Opgang2
Opgang2 er en selvejende kulturinstitution i Aarhus.
Opgang2 blev etableret som en ungdomsklub i 1972 i Officersbygningen ved kasernen i Vester Allé.
I ungdomsklubben Opgang2 var kreativiteten i højsædet. Fra klubben er der udsprunget både litteratur, musik og teater.
Stykket Kender du Janne? var et rock/sang stykke med 15 sange, som var skrevet og spillet af klubbens unge. Det blev fremført for første gang over tre dage i Husetd. 5-7. december 1977. Det var en socialrealistisk historie om Janne, hvor stykket følger hende igennem 3 livsfaser fra skoletiden- til fabriksarbejde og sidst under arbejdsløsheden. De unge bag stykket baserede fortællingen på baggrund af over 30 interviews med almindelige unge mennesker for at skabe en realistisk livsfortælling i stykket.
Stykket blev siden genopført adskillige gange. Numrene blev i 1978 udgivet på vinyl. Albummet blev indspillet i Feedback-studiet i Aarhus, produceret af Jacob Riis-Olsen og Henning Stærk.
Med tiden begyndte flere punkere at komme i klubben, eftersom punken tager fat i Aarhus. Klubben blev til et stort opholdssted og, til dels, helt overtaget af punkmiljøet – alle var dog velkomne. Det var det primære mødested for punkerne, foruden spillestederne, hvor man kunne mødes og snakke om sin fælles musikinteresser og socialisere med ligesindede. I klubben blev der desuden etableret øvelokaler, hvor man her kunne mødes med sit band, skrive sange og spille med hinanden – men desuden også skabe musik på kryds og tværs af musikgrupperne.
På den måde dannedes flere af byens punkbands i ungdomsklubben Opgang2. Ungdomsklubben dannede grundlag for, at musikerne kunne begynde at mødes på tværs af bydele. Tidligere var punkmiljøet opdelt i bydele, alt efter om man f.eks. kom fra Tilst, Risskov eller Højbjerg. Af bands som udspringer af Opgang2 kan bl.a. nævnes War of Destruction, som starter omkring 1981 og desuden fortsat er aktive i 2023.
Indretningen bar også præg af, at den gamle officersbygning havde fået ny funktion. De mørke og blanke mahognipaneler blev overmalet og udsmykket med budskaber og graffiti i ungdommens og punkmiljøets ånd og æstetiske udtryk.
Litterære værker kom der ligeledes ud af Opgang2. Heriblandt bogen Tag 3 ord og sæt dem sammen, udgivet i 1983. Bogen blev skrevet er 35 unge fra klubben. Bogen omhandler ungdommens anderledes, og til tider rå, hverdag med økonomiske og sociale problemer.
Ungdomsklubben har siden udviklet sig til en selvejende kulturinstitution med flere forskellige afdelinger, og har i 2023 til huse i Valdemarsgade 1H.
Opgang2 Turnéteater opfører teater, og turnerer rundt i landet med forestillinger, særligt for et teateruvant publikum. Der spilles 100-150 årlige forestillinger, hvor hver ny forestilling har premiere på Aarhus Teater.
Opgang2 Film producerer serier og dokumentarer. Det var bl.a. her, i serien Himlen over os, at man kunne stifte bekendtskab med den senere kendte, og nu afdøde digter, Yahya Hassan.
Opgang2 Ungdomsspor er et aktiveringstilbud for unge på kontanthjælp i Aarhus Kommune, hvor man benytter sig af kunst som et livsforandrende perspektiv.
Opgang2 arrangerer desuden årligt Jalla Festival, hvor programmet både indeholder teater, musik, dans, sang og poesi.
Opgang2 på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Opgang 2 - Kender Du Janne? Discogs.com. Tilgået 13/10/2023 fra: https://www.discogs.com/release/5495651-Opgang-2-Kender-Du-Janne
- Introduktion. Opgang2.dk. Tilgået 13/10/2023 fra: https://opgang2.dk/Om-Opgang2/Om-Opgang2.aspx
- Om Opgang2 Turnéteater. Opgang2.dk. Tilgået 13/10/2023 fra: https://opgang2.dk/Turn%C3%A9teater/Om-Turn%C3%A9teatret.aspx
- Om Opgang2 Ungdomsspor. Opgang2.dk. Tilgået 13/10/2023 fra: https://opgang2.dk/Ungdomsspor/Om-UNGDOMSSPOR.aspx
- Om Opgang2 Film. Opgang2.dk. Tilgået 13/10/2023 fra: https://opgang2.dk/Ungdomsspor/Om-UNGDOMSSPOR.aspx
- Søren Markussen stopper som leder af Opgang2: Har altid været højttaler for dem uden stemme. Stiften.dk. Tilgået 13/10/2023 fra: https://stiften.dk/navne/soeren-marcussen-stopper-som-leder-af-opgang2-har-altid-vaeret-hoejttaler-for-dem-uden-stemme
- Se videoer: 50 år med musik og teater i Opgang2 i Aarhus. Aarhus.lokalavisen.dk. Tilgået d. 13/10/2023.
- Aarhus Stiftstidende. Forlystelser (Huset). 05/12/1977. s. 12.
- Aarhus Stiftstidende. Vi kender alle en Janne. 06/12/1977. s. 12.
- Aarhus Stiftstidende. De slår hul på vores pæne facade. 16/12/1983. Sektion 1, s. 1.
- Aarhus Stiftstidende. Du må have fingrene op over kanten og holde fast. 16/10/1983. s. 4-5.