Christiansgades Skole: Forskelle mellem versioner

Nicolai har besøgt den 78-årige Einar Møller, der er tidligere lærer på Christiansgade Skole på Vester Alle 8, det nuværende Folkeoplysningens Hus. Med dampende kaffe i koppen og nybagt kringle i hånden skruer Einar Møller tiden omkring 50 år tilbage til dengang han begyndte som lærer på Christiansgade pigeskole i 1952. Einar Møllers fortælling starter her og fortsætter på bagsiden af næste nummer af Nicolai. ”Jeg har i al min tid som lærer på Christiansgade Skole taget afsted om morgenen med stor glæde. Christiansgade skole var et dejligt sted at være, og der var altid en god stemning på skolen, både mellem skolens ca. 20 lærere, men også mellem lærere og elever. Det var en periode præget af stor disciplin og respekt, hvor man rejste sig for lærerne og kun brugte tiltaleformen dis. De yngre lærere havde tillige megen respekt for de ældre lærerinder, der altid lidt indforstået refererede til ”de gode gamle dage” på skolen, og som havde deres eget lærerindeværelse, kun for kvinder. Skolens på det tidspunkt tre mandlige lærere måtte derfor ”forpasse” sig til deres eget lille lærerværelse for hankøn”, fortæller Einar Møller. Senere fik alle lærerne fælles lærerværelse, og Einar Møller mindes en ældre lærerindes ord ved en af de første fælles frokoster på lærerværelset: ”De, Hr. Møller, har da vist ikke råd til sådan en madpakke”, lød overlærerindens kommentar til Einar Møllers madpakke. ”Hun vidste ikke, at jeg tilfældigvis denne dag havde rester med fra et fornemt gilde dagen før, og hun mente ikke, at den daværende lærerløn kunne række til, at jeg havde den slags madpakker med”, griner Einar Møller og fortæller, at en årlig lærerløn midt i 1950’erne var ca. 13.000 kr., og at en almindelige arbejdsuge dengang talte 48 timer. ”Men da jeg blev gift, fik jeg da en lønforhøjelse på hele 50,- Kr. – nu da jeg skulle til at være forsørger!”, fortæller Einar Møller med en smil. Efter 1950 var der ikke længere så stor brug for lærere i midtbyen, og Einar Møller fik derfor aldrig nogen jævnaldrende eller yngre kolleger på Christiansgade skole. Men han mindes sine ældre kolleger som gode kolleger. Han husker endda nogle af deres øgenavne, som blev givet dem af eleverne. En af hans kolleger var en kraftig lærerinde, der altid og ufravigeligt bar grøn kjole. Eleverne døbte hende derfor ”Grønsværden” og det var derfor næsten umuligt og uden tvivl ubarmhjertigt, når Einar Møller i tiden derefter på ture til Kalø fik til opgave at undervise eleverne om rytterne, der red på Grønsværden ved Kalø.

”Det var en anerkendt og respekteret skole, og skolen havde mange traditioner. Men der gik også børn fra meget små kår på skolen. De kom fra områderne omkring [[Nygade]], Grønnegade og Vestergade. Der var ind imellem tale om forsømte børn”, fortæller Einar Møller, og mindes de lopper han selv har ”huset” efter at have hjulpet disse børn med skrivningen. ”Men bestemt velbegavede og dejlige børn”, tilføjer Einar Møller. Einar Møller fortæller ligeledes, at han stadig årligt mødes med en gruppe af hans gamle Christiansgade-elever, der forlod skolen i 1960’erne. Hvert år i november møder de troligt op fra nær og fjern til gensyn hos Einar Møller og hans kone. ”De havde det godt som klasse – de passede godt sammen”, forklarer Einar Møller beskedent, men hans historie vidner i det skjulte om ham selv som en meget vellidt og yderst respekteret lærer. ”Når jeg tænker tilbage på min tid på skolen, tænker jeg først og fremmest på morgensangen. Det var en fantastisk oplevelse at høre 350 lyse pigestemmer på gangene og etagerne i den store bygning. Det kan man slet ikke forestille sig. I det hele taget kan det være svært at forestille sig skoletiden dengang, når man sammenligner med i dag. Dengang stillede man klassevis op i rækker før man måtte gå ind i skolen, dengang skulle man være udenfor i frikvartererne, dengang fandtes toiletterne udenfor i skolegården, og udskylning af disse fandt kun sted én gang efter hvert frikvarter. Dengang sang man morgensang hver morgen, og dengang måtte uartige elever sidde efter eller sendes til ”overhaling” hos inspektøren – noget man ikke skulle ønske sig”, fortæller Einar Møller. Helt frem til 1970 varede skoleugen fra mandag til og med lørdag, alle dage fra klokken 8-15. Frem til 1961 husede den gamle skolebygning på Vester Allé, der i år runder 105 år, Christiansgade-skole, der fra midten af 1950’erne også fik drenge blandt eleverne. Men i 1961 blev skolen nedlagt og elever og lærere flyttede til den nybyggede Frydenlundskole. Her slutter beretningen om Christiansgade pigeskole på Vester Allé 8, hvor et nyt kapitel i bygningens historie begyndte: nemlig Handelsskolens historie. Einar Møller fungerede indtil 1990 som lærer. Desuden blev Einars kone børnehaveklasselærer på Frydenlundskolen, og med et smil slutter Einar sin fortælling af med historien om, hvordan dette blev en omvæltningens tid for ham: ”På Frydenlundskolen holdt jeg fast i at ville kaldes Hr. Møller, og det respekterede både børn og kolleger. Men da min kone blev ansat gik jeg fra at være ”Hr. Møller” til at være ”Fru. Møllers mand” Det var svært”, griner Einar Møller.

De første drenge på skolen blev indmeldt i 1. klasse i 1952. I de år, jeg gik på skolen, havde man et spor fra 1.-5. klasse, derefter skulle alle i Aarhus til optagelsesprøve, og hvis man bestod den, kunne man komme i mellemskolen, enten på Christiansgades Skole, Munkegades Skole (som kun var for drenge), Finsensgades Skole eller Fjordsgades Skole, som var fællesskoler. Der blev højst optaget 5-6 elever fra hver 5. klasse. Bestod man ikke optagelsesprøven, kunne man prøve igen i 6. klasse - og så var løbet kørt. Hvis man blev optaget, gik man i 1.-4. mellem, som blev afsluttet med en mellemskoleeksamen og derefter kom man i realklassen, som så blev afsluttet med en realeksamen - altså 10 år i alt.

De 5 første år af min skolegang var på Samsøgade skole og det var noget turbulent for det var jo under krigen og om sommeren blev skolen taget af tyskerne og vi kom så i Skovvangskolen og skulle gå helt ovre fra hjørnet af Samsøgade og helt over til Skovvangskolen i første klasse. Også om vinteren hvor det var mørkt og koldt. Det var ikke spændende. Jeg oplevede også da universitetet blev bombet. Jeg var på vej hjem fra skole og kom ned ad Randersvej og ind gennem Universitetsparken ind mod Naturhistorisk Museum, da vi hørte flyene komme hen over os og hørte bomberne faldt. Min mor havde altid lært mig at hvis jeg var nær skolen, skulle jeg løbe derhen, eller til hospitalet eller hjem, hvis det var nærmere. Men vi løb så over på hospitalet og over Randersvej kunne vi se hvordan bomberne faldt ned over universitetet.

Da Skovvangskolen blev taget, fik jeg undervisning på både Kock skole og Christiansgade skole. Efter krigen ændrede man skoleåret fra at gå fra april til april til at starte i august og så havde man sommeren til at renovere de skoler, som tyskerne havde haft. I Samsøgade skole havde tyskerne haft hestestald i aulaen, så det så jo frygteligt ud. Jeg kom tilbage til Samsøgade skole i 1945 og så skulle jeg i mellemskole i 1947, men der var kun mellemskole på få af skolerne - Fjordsgade og Finsensgade og det var blandede skoler. Så var der Christiansgade og Munkegade og det var henholdsvis pige- og drenge skole. Der var kun de fire og det er utroligt, når man tænker på hvor mange børn, der var i Aarhus på det tidspunkt. Kun fire steder kunne man gå i mellemskole. Så man skulle til optagelsesprøve - for som min gamle klasselærer sagde - "de skummer jo lige fløden". Man tog kun dem, der bestod prøven.

Jeg boede jo i Munkegade og kom via Grønnegade og Christiansgade op til skolen, men der var - synes vi jo - en lidt åndssvag regel om at vi skulle hele vejen op i Vester Allé og ind af den indgang, i stedet for at bruge den der ligger nedenfor skolen i Christiansgade. Den sparede os for 3-4 minutter og når man var sent på den, var det afgørende. Og så havde vi en lærerinde, frk. Pind Olesen, som også altid kom i sidste øjeblik og hun kom hen ad Åboulevarden og så op af Christiansgade, og når vi så hende henne fra Grønnegade, så piskede vi op og fulgtes med hende og så lod hun os gå ind gennem den lille port i Christiansgade. Efterfølgende blev det højt og tydeligt sagt, at man skulle bruge den store port og være der når klokken ringede og det gjaldt ikke, at man kom med en lærer. Men hun hjalp os nu mange gange den vej rundt. Så havde vi alle tiders lærer til sang - Svend Wagner, som er far til politidirektøren Hanne Bech Hansen. Han var noget af det mest herlige. Vi fik lov til at synge datidens slagere - også lille Ole, selvom Wagner synes Lille Ole var møghamrende forkælet!

Dengang jeg selv fik en sveder var i husgerning. Skolen havde ændret husgerningstimerne fra 4. mellem og realklassen til 2. og 3. mellem, derfor blev der alt for mange klasser til at skolens husholdningslokale kunne rumme dem. Vores undervisning foregik på 4. sal på Ingerslev skole og der var langt ned med skraldespanden. Det gad vi ikke altid. Så var der et tørreloft, hvor håndtaget var knækket, så vi kunne simpelthen ikke komme ud og ned til timen igen, sagde vi. Men den godtog læreren ikke, så det kostede en sveder. Og selvfølgelig kunne vi komme ud, men vi gad ikke.  

Det samme år som Christiansgade havde 50 års jubilæum, spillede 4. mellem skolekomedie og det blev holdt i Aarhus-hallen. Det var meget fint dengang. De spillede Elverhøj. Det var så flot. Da jeg selv gik i 4. mellem året efter opførte vi Molboerne. Det var også herligt. Vi havde faktisk mange i klassen der var ret dygtigt til at synge. Men det var efter skoletid, der skulle øves. Ikke i skoletiden. Trods det vi havde 36 timer om ugen. Skolegang om lørdagen også fra 8-14. Men kor og andet lå om eftermiddagen efter skoletid og det betød jo så at lærerne også var der om eftermiddagen. Der var sådan en form for entusiasme blandt lærerne. Det gjorde man bare.

Da vi havde jubilæum var alle eleverne om formiddagen i Regine-teatret, hvor der blev holdt taler. Skoleinspektøren fra Munkegade skole var også blandt talerne og han sagde, at han håbede, at skolerne Munkegade og Christiansgade engang kunne blive slået sammen. Og så skreg vi jo og jublede. Vi mødtes jo altid med de drenge, der kom ud fra [[Frederiksbjerg]] som skulle op i Munkegade nede på den lille trekant for enden af Christiansgade ned mod Åboulevarden. Så havde vi sneboldkamp. Og når vi havde skolebal var Munkegades elever med og omvendt. Vi havde det meget sjovt samme.