Kulkrisen i 1947: Forskelle mellem versioner

=== Storm, frost og sne over Aarhus ===

3. februar sad det første skib fast i isen ved [[Aarhus Bugt]], og 5. februar måtte byens egne isbrydere ”[[Isbryderen Hermes|Hermes]]” og ”[[Isbryderen Aros|Aros]]” give op, og Statens Isbrydertjeneste blev bedt om hjælp. Den konstante østenvind blev ved med at presse is ind i Aarhus Bugten, og 9. februar var Kalundborgfærgen 7 timer forsinket på grund af isen. 11. februar var havnen for første gang i perioden frosset helt til, og [[Århus Stiftstidende]] kunne berette at selv Vesterhavet var så fyldt med drivsis, at fiskere ikke kunne arbejde. I de næste par uger kæmpede isbrydere med at få skibe ud og ind ad Aarhus Havn, men 21. februar blev Aarhus opgivet af Statens Isbrydertjeneste, som kaldte sin store isbryder ”Isbjørn” væk, for at den kunne hjælpe et skib med kul til København.  

5. marts slap frosten endeligt sit tag i Aarhus, men kun for at blive afløst af store mængder sne, der igen blev efterfulgt af frost. Det pludselige tøvejr medførte nye problemer som mudrede veje, snefygning, sprængte vand- og gasrør og ødelagte radiatorer.  

Men det var ikke kun vejret Aarhus måtte kæmpe imod.  

Perioden igennem led Aarhus med resten af Jylland under en favorisering af hovedstaden. Flere gange forsøgte centraladministrationen at få kulleverancer destineret til Aarhus omdirigeret til København. I februar blev damperen Silkeborg, som var lastet med koks og cinders til boligopvarmning, sendt til København, og også det amerikanske liberty-skib O.L. Bodenhammer, der var lastet med 10.000 tons kul forsøgte centraladministrationen at få til hovedstaden. Heldigvis for aarhusianerne var O.L. Bodenhammer kommet så langt igennem ismasserne i Aarhusbugten, at det ikke ville vende om. Samtidigt en stor del af statens isbrydere brugt til at få skibe lastet med kul fulgt sikkert til København, hvilket betød at Aarhus i uger var overladt med blot en enkelt mindre isbryder fra staten, hvilket ikke var nok til at holde en sejlrende fri.

Aarhusianerne prøvede at klare sig igennem kulden på forskellig vis. Mange benyttede venteværelser ved læger og tandlæger som varmestue og også banegården og butikker blev taget i brug til dette formål. I kampen for at finde brænde blev træer fældet og møbler ødelagt, mens gamle klude, aviser og æsker også røg i kakkelovnen.  

Under krigen var der blevet set igennem fingre med at aarhusianere ”pillede” løse kul på havnen til at supplere brændselsbeholdningen derhjemme, men under den heftige kulde i starten af 1947 tog rapseriet overhånd. Der blev stjålet kul direkte fra vognene, og meget af det endte på det sorte marked, hvor det kunne købes til overpris. Politiet måtte derfor afspærre området, som blev sat under bevogtning.

=== Kampen mod Københavneriet ===

Omkring 1. marts var brændselssituationen i Aarhus ved at være desperat, og også de kommunale el- og gasværker var ved at løbe tør for brændsel.

Handelsministeriet fik omdirigeret 500 tons kul fra Esbjerg til Aarhus, men disse kul var øremærket belysningsvæsenet, og der var derfor stadigt intet brændsel til boligopvarmningen. Samtidigt svarede de 500 tons kul kun til ca. 3 dages brug.

Byrådet blev til mødet enige om følgende udtalelse: ''”Under Hensyn til den for hele Jylland katastrofale Brændselssituation henstiller Byraadet indtrængende til Ministeriet, at det snarest bliver forsøgt at aabne Sejlrenden til Aarhus Havn.”''

Stemningen mod København var ikke god, og byens aviser rasede. 4. marts skrev Århus Stiftstidende under overskriften ''”Aarhus Havn skal aabnes – for at København kan faa kul”'', at Statens Isbrydertjeneste nu for alvor overvejede at få Aarhus Havn åbnet, med henblik på at få Bodenhammers værdifulde last til København.