Søren Møller (1811-1875)

Fra AarhusWiki

Søren Møller (født i 1811 i Aarhus, død i august 1875 i Aarhus) var skræddermester, traktør samt medlem af Aarhus Borgerrepræsentation fra den 31. januar 1850 til den 17. januar 1856.

Gift med Maren Jørgensen (født den 17. maj 1804 i Aarhus, død den 10. december 1888 i Aarhus), datter af snedkersvend Jens Christian Jørgensen og hustru Maren Jensdatter.

Karriere

Møller tog den 17. september 1838 borgerskab som skræddermester i Aarhus. Fire år senere omtaltes hans udsalg af færdigsyede klædningsstykker. Virksomheden syntes at være gået godt; således annoncerede han i 1842 efter fire-fem duelige svende, i 1845 havde han på sit værksted seks skræddersvende og tre læredrenge, og i 1846 annoncerede han efter otte svende. Produktionen blev da heller ikke solgt i Aarhus alene, Møller rejste rundt til markeder med lager af færdigsyede klæder. I forretningen nøjedes han ikke med salg af egen produktion, men hjembragte fra Hamburg lager af veste, benklæder m.m.

Møller og Aarhus

Økonomisk klarede Møller sig godt; han ejede et par ejendomme i Skolegade og var i 1847 i stand til at erhverve Trøjborg toft ved vejen til Riis Skov og samme år at opføre en bygning på grunden. Der blev indrettet beværtningslokale og keglebane, og fra slutningen af 1840'erne optræder Møller som traktør. Da han i 1862 annoncerede Trøjborg til salg, betegnedes ejendommen som et landsted med fem-seks tdr. land; først i 1874 afhændede han dog Trøjborg. Allerede i 1847 blev Møller valgt til skatteligningsmand. Tre år senere, i begyndelsen af 1850, kom han ind i borgerrepræsentationen, hvor han sad til udgangen af 1855.

Medlem af eller byens repræsentant i ...

  • Kassekomiteen 1855

Litteratur og Kilder