Sejrs Allé
Sejrs Allé er en vej i Risskov. Vejen er en sidevej til Nordre Strandvej i Risskov ud mod stranden.
Handelsmand Niels Pedersen (1884-1970) havde i sidste halvdel af 1920’erne en ejendom på Vejlby Fed. Hans børn var ved dåben blevet tildelt mellemnavnet Sejr, og vejen blev således opkaldt efter disse børn. Niels Pedersen stammede fra Lime nordøst for Struer. Han kom første gang til Feddet omkring 1910, hvor han forpagtede ejendommen Godthåb. Efter giftermålet i 1912 med Lovise Farre Nielsen fra Egå boede de en tid på Egå Mark. I 1924 flyttede familien tilbage til Vejlby Fed (Sejrs Allé 3). Allerede i 1929 flyttede familien igen, først til Elsted, året efter til Hårup, for så endelig at slå sig ned som gårdejer og grisehandler i Grøttrup i Todbjerg Sogn.
Sejrs Allé på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018