Jakob Jensen (1858-1942): Forskelle mellem versioner

Skal billedet af J. fuldstændiggøres, må også medtages, at han var selvrådig indtil det ufordragelige, og at han led under en mistænksomhed, der voksede med årene, indtil den nåede grænsen af det sygelige. Hans yndlingstema var altid beretning om, hvorledes han havde »snydt« først sine modstandere, siden sine partifæller.  Da jeg kom til byen i 1922 og aflagde ham besøg, fordi jeg skulle være kommunalpolitisk medarbejder, var det første han sagde: »Du aner ikke, hvilken samling slyngler mine gruppefæller er. Jeg har beviser for det«, og så trak han en skuffe frem, hvis indhold jeg dog ikke fik oplysning om.   Det kunne måske forsvares, hvis der var tale om en slags inside information, men senere erfarede jeg, at det var almindeligt, at alle, der opsøgte ham, fik denne svada, også selv om ærindet blot var at søge en pølsekoncession, og vedkommende var fra en anden by. Den psykologiske forklaring ligger i, at han var den typiske førstegenerations-socialdemokrat. Hans vilkår har været, at han måtte slå sig igennem, ikke blot i forholdet til modstanderne, men også over for partifæller. Det går tit hårdt til i et parti, der er i sin vorden. Selv lagde han aldrig fingrene imellem; han savnede dog i nogen grad evnen til at kunne modtage slag i samme ånd. I stedet udviklede der sig hos ham en følelse af at være forfulgt. I det meste af sin levetid havde han været i opposition, i begyndelsen af sit byrådsarbejde som anført praktisk talt alene. Det gav ham den opfattelse, at ville han opnå noget, måtte han »snyde« dem, han stod overfor, naturligvis opfattet på den måde at han måtte vise sig klogere end dem. Men det sidste førte igen til, at han slet ikke behøvede at diskutere. Det var vel derfor, at han, hvis der i et gruppemøde havde vist sig modstand mod hans synspunkter, i stedet for at argumentere kunne gå sin vej og i døren vende sig om og række lang næse, eller at han ved et par lejligheder stak en partifælle en knaldende lussing. J.'s parti havde gjort ham til byens første mand. Han blev yderligere senere tilbudt et tingvalgt landstingsmandat, som han sagde nej til i erkendelse af, at borgmesterembedet beslaglagde alle hans kræfter. Han var som borgmester værdsat af borgerskabet, der satte pris på hans forsigtighed og fremsyn; uden hensyn til at de, der havde ham på nærmeste hold, knurrede, stod han stærkt blandt sine egne, hvilket viste sig, da Socialdemokratiet efter valget i 1929 lod et partimøde afgøre, hvem der skulle være borgmester — og han sejrede stort.    

=== Medlem af eller byens repræsentant i... ===