Justinus Carlsen Eriksen
Justinus Carlsen Eriksen (født den 13. april 1862, død den 19. november 1918) var øjenlæge, vicekonsul og generalkonsul for Ægypten.
Justinus Eriksen voksede op i Odense, hvor han tog sin lægeeksamen i 1887. I perioden fra 1887 til 1889 studerede han øjensygdomme ved Københavns Universitet og fra 1889-1890 i Paris og Neapel. I april 1890 åbnede sin egen praksis med speciale i øjensygdomme i Borgporten 15 i Aarhus. I 1892 flyttede han sin praksis til Store Torv 1, 1 sal. Justinus og hans familie boede i sammenhæng med øjenlægepraksissen, både i Borgporten og på Store Torv. Han og hans kone Frederikke Eriksen, født Nødager, havde sammen fire børn. Justinus Eriksen blev senere skilt fra Frederikke Eriksen. I 1893 fik han sin medicinske doktorgrad med afhandlingen Hornhindemaalinger.
I 1907 blev han gift med øjenlæge Gerda Thamsen (født den 13. februar 1862, død den 23. oktober 1958). I 1908 solgte han sin praksis til Dr. Lindgreen for at rejse til udlandet. Rejsen gik først til Paris og senere til Ægypten. I Ægypten arbejdede Justinus og hans kone i hans øjenlægepraksis. I 1911 blev han vicekonsul i Kairo og i 1914 generalkonsul for Ægypten. Det var, mens han havde dette embede, at han døde i 1918 i Ægypten.
Ridder af Vasaordenen af 1. klasse
Eksterne links
Kilder
- Kraks blå bog – 1918 – s. 164
- Århus Stiftstidende, 5.4. 1890, 31.3. 1892, 4.10. 1892, 8.3. 1893, 12.4. 1902, 30.5. 1905, 7.7. 1907, 13.5. 1908, 25.11. 1918
- Århus Stifts Årbøger – 61. Bind. Udgivet af Aarhus Stiftsbogtrykkerie A/S – 1968. S. 19-20