P. Clausens Fiskehandel
P. Clausens Fiskehandel blev grundlagt i 1888 af Poul Clausen ved Aarhus Havn. I dag er fiskeforretningen placeret på Fiskerihavnen på Fiskerivej 4 og er Danmarks ældste fiskeforretning.
I begyndelsen drev Poul Clausen forretningen sammen med sin kollega Markussen under navnet ”Markussen & Clausen”, hvor de solgte fisk fra deres fiskepram.
Anden generation
Efter Poul Clausen overtog hans søn, Jens Clausen, forretningen i 1927. I 1939 Han etablerede engros- og detailforretning på den nye Fiskerihavn, der lige var blevet anlagt ved Aarhus Lystbådehavn.
Clausens virksomhed var delt op i to, så han ejede både et fiskepakkeri, hvorfra han eksporterede fisk, men også en fiskehandel på Fiskerivej - der dog ikke havde fået sit navn endnu - hvor aarhusianerne kunne komme og købe fisk.
Tredje generation
I 1960 overtog Jens Clausen søn, Knud Clausen, driften af fiskehandlen. Knud Clausen døde i december 1965, hvorefter butikken blev solgt. Dermed forsvandt P. Clausens Fiskehandel for en stund fra Fiskerihavnen, men firmaet P. Clausen A/S vedblev at eksistere gennem P. Clausens Fiskerieksport.
I 1964 havde Jens Clausens anden søn, Poul Clausen, nemlig overtaget firmaets engrosafdeling med dertilhørende eksportforretning, samt etableret en filetfabrik på Fiskerihavnen. Desuden fortsatte familien detailhandlen med fisk, da Poul Clausens søn, Søren Clausen, åbnede sin egen fiskehandel på Trøjborg i 1968. Her hjalp Poul Clausen også til, hvormed tredje og fjerde generation i Clausenfamilien kom til at arbejde side om side.
Fjerde generation
Søren Clausen havde succes med sin fiskehandel på Trøjborg, og i 1972 overtog han sin fars engrosafdeling på Fiskerihavnen. I 1988 flyttede Søren Clausen sin butik ned til Fiskerihavnen, hvor han indrettede filetfabrikken som forretningslokaler dertil.
I 1993, ved forretningens 105-års jubilæum, udvidede Søren Clausen butikken til 120 kvadratmeter. Sådanne store udvidelser var sjældne på Fiskerihavnen på daværende tidspunkt. En yderligere udvidelse skete igen i 2001.
I 2003 gik P. Clausens Fiskehandel sammen med Pernilles Fiskefars, J.S. Fisk, Havnens Fiskehus og Aarhus Fiskernes Indkøbsforening om at åbne et fiskeriauktionshus under navnet Den Gamle Fiskeauktion, som skulle fungere som et gourmetmarked med kvalitetsråvarer. Her var Søren Clausen drivkraften bag. Der opstod dog problemer i samarbejdet med Grøn Afsætnings Netværk, hvilket medførte at gourmetmarkedet måtte lukke.
Femte generation
I 2007 overtog Søren Clausens svigersøn, Anders Frøjk Clausen, og nevø, Martin Clausen ledelsen, mens Søren Clausens datter, Iben Frøjk Clausen, arbejdede på kontoret. Året forinden var Anders Frøjk Clausen løbet med en førsteplads, da Danmarks Fiskehandlerforening afholdt dansk mesterskab med discipliner i både håndskæring, produktion og pyntning, så han kunne sit kram.
I 2014 blev Clausens Fiskehandel Danmarks første MSC-certificerede fiskehandel.
I 2017 blev direktørstolen overtaget af Jakob Clausen, Søren Clausens søn. I 2021 lancerede Jakob Clausen en YouTube-kanal for at engagere kunderne i fiskehandlens processer.
I 2022 blev P. Clausens Fiskehandel officielt anerkendt som Kgl. Hofleverandør efter at have leveret fisk til kongehuset i 30 år.
Oversigt
Første generation | Poul Clausen (fra 1888) |
Anden generation | Jens Clausen (fra 1927) |
Tredje generation | Knud Clausen og Poul Clausen (fra henholdsvis 1960 og 1964) |
Fjerde generation | Søren Clausen (fra 1972) |
Femte generation | Anders Frøjk Clausen, Martin Clausen og Iben Frøjk Clausen (fra 2007) |
Femte generation | Jakob Clausen (fra 2017) |
P. Clausens Fiskehandel på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende, 31/12/2021
- Aarhus Stiftstidende, 9/9/2021
- Aarhus Stiftstidende, 10/9/2014
- Aarhus Stiftstidende, 13/2/2011
- Aarhus Stiftstidende, 30/12/2010
- Aarhus Stiftstidende, 1/5/2006
- Aarhus Stiftstidende, 19/4/2006
- Aarhus Stiftstidende, 26/3/2006
- Aarhus Stiftstidende, 29/1/2005
- Aarhus Stiftstidende, 10/9/2004
- Aarhus Stiftstidende, 24/4/1996
- Aarhus Stiftstidende, 10/8/1993
- Aarhus Stiftstidende, 17/11/1988
- Aarhus Stiftstidende, 30/12/1975
- Aarhus Stiftstidende, 2/5/1963
- Aarhus Stiftstidende, 20/5/1901
- Aarhus Vejviser, 1939, 1940, 1941, 1942, 1943, 1965, 1966, 1967