Seksualklinikken
Seksualklinikken i Aarhus er formodentligt verdens første offentlige seksualklinik, oprettet 1949 i Aarhus, med det formål at yde seksual- og ægteskabelig rådgivning.
Seksualklinikken, eller Klinik for seksuel og ægteskabelig vejledning, som den også kaldtes, blev oprettet i 1949 af Aarhus Kommune på initiativ af Dansk Kvindesamfund og med kraftig opbakning fra overlæge Helge Kjems, som blev klinikkens første leder. Klinikken fik lokaler i den tidligere kirurgiske afdeling på Aarhus Kommunehospital og skulle yde vejledning i etiske og medicinske spørgsmål indenfor seksuallivet i og udenfor ægteskabet.
Seksualklinikken blev særligt oprettet med det formål at yde svangerskabsforebyggende rådgivning til unge piger. I 1959 kritiserede lederen af klinikken, Helge Kjems, skolesystemet for, at der ingen undervisning var i præventionsmidler. Han anså det som værende klinikkens ansvar at hjælpe unge piger: For hvis de kom på klinikken, var det fordi, at de havde et behov for det – og så måtte man ikke svigte det unge menneske. Han talte desuden også med forståelse for en generationskløft mellem de unge mennesker og deres forældre, hvorfor de unge ikke kunne få seksualrådgivning af forældrene.
Dermed fungerede seksualklinikken som en slags oplysningsinstitution på alt det, de unge ikke kunne få svar på i skolen eller i hjemmet. Den følgende leder af klinikken, Karen Røjel, kritiserede ligeledes i 1962 den utilstrækkelige oplysning fra skolevæsnets side. På klinikken adspurgte man samme år de unge piger om udbyttet af seksualundervisningen i skolen, hvortil kun 25% havde oplevet et udbytte, og kun 18% havde fået oplysning om svangerskabsforebyggende midler.
Seksualklinikkens virke var i flere kredse et betændt emne fra etableringen og op igennem 1960’erne. Oppositionen af klinikken var eksempelvis imod det faktum, at klinikken bl.a. rådgav i, hvordan man undgår at få børn – uagtet om der var tale om en uønsket graviditet. Desuden mente andre, at film og medier i forvejen prakkede unge mennesker for megen seksuel tankegang på, hvorfor man ikke troede på at oplysning fra skolevæsnet ville gøre nogen forskel.
Til trods for oppositionen, blev der i 1967 åbnet op for at seksualklinikken ville tage imod klienter fra forstæderne. Dette er i en tid, hvor abort blev en stigende tendens i og med, at der fortsat var begrænset oplysning om prævention. Klinikken måtte principielt afvise klienter fra forstæderne, da det var Aarhus Kommune selv som oprettede seksualklinikken og tog sig af udgifterne hertil.
I starten af 1970’erne indførtes obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen. Det betød imidlertid ikke, at seksualklinikken fik mindre travlt, da mange unge fortsat var uvidende om egen krop og seksualliv. I 1970’erne steg antallet af aborter yderligere, hvilket særligt hang sammen med indførelsen af fri abort i 1973. Dette lagde pres på seksualklinikken - dels grundet frygten for P-pillen, og heraf en stigende interesse for spiral som var gratis på klinikken - men ligeledes grundet interessen for neutral konsultation og seksualoplysning på klinikken, fremfor oplysning hos egen læge. Seksuallivet var på dette tidspunkt stadig tabubelagt.
I 1976 flyttede klinikken fra Aarhus Kommunehospital til Østergade i midtbyen, idet lokalerne på kommunehospitalet skulle bruges til andet formål. Samme år nedlægges Mødrehjælpen, som ligeledes bl.a. ydede seksualrådgivning til kvinder. Herefter skulle seksualklinikken varetage Mødrehjælpens tidligere opgaver vedrørende oplysning og prævention, alt imens flere personer udover ungdommen begyndte at komme på klinikken, eksempelvis ægtepar som havde problemer med deres seksualliv.
Dog var størstedelen af klienterne fortsat kvinder, som kom for at få prævention og råd hertil. Seksualklinikken var den eneste klinik i landet for seksuel og ægteskabelig rådgivning. Klinikken havde i 1976 åbningstid om tirsdagen fra kl. 16-20, hvilket med det stigende pres grundet det fortsatte tabu og manglen på tillid til egen læge, betød timelange ventetider. Derfor kaldte personalet på klinikken på større kapacitet og udvidede åbningstider, i frygten for at klinikken ikke ville kunne klare det stigende pres.
Flere mænd begyndte også at komme på klinikken. Daværende leder, Iwan Mark, beskrev bl.a., at dette kunne have noget at gøre med pornografien, som blev frigivet i 1969, hvilket skabte urealistiske forestillinger. Han anerkendte dog også, at pornografien kunne medvirke til at nedbryde nogle tabu-forestillinger.
I 1980 skulle der spares i Aarhus Amt, som her havde overtaget seksualklinikken. Der blev i denne forbindelse peget på seksualklinikken. Prævention var ikke længere gratis for de, som havde råd. Men fremover ved en gennemførelse af besparelserne ville man heller ikke tilbyde gratis prævention til socialt udsatte kvinder. Det ville betyde, at kun unge under 18 år ville få gratis prævention på klinikken. Lederen, Iwan Mark, var stærk modstander af besparelserne, og han mente, at det ville fjerne klinikkens sociale hensigt, som var det afgørende i dens virke. Han meddelte desuden til socialforvaltningen, at han ville trække sig som leder, hvis besparelserne skulle gennemføres.
Herefter lukker klinikken. Præcis årstal ukendt.
Litteratur og kilder
- Århus Kommunalhåndbog 1951, 2. Aarhus Kommunes Statistiske Kontor. s. 152.
- Aarhus Stiftstidende. Seksual-Klinikens Leder Ansat. 04/01/1949.
- Aarhus Stiftstidende. Mange unge piger har behov for seksualoplysning. 16/11/1959.
- Aarhus Stiftstidende. Svært at faa raad hos forældrene: Speciallægen om ungdommens seksualproblemer. 18/03/1960.
- Aarhus Stiftstidende. For megen bi- og blomster-snak: Seksualundervisningen i skolen utilstrækkelig, hævder kvindelig læge. 21/07/1961.
- Aarhus Stiftstidende. Børnenes spørgemaal chokerer forældrene: Livlig debat om seksualoplysning paa møde i Aaskov. 02/04/1965.
- Aarhus Stiftstidende. Gerne samarbejde om seksualklinik. 09/02/1967.
- Aarhus Stiftstidende. Vil give rabat på spiral: Læger tilbyder Aarhus Amt en ordning for alle kvinder. 28/02/1975.
- Aarhus Stiftstidende. Seksualklinik midt i Aarhus: Amtet har planer for den tidligere sygekassebygning. 06/02/1976.
- Aarhus Stiftstidende. Unge ved for lidt om sex. 22/02/1976.
- Aarhus Stiftstidende. Kun helt unge kan få gratis prævention. 12/10/1980.