Modelparken Danmark

Fra AarhusWiki

Modelparken Danmark er en udendørsforlystelse i Egå nord for Aarhus, hvor besøgende kan opleve en transportabel bane med minitog.

Minitogbanen

Minitog/minijernbane er små tog man kan sidde på. Jernbanen er med 184 mm sporvidde og togene er i størrelsesforhold mellem 1:4 og 1:8, afhængig af om udgangspunktet er smalspor eller normalspor. Denne størrelse tog egner sig til at køre med passagerer og er meget populær især hos børn og de mere ”nørdede” voksne.

Drivkraften er ofte damp, rigtige damplokomotiver der kører på kul og vand, men der køres også ved hjælp af batterier, samt med benzin- og dieselmotorer.

Foruden nogle private baner, køres der regelmæssigt med minitog ved teknisk- og jernbanemuseerne i Helsingør og Odense. Der findes desuden to store permanente minijernbaneanlæg, henholdsvis Brandhøjbanen ved Hedehusene og Modelparken nord for Århus.

Anlæggelsens af Modelparken Danmark

Anlæg af Modelparken Danmark blev påbegyndt i 2010 ved et gartneri i Egå nord for Århus. I 2012 var der anlagt omkring 300 meter spor og der kunne holdes officiel åbning af parken. Foruden rundstrækning med perron, sporskifter og signalanlæg, er der serviceområde med drejeskive, rundremise, vogn- og lokomotivremise, rangerspor, klargøringsområde og læssespor.

Området omkring banen er anlagt med græsplæner, blomsterbede og publikumsområde med borde, bænke og en lille kiosk/billethus, Desuden er der et kombineret perron- og picnichus. Senere kommer der flere bygninger, broer, søer, vandløb, tunneller, bjerge og meget andet omkring jernbanen, der med årene skal blive på ca. 2 km.

Parken holder åben hver søndag fra Påskedag til og med efterårsferien, samt nogle ekstra åbningsdage i ferietiden. Der holdes desuden en del specialarrangementer, bl.a. børneloppemarked og Sankthansaften med bål.

Det hele startede som en forening ”Viby Minitog” tilbage i 2002, som stillede op med en let transportabel bane blandt andet ved den årlige Århus Festuge, hvor der blev kørt med de små tog i 10 dage. Det hele fungerer fortsat som en forening, men navnet er nu ændret til ”Modelparken Danmark”.

Litteratur og kilder