Kulkrisen i 1947: Forskelle mellem versioner

Vinteren 1947 slog ikke nogen kulderekorder, og alligevel er det måske den værste vinter i Aarhus’ historie. I starten af 1947 oplevede Aarhus 42 dages konstant frost, samtidig med at vinden ubønhørligt blæste fra øst, hvilket pressede ismasserne sammen i [[Aarhus Havn]]. Den europæiske kulproduktioner var endnu ikke på førkrigsniveau, så brændsel var i forvejen en mangelvare og Danmark var dybt afhængig af oversøiske kulleverancer.

Men det var ikke kun vejret Aarhus måtte kæmpe imod.  

Perioden igennem led Aarhus med resten af Jylland under en favorisering af hovedstaden. Flere gange forsøgte centraladministrationen at få kulleverancer destineret til Aarhus omdirigeret til København. I februar blev damperen Silkeborg, som var lastet med koks og cinders til boligopvarmning, sendt til København, og også det amerikanske liberty-skib O.L. Bodenhammer, der var lastet med 10.000 tons kul forsøgte centraladministrationen at få til hovedstaden. Heldigvis for aarhusianerne var O.L. Bodenhammer kommet så langt igennem ismasserne i Aarhusbugten, at det ikke ville vende om. Samtidigt en stor del af statens isbrydere brugt til at få skibe lastet med kul fulgt sikkert til København, hvilket betød at Aarhus i uger var overladt med blot en enkelt mindre isbryder fra staten, hvilket ikke var nok til at holde en sejlrende fri.

Omkring 1. marts var brændselssituationen i Aarhus ved at være desperat, og også de kommunale el- og gasværker var ved at løbe tør for brændsel.

Handelsministeriet fik omdirigeret 500 tons kul fra Esbjerg til Aarhus, men disse kul var øremærket belysningsvæsenet, og der var derfor stadigt intet brændsel til boligopvarmningen. Samtidigt svarede de 500 tons kul kun til ca. 3 dages brug.