om De tør påstå, at De aldrig har ladet et privatbrev frankere med statsbanernes frimærker eller har taget konceptpapir med hjem."'' Det hjalp. Rasmussen erkendte, at den gamle fil var for lidt til at afskedige en mand på, og han fik lov til at fortsætte. Hans faglige dygtighed og den respekt, han skaffede sig som tillidsmand, medførte, at ledelsen tilbød ham stillingen som værkmester, men han nægtede at modtage forfremmelsen. Han ville helt og fuldt blive på arbejdernes side

I 1909 blev Hans Peder Christensen medlem af [[Aarhus Byråd|byrådet]] og samtidig hermed også af belysningsudvalget, hvorunder sporvejsdriften i Aarhus hørte. Et politisk område, der skulle vise sig at blive en gennemgående rød tråd for hans senere politiske virke både som byrådsmedlem og som borgmester. Aktiviteterne i forbindelse med byrådsarbejdet, var dog ikke det eneste der beskæftigede Hans Peder Christensen i forbindelse med hans politiske arbejde.  

I 1917 blev han formand for Socialdemokratisk Forening, og da foreningen i 1924 blev delt i tre afdelinger, blev han efterfølgende formand for fællesvirksomheden. Hvervet som gruppeformand og viceborgmester varetog Hans Peder Christensen fra 1919, indtil den tidligere borgmester Jakob Jensen ved årsskiftet 1932-33 trådte tilbage, og dermed overlod borgmesterkæden til Hans Peder Christensen. Herudover lod han sig også i flere omgange, opstille til folketingsvalg, dog uden held. han valgte derfor at opgive sin valgkreds, for helt og holdent at hellige sig kommunalpolitikken.  

I sin tid som byrådsmedlem, viceborgmester og borgmester, nåede Hans Peder Christensen i høj grad at sætte sit mærke på byen på flere forskellige områder. Af projekter, han var involveret i, kan blandt andre nævnes opførelsen af et nyt og moderne gasværk, overtagelse af [[Aarhus Sporveje]] og store udvidelser af busnettet samt opførelse af en forbrændingsanstalt og en ny og moderne [[Badeanstalten Spanien|badeanstalt]] - i folkemunde kaldet ''Smedens badehus''. Dog vil han nok især blive husket for at have stået bag opførelsen af [[Aarhus Rådhus|byens rådhus]], som stadig i dag sætter et væsentligt præg på det århusianske bybillede og som vel nærmest kan siges at stå som et monument over hans arbejde for byen. Foruden at være optaget af disse projekter var han også særdeles aktiv i en lang række af udvalg, foreninger og bestyrelser, herunder blandt andre bestyrelsen ved [[Aarhus Universitet]], det danske socialdemokratis hovedbestyrelse og Demokratens kontrolkomité.

Den første verdenskrig med dens kulmangel gjorde det hensigtsmæssigt at udnytte Gudenåens kraftreserver, hvorfor man tog fat på at opføre det store vandkraftværk ved Tange, hvor Århus blev hovedandelshaver, og hvor C. lige til sin død var medlem af bestyrelsen, i nogle år dens formand. Rent forretningsmæssigt blev foretagendet ikke nogen succes, for så vidt som kulprisen snart faldt så meget, at man efter at have fået moderniseret elektricitetsværket i Århus, kunne producere elektricitet i Århus til en pris af fire øre pr. kWh, mens men måtte købe fra Gudenåcentralen til en pris af 12 øre. I øvrigt steg elektricitetsforbruget så stærkt, at centralens produktion kun dækkede en meget lille procentdel af de tilsluttede selskabers behov. Men det store i denne centrals oprettelse kom til at ligge i, at den kom til at indlede den koncentration af elektricitetsproduktionen, der senere blev fuldbyrdet.

Selv om han ved det planlagte valg i 1941 ønskede at søge genvalg på trods af, han ikke længere levede op til reglen om, at kandidaterne ikke måtte være over 70 år, var han på grund af sygdom nødsaget til at nedlægge sit mandat. Spørgsmålet blev ikke afklaret, da valget blev udsat, og inden tyskerne gav tilladelse til dets afholdelse, var sygdommen så fremskreden, at han måtte nedlægge mandatet. Det var med store vanskeligheder, han kunne rejse sig fra sit sygeleje og deltage i indvielsen af det rådhus, der kom til at stå som et monument over hans arbejde, og siden da fungerede han ikke. Årene frem til sin død i 1945, har ganske givet heller ikke været nemme for ham. Foruden at han var plaget af sygdom var det sandsynligvis samtidig svært for en virksom mand som ham, pludselig at stå uden for den kreds, hvori han havde været vant til at tage vigtige beslutninger. Efter Hans Peder Christensen blev embedet som borgmester i 1942 overtaget af [[Einar Stecher Christensen]].

*Udvalget for bygninger og inventariesager 1909-13.  

*Udvalget for [[Aarhus Belysningsvæsen|belysningsvæsenet]] 1909-28.  

*Udvalget for [[Aarhus Vandforsyning|vandværket]] 1909-33.  

*Bestyrelsen for arbejdsanvisningskontoret 1917-33.  

*Bestyrelsen for [[Aarhus Sporveje|sporvejene]] 1921-33.  

*Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1921-42.  

*Bestyrelsen for [[Aarhus Teknisk Skole|Teknisk Skole]] 1925-42.  

*Repræsentantskabet for Mindeparken 1925-42.  

*Bestyrelsen for Andelsselskab. Gudenåcentralen 1928-37.

*Udvalg for belysningsvæs. og sporveje 1928—42.  

*Bestyrelsen for A/S Århus-Hallen 1936-42.