Mariedalsvej

Fra AarhusWiki

Mariedalsvej er en vej, som ligger i Brabrand. Vejen er en fortsættelse af Anelystvej frem til Edwin Rahrs Vej.

Navngivet i 1964 efter en lille dalsænkning, som ligger vest for Langdalsvej, og dermed i umiddelbart forlængelse af dalsænkningen Langdal.

Der er dog lidt usikkerhed om navnet, idet både Marielyst, Mariedal og Mariendal fremgår i de forskellige kilder og kort.

I den vestlige ende af Mariedal, nu ved rundkørslen Edwin Rahrs Vej og Helenelyst, på en del af det der tidligere hed Brabrand Mark, ligger nemlig gården Mariendal (altså med et 'n'). Gården blev udflyttet i 1850 og var på 45,2 hektar. Det var gårdmand Niels Rasmussen Bjerring (1813-1883), der forestod udflytningen. Han blev i 1837 gift med Sidsel Marie Pedersdatter (1808-1887), og det kan være hende, der med sit andet fornavn har lagt navn til gården. De ejede Mariendal fra 1840 til 1872 og efterfulgtes af deres søn Rasmus Nielsen Bjerring.

På et kort fra 1870, hvor dalsænkningen ikke er angivet med navn, er gården dog benævnt Marielyst[1]. På tilsvarende kort fra 1901 fremgår gård og dalsænkning hhv. som Mariendal og Mariedal[2]. På et kort fra 1959 fremgår gården stadig som Mariendal[3], men uden at dalsænkningen er angivet.

Det er dog alligevel ikke sandsynliggjort om den lille dalsænkning har lagt navn til gården, om ovennævnte Sidsel Marie har lagt navn til (og om det først har heddet Marielyst) eller det blot skyldes tilfældigheder med et på denne tid ret udbredt navn.

Mariedalsvej på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Mariedalsvej

Kilder og Litteratur

  • Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteren, 2018
  1. Høje Målebordsblade 1870-1899, SDFE, sdfikort.dk
  2. Høje Målebordsblade 1901-1971, SDFE, sdfikort.dk
  3. Kort over Brabrand 1959-1994 (unikt kortnavn: Brabrand 41175 1959), Kortbladnummer: '1020351', matrikelkort/31806, SDFE, historiskekort.dk