1.778
redigeringer
Aarhus Filmværksted: Forskelle mellem versioner
Fra AarhusWiki
ingen redigeringsopsummering
SBC (diskussion | bidrag) No edit summary |
|||
| Linje 19: | Linje 19: | ||
I 1980’erne bragte en ny tidsånd med sig, idet der skete en vis udskiftning i stiftelseskredsen. De ofte politisk motiverede dokumentarfilm fra 1970’erne, blev afløst af opfattelsen af at det var okay at betragte film som et medie til personlig og kreativ udfoldelse. Det førte til en mere eksperimentende og fiktiv brug af filmmediet. I filmen ''”Een og skal vi så se at komme i gang”'' fra 1981 handler f.eks. om en ung arbejdsløs pige og hendes dagligdag, men de politiske problemstillinger spindes ind i en fiktionsform. | I 1980’erne bragte en ny tidsånd med sig, idet der skete en vis udskiftning i stiftelseskredsen. De ofte politisk motiverede dokumentarfilm fra 1970’erne, blev afløst af opfattelsen af at det var okay at betragte film som et medie til personlig og kreativ udfoldelse. Det førte til en mere eksperimentende og fiktiv brug af filmmediet. I filmen ''”Een og skal vi så se at komme i gang”'' fra 1981 handler f.eks. om en ung arbejdsløs pige og hendes dagligdag, men de politiske problemstillinger spindes ind i en fiktionsform. | ||
Værkstedet og kommunen lod også mistroen afløse af samarbejde Kommunen gav nu huslejetilskud og i 1981 fik AFV sin første ansatte, en tidligere langtidsledig, [[Jens Loftager]], som blev udstationeret som daglig leder i syv | Værkstedet og kommunen lod også mistroen afløse af samarbejde. Kommunen gav nu huslejetilskud, og i 1981 fik AFV sin første ansatte, en tidligere langtidsledig, [[Jens Loftager]], som blev udstationeret som daglig leder i syv måneder. Han blev afløst af [[Lars Arnfred]], som ligeledes blev daglig leder i syv måneder. Konstruktionen med en daglig leder hver syvende måned skabte naturligvis en del gennemtræk på værkstedet, men det var først i 1987, at en egentlig fastansat daglig leder i skikkelse af [[Peder Andersen]] blev ansat. | ||
Der kom stadig flere medlemmer til, særligt da det blev muligt at producere 16mm-film efter lån af udstyr fra filmstudiet. Det betød efterhånden nye pladsproblemer og i 1983/84 flyttede AFV ind i den gamle [[Hammelbanegården|Hammelbanegård]] på [[Carl Blochs Gade]]. Kommunen så det som en midlertidig løsning i mangel på bedre, men filmværkstedet kom til at bo på adressen helt ind til sommeren 1992! Selvom forholdene ikke var helt optimale, var der dog tilfredshed med at rykke tættere på midtbyen og få ca. otte gange så meget plads end i kælderlokalerne på Niels Juels Gade. Ja så meget at AFV faktisk meddelte kommunen, de nu havde for meget plads, hvilket set i bakspejlet | Der kom stadig flere medlemmer til, særligt da det blev muligt at producere 16mm-film efter lån af udstyr fra filmstudiet. Det betød efterhånden nye pladsproblemer, og i 1983/84 flyttede AFV ind i den gamle [[Hammelbanegården|Hammelbanegård]] på [[Carl Blochs Gade]]. Kommunen så det som en midlertidig løsning i mangel på bedre, men filmværkstedet kom til at bo på adressen helt ind til sommeren 1992! Selvom forholdene ikke var helt optimale, var der dog tilfredshed med at rykke tættere på midtbyen og få ca. otte gange så meget plads end i kælderlokalerne på Niels Juels Gade. Ja, så meget, at AFV faktisk meddelte kommunen, de nu havde for meget plads, hvilket set i bakspejlet måske ikke var den strategisk klogeste beslutning, da kommunen konstant blev kontaktet af foreninger og græsrodsorganisationer, der ønskede plads i midtbyen. Ikke desto mindre fastholdt AFV lokalerne på Carl Blochs Gade. I takt med der forsat kom nye brugere til værkstedet, betød det også, at lokalerne blev udfyldt og brugt til udforskningen af nye aktiviteter og medier. | ||
===Nye udtryksformer bryder ned og bygger op=== | ===Nye udtryksformer bryder ned og bygger op=== | ||
I 1984 blev der eksperimenteret en del med lyd/dias produktioner, som ganske hurtigt blev meget populære udtryksformer, blandt andet da én af brugerne, [[Max Jørgensen]], tog initiativ til at oprette et lyd/diasværksted i et af de tomme lokaler. Men det store skridt fremad forestod endnu: skridtet ind i videoalderen! Længe havde man vidst at videoproduktionen var af højere kvalitet og dermed gav mulighed for distribution. Derudover var udstyret lettere at betjene og billigere for brugerne, men som så mange gange før | I 1984 blev der eksperimenteret en del med lyd/dias produktioner, som ganske hurtigt blev meget populære udtryksformer, blandt andet da én af brugerne, [[Max Jørgensen]], tog initiativ til at oprette et lyd/diasværksted i et af de tomme lokaler. Men det store skridt fremad forestod endnu: skridtet ind i videoalderen! | ||
Længe havde man vidst, at videoproduktionen var af højere kvalitet og dermed gav mulighed for distribution. Derudover var udstyret lettere at betjene og billigere for brugerne, men som så mange gange før var det dyrt at investere i det nye udstyr. I slutningen af 1984 fik AFV dog mulighed for at låne noget (sort/hvid) videoudstyr fra Det Danske Filmværksted i Haderslev og året efter gik kommunen med til at bevillige penge til nyt udstyr. Bevillingerne stod dog ikke helt mål med AFVs ambitioner, og ca. ti brugere gik derfor med til at kautionere for et større lån, så der både var råd til redigering og optageudstyr. Offerviljen medførte, at AFV fik deres første videooptageudstyr i 1986 og i 1987 deres første videoredigeringsudstyr. Det var relativt sent i lyset af, at teknologien allerede var i brug fra ca. 1980. | |||
Dele af videoproduktionen havde efterhånden udviklet sig til en selvstændig kunstart, knyttet til billed- og installationskunstens fortælleteknikker og visuelle moderne udtryksformerne. AFV omfavnede videokunstens anderledes og nyskabende udtryksformer. Der blev leget og eksperimenteret som aldrig før med det nye udstyr, blandt andet med produktionen af de såkaldte scratch videoer, karakteriseret ved hurtige krydsklipninger og found footage collager. I dag kan dette laves relativt nemt på en computer, men dengang skulle man være rap på fingrene, hvis ikke båndene skulle gå i stykker ved de hurtige klipninger. Med videoproduktionen ønskede AFV at vise et mere moderne udtryk og gøre op med det etablerede filmmiljø i København. | Dele af videoproduktionen havde efterhånden udviklet sig til en selvstændig kunstart, knyttet til billed- og installationskunstens fortælleteknikker og visuelle moderne udtryksformerne. AFV omfavnede videokunstens anderledes og nyskabende udtryksformer. Der blev leget og eksperimenteret som aldrig før med det nye udstyr, blandt andet med produktionen af de såkaldte scratch videoer, karakteriseret ved hurtige krydsklipninger og found footage collager. I dag kan dette laves relativt nemt på en computer, men dengang skulle man være rap på fingrene, hvis ikke båndene skulle gå i stykker ved de hurtige klipninger. Med videoproduktionen ønskede AFV at vise et mere moderne udtryk og gøre op med det etablerede filmmiljø i København. | ||
'''''”Dansk film i 1980’erne var pinlige – dybest set. Alle foragtede dem. Der var Statens Filmcentral og vi grinede altid af dem, fordi de havde alle samme pibe og gik i brune fløjlshabitter og så lavede de sådan nogle gamle 16 mm film ingen gad at se. Vi ville gerne have det skulle være ungt og friskt at se på.”'' | '''''”Dansk film i 1980’erne var pinlige – dybest set. Alle foragtede dem. Der var Statens Filmcentral, og vi grinede altid af dem, fordi de havde alle samme pibe og gik i brune fløjlshabitter, og så lavede de sådan nogle gamle 16 mm film ingen gad at se. Vi ville gerne have det skulle være ungt og friskt at se på.”'' | ||
Peder Andersen, tidligere daglig leder af AFV.''' | Peder Andersen, tidligere daglig leder af AFV.''' | ||
Fra 1985-91 arrangerede AFV en årlig videofestival med produktioner fra ind-og udland. Festivalerne blev gradvist både større og vildere og tiltrak stadig flere og flere udenlandske videokunstnere. I 1990 kulminerede det, da kunstnere fra 17 Øst- og Vesteuropæiske lande under navnet Billedmaskinen Ikaros, byggede en stor betoninstallation bag [[Musikhuset]] (det nuværende Musikkonservatorium). Den rummede både de mange videoinstallationer som et symbolsk jerntæppe, men udtrykte også en afstandtagen til en stivnet venstrefløj og elitens institutionaliserede måde at fremføre kunst og kultur på. Videofestivalen blev et uvurderligt udstillingsvindue og et brand for AFV, snarere end en indtægtskilde. I september 1989 blev der også skabt en container-festival i [[Botanisk Have]] i samarbejde med kunstnergruppen Solkorset. Her blev der vist videofilm i 18 skibscontainere forbundet med jernsveller og plader. Hensigten var igen at give en fuckfinger til det institutionelle kunstmiljø ved at skabe en underholdende, men også intellektuel og begavet installation, der brød med den almindelig komfortable måde at se film på for de ca. 4500 besøgende gæster. Det væltede ind med ansøgninger om at låne det nye videoudstyr og for første gang begyndte AFV at sortere i de indkommende ansøgninger. Fra 1989 blev der på skift oprettet en demokratisk valgt projektredaktion, hvor to brugere og en medarbejderrepræsentant skulle sætte mere struktur på redaktionen og vurdere de ansøgte projekter. I den periode blev det muligt at give fuldstøtte, dvs. brugerne ikke længere skulle betale udstyrsleje (hvad de ellers havde skulle op gennem 1980’erne), samt AFV kunne yde teknisk hjælp til lovefulde instruktører indenfor genrene fiktion, dokumentar og kunstvideo. Projektredaktionen blev etableret efter initiativ af blandt andre [[Jesper Rasmussen]], der også iværksatte værkstedets lille lokale oskarfest, [[Årets Peder]], opkaldt efter den daglig leder Peder Andersen. | Fra 1985-91 arrangerede AFV en årlig videofestival med produktioner fra ind-og udland. Festivalerne blev gradvist både større og vildere og tiltrak stadig flere og flere udenlandske videokunstnere. I 1990 kulminerede det, da kunstnere fra 17 Øst- og Vesteuropæiske lande under navnet Billedmaskinen Ikaros, byggede en stor betoninstallation bag [[Musikhuset]] (det nuværende Musikkonservatorium). Den rummede både de mange videoinstallationer som et symbolsk jerntæppe, men udtrykte også en afstandtagen til en stivnet venstrefløj og elitens institutionaliserede måde at fremføre kunst og kultur på. Videofestivalen blev et uvurderligt udstillingsvindue og et brand for AFV, snarere end en indtægtskilde. I september 1989 blev der også skabt en container-festival i [[Botanisk Have]] i samarbejde med kunstnergruppen Solkorset. Her blev der vist videofilm i 18 skibscontainere forbundet med jernsveller og plader. Hensigten var igen at give en fuckfinger til det institutionelle kunstmiljø ved at skabe en underholdende, men også intellektuel og begavet installation, der brød med den almindelig komfortable måde at se film på for de ca. 4500 besøgende gæster. Det væltede ind med ansøgninger om at låne det nye videoudstyr og for første gang begyndte AFV at sortere i de indkommende ansøgninger. Fra 1989 blev der på skift oprettet en demokratisk valgt projektredaktion, hvor to brugere og en medarbejderrepræsentant skulle sætte mere struktur på redaktionen og vurdere de ansøgte projekter. I den periode blev det muligt at give fuldstøtte, dvs. brugerne ikke længere skulle betale udstyrsleje (hvad de ellers havde skulle op gennem 1980’erne), samt AFV kunne yde teknisk hjælp til lovefulde instruktører indenfor genrene fiktion, dokumentar og kunstvideo. Projektredaktionen blev etableret efter initiativ af blandt andre [[Jesper Rasmussen]], der også iværksatte værkstedets lille lokale oskarfest, [[Årets Peder]], opkaldt efter den daglig leder Peder Andersen. | ||
| Linje 98: | Linje 99: | ||
===Magasinprogrammer skovlede penge ind=== | ===Magasinprogrammer skovlede penge ind=== | ||
Med oprettelsen af MTVS steg produktiviteten af lokal-tv, godt hjulpet på vej af Licensforliget i 1996, der gav lokalradio/TV en årlig støtte på 60 mio. Det medførte en generel opblomstring af lokale sendetilladelser rundt omkring i lokalsamfundene. For AFV betød MTVS at lokal-tv efterhånden fyldte mere og mere i dagligdagen. En lang række af magasinprogrammer så dagens lys; Den Brede Bio satte fokus på alternative og lokale videoproduktioner; Focus havde indslag om Aarhus´ kultur og byliv, krydret med musikalske indslag; i Tossekassen kom psykiatribrugere til orde; Novra var i øjenhøjde med de unge og oplyste om emner som sex, stoffer og alkohol; Sten & Tage havde arkitekturen og byrummet for øje, mens Club Electric var et live musikprogram med lovende håbefulde artister. | Med oprettelsen af MTVS steg produktiviteten af lokal-tv, godt hjulpet på vej af Licensforliget i 1996, der gav lokalradio/TV en årlig støtte på 60 mio. Det medførte en generel opblomstring af lokale sendetilladelser rundt omkring i lokalsamfundene. For AFV betød MTVS, at lokal-tv efterhånden fyldte mere og mere i dagligdagen. En lang række af magasinprogrammer så dagens lys; Den Brede Bio satte fokus på alternative og lokale videoproduktioner; Focus havde indslag om Aarhus´ kultur og byliv, krydret med musikalske indslag; i Tossekassen kom psykiatribrugere til orde; Novra var i øjenhøjde med de unge og oplyste om emner som sex, stoffer og alkohol; Sten & Tage havde arkitekturen og byrummet for øje, mens Club Electric var et live musikprogram med lovende håbefulde artister. | ||
Peder Andersen foretog ofte den basale ideudvikling til magasinprogrammerne. Realisering af disse kom i hus ved intelligent at omfordele de økonomiske tilskud på en sådan måde, at man fik mest mulig kvalitet for pengene. Med føromtalte tilskud fra Kulturministeriet til både projektudvikling, programserier og udsendelser kunne der samles en sum penge og måske skaffes en sponsor indover. På den baggrund kunne man tilknytte en lille fast kerne, der havde ansvaret for produktionen. Typisk bestod en sådan kerne af 1-2 centrale personer, som fik en form for løn, én i jobtræning, et par frivillige, samt elever der var teknikere, typisk finansieret af Aarhus Kommune. Programserier om psykiatri og indvandrere gav f.eks. AFV mange støttekroner og en god profilændring. | |||
Til trods for den massive vækst af lokale tv-produktioner, blev filmproduktionen på værkstedet ikke underprioriteret. I det hele taget forsøgte ledelsen på bedste vis at adskille de to aktiviteter. Der blev arbejdet hårdt for at fastholde projektredaktionen som tog sig af ansøgninger til filmstøtte og stadig udgjorde hjertet i AFV. | Til trods for den massive vækst af lokale tv-produktioner, blev filmproduktionen på værkstedet ikke underprioriteret. I det hele taget forsøgte ledelsen på bedste vis at adskille de to aktiviteter. Der blev arbejdet hårdt for at fastholde projektredaktionen som tog sig af ansøgninger til filmstøtte og stadig udgjorde hjertet i AFV. | ||
