Keld Jarde (1910-1980)
Keld Jarde (født i 1910 i Langå, død i 1980) var cand. jur., fuldmægtig ved byrådskontoret fra 1942 til 1951. Keld Jarde spillede en central rolle i Aarhus Kommunes forhandlinger med den tyske besættelsesmagt.
Han var søn af læge Valdemar Jarde og Olivia Jarde. I 1936 blev han cand.jur. fra Københavns Universitet, hvorefter han fik ansættelse ved landsretssagfører Arthur Christensen, Aarhus.
I 1942 blev Jarde ansat som fuldmægtig ved Aarhus Kommunes byrådskontor. I 1943 blev han udpeget som Aarhus Kommunes forhandler over for den tyske besættelsesmagt. Han indtog en stejl holdning over for navnligt Gestapos krav, og hans liv var af den grund flere gange truet. I forhandlingerne arbejdede Jarde tæt sammen med borgmester Einar Stecher Christensen, og direktør for Byrådskontoret Gunnar Staal.
Keld Jarde var i en periode også udpeget som chef for Aarhus Turistforening, men han nåede aldrig at tiltræde stillingen, da den bestyrelse, som havde udpeget ham, måtte gå af, inden ansættelsen trådte i kraft. Herefter trak Jarde sit kandidatur tilbage.
Jarde flyttede i 1951 til København, hvor han blev fuldmægtig og senere kontorchef i Industrirådet. Her virkede han frem til sin pensionering i 1974.
Forfattervirksomhed
Keld Jarde var en aktiv forfatter af både skønlitteratur og faglitteratur - ofte med lokalhistoriske vinkler. I 1946 skrev han sammen med sin kollega, direktør Gunnar Staal fra Byrådskontoret Aarhus under besættelsen. Den omfattende bog byggede i høj grad på erfaringer fra forhandlingerne med den tyske besættelsesmagt fra 1943-1945. Keld Jarde var også kendt af mange læsere af Århus Stiftstidende, hvor han gennem mange år var en flittigt benyttet kronikør.
Litteratur og kilder
- Århus Stiftstidende, 15. marts 1980