Johanne Luise Heiberg og Aarhus: Forskelle mellem versioner

På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn [[Christian Lauritz Svane]]. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i [[Aarhus Stiftstidende]] om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og for-talte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i Kø-benhavn.  Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ''”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”'', og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.