Oscar Wandschneider
Oscar Wandschneider var urgrossist og direktør for urforretningen Filtenborg. Han havde tysk ophav.
I 1910'erne havde Wandschneider sin eget aktieselskab ved navn "Wandschneider, Nordisk Urhandel".
Oscar Wandschneider blev i 1931 direktør for urforretningen Filtenborg.
Han boede i en herskabelig villa på Strandvejen 100, hvor han bl.a. tilbyggede et dobbeltgarage-anlæg til storvillaen, der nu huser Rudolf Steiner Skolen i Aarhus.
Efter afslutningen på krigen i 1945 blev direktør Wandschneider interneret på Marselisborg Skole, indtil hans sag kunne komme for retten. Ved denne lejlighed blev han suspenderet af firmaet Filtenborg, hvorefter hans fremtid i virksomheden afhang af rettens udfald.
Wandschneiders kostbare guldur
Direktør Oscar Wandschneider forærede i 1941 et særligt Girard Perregaux lommeur af guld til bymuseet Den Gamle By. Han oplyste ved den lejlighed, at den tidligere pave ved flere lejligheder havde brugt Girard Perregaux lommeure som hædersgaver til særlige gæster. Lommeuret er blevet kaldt det smukkeste mekaniske lommeur nogensinde og blev fremstillet i Schweiz mellem 1889 og 1900. Den Gamle Bys eksemplar er værk nummer 18 af 70 ure.
I år 2000 blev dette sjældne lommeur stjålet fra Den Gamle By ved et større urkup natten til lørdag den 21. september. Uret ansloges på daværende tidspunkt at have en værdi af 1,5 mio. kr. Udover Wandschneiders ur blev også 8 andre ure stjålet. Den Gamle By og Den Danske Urkomité valgte at fordoble forsikringsselskabets dusør på 50.000 kr. i håb om at få uret tilbage til museet. Fire år efter tyveriet dukkede gulduret atter op. Det var smidt i en postkasse i Aarhus i en åben kuvert med Den Gamle Bys adresse på. Først den 20. april 2011 kunne uret igen ses af besøgende i Den Gamle By, da der i kælderen under Plakatmuseet åbnedes et topsikret kunstkammer hvori det særlige Girard Perregaux kunne fremvises fra.
Litteratur og kilder
- Filtenborg. 125 år forud for sin tid. https://www.filtenborg.dk/om-filtenborg/historie/125-ar-forud-sin-tid
- Den Gamle By. Verdens smukkeste mekaniske lommeur. 10-03-2011. https://www.dengamleby.dk/om/presse/nyheder/n/verdens-smukkeste-mekaniske-lommeur/
- Jyllands-Posten. På jagt efter ur. 22-11-2000. https://jyllands-posten.dk/kultur/ECE5078592/P%C3%A5-jagt-efter-ur/
- Aarhus Stiftstidende. Snart kan du se det smukke ur, der blev stjålet. 09-03-2011. https://stiften.dk/aarhus/snart-kan-du-se-det-smukke-ur-der-blev-stjaalet
- Aarhus Stiftstidende. Direktør Wandschneider suspenderet. 26-05-1945.
- Kraks Vejviser 1918. Firma register for Kjøbenhavn. V-1147.