KØN

Fra AarhusWiki
Bygningen på billedet huser i dag KØN, men har tidligere fungeret som både rådhus og politistation. På billedet ses bygningen som den så ud omkring 1900.

KØN - Gender Museum Denmark er et museum på Domkirkepladsen i Aarhus. Tidligere hed det Kvindemuseet, men skiftede i 2021 navn til KØN.

Bygningen, som museet ligger i, var tidligere byens rådhus og senere politistation.

Museet er et landsdækkende specialmuseum, der har som sit særlige formål at indsamle, formidle og udforske kvindeliv og kvindevirke i dansk kulturhistorie i nyere tid.

Museumsforeningen, der oprindeligt var den drivende kraft bag museet, blev stiftet i oktober 1982. Foreningen udsprang af en græsrodsbevægelse og havde to overordnede formål at opfylde: Dels skulle den stå for at opbygge et kvindemuseum, og dels skulle den i kraft heraf forsøge at skabe arbejdspladser for kvinder. På denne måde var KØN (tidligere Kvindemuseet) til at begynde med - ud over at være et museumsprojekt - i lige så høj grad et beskæftigelsesprojekt.

Museets første større udstilling blev fremvist i forbindelse med Aarhus Festuge i 1984 under overskriften: Giv plads for liv, om tjenestepigeliv, moderskab og ungpigedrømme. Siden da har museet - foruden fire til seks årlige udstillinger - arbejdet med indsamling af genstande, billeder og viden til belysning af den forandring, kvinders virkefelt inden for de seneste 200 år har undergået.

Frem til 2012 var Kvindemuseet ejet og drevet af den oprindelige museumsforening. Som følge af en beslutning foretaget af foreningens generalforsamling ophævedes denne organisering, og museet blev funderet som en selvejende institution. I forbindelse med omlægningen, opløstes museumsforeningen og blev efterfølgende erstattet af museets nuværende støtteforening: Kvindemuseets venner.