Hjortshøj Landsbyforum

Fra AarhusWiki

Hjortshøj Landsbyforum (el. Fællesrådet Hjortshøj Landsbyforum) er fællesrådet for byen Hjortshøj.

Lokalsamfundsbeskrivelse

Herunder følger Hjortshøj Landsbyforums egen lokalsamfundsbeskrivelse, der blev udarbejdet som et bidrag til kommuneplanen 2017.

Lokalsamfundsbeskrivelse - Hjortshøj Landsbyforum 2017-18

Lokalsamfundsbeskrivelse

Hjortshøj er et fritliggende bysamfund 12 km nord for Aarhus. Byen er en tidligere landsby, som på trods af en voldsom vækst i befolkningstallet har formået at bevare atmosfæren og mange af kvaliteterne fra den klassiske landsby. Mange i Hjortshøj arbejder i Aarhus og omegn. Og har valgt at bosætte sig netop her pga. nærheden til byen, nærheden til naturen og et aktivt lokalsamfund med nærhed til hinanden. Vi mener selv, vi i Hjortshøj har det bedste fra to verdener: Her kan man leve et moderne liv med arbejde i storbyen og med fred og ro, tryghed og fællesskaber på hjemmefronten.

I denne beskrivelse af Hjortshøj giver vi vores bud, på hvordan vores lokalsamfund skal udvikle sig i fremtiden. Vi har valgt at bygge beskrivelsen op efter de fire fokusområder i Planstrategi 2015 - Klog vækst frem mod 2050.

Denne lokalsamfundsbeskrivelse for Hjortshøj er blevet til på baggrund af Landsbyforums arbejde med Hjortshøjs særlige byidentitet og ved afholdelse af workshop, landsbymøde, online brugerundersøgelse samt ved inddragelse af forskellige institutioner, organisationer og privatpersoner undervejs i processen.

Godt foreningsliv

I Hjortshøj føler mange et stort medejerskab og ansvar for byen og her er et godt foreningsliv og kreative initiativer som f.eks. Virup IF, FDF, den socialøkonomiske virksomhed Høkeren og Fonden Vimby, festivalen Pop-up Hjort, banko i Forsamlingshuset, arrangementer i kirken, Hjortshøj Beat Club, Sti-lauget, Landsbyliv og lokalbladet ”Folk i Hjortshøj”.

Lokal medbestemmelse

For at Hjortshøj fortsat kan udvikle sin helt særlige identitet og ikke bare blive en anonym soveby i oplandet omkring Aarhus, ønsker vi meget mere lokal indflydelse på byens udvikling. Hvorfor ikke gøre Hjortshøj til en “Fri-landsby” med friere tøjler til at træffe beslutninger om byens udvikling?

Vi drømmer f.eks. om et ”mini-Godsbanen”, hvor de mange kreative kræfter i Hjortshøj kan mødes og udfoldes. Vi hungrer efter flere fritidsaktiviteter og gode lokaler til kulturelle aktiviteter – Multihuset skal realiseres nu!

Vi vil have meget mere sammenhængende natur i og omkring Hjortshøj i stedet for pløjemarker, og vi vil have naturen helt tæt på. Vi ønsker grøn fortætning!

Gentænk planlægningen af nybyggeri i Hjortshøj

Vi ønsker, at når der bygges nyt i byen, så skal der være fokus på bæredygtigt byggeri, sociale fællesskaber og mangfoldighed i byggestilen.

Som det så fint er beskrevet i Planstrategi 2015 ”Ved at styrke identiteten i lokalområderne, styrker vi byens samlede identitet.” Vi har længe været klar i Hjortshøj til at løfte denne opgave, og det er på høje tid, at Aarhus Kommune sætter handling bag ordene.

Fokusområde 1 - Aarhus – Vækstdriver for hele landet

Mindre erhverv, butikker og nye byrum skaber en levende by

I Planstrategi 2015 har Fokusområde 1 titlen “Aarhus - Vækstdriver for hele landet”. Hjortshøjs bidrag til væksten i kommunen må forventes at være beskedent. Vi ønsker at bidrage til den positive udvikling i Aarhus ved først og fremmest at være det gode sted at bo og leve. Her er plads til alle og mulighed for et godt liv. Tæt på Aarhus og tæt på naturen.

Plads til mindre erhverv

I Hjortshøj er der plads til mindre erhverv som f.eks. butikker og kontorfælleskaber omkring Hjortshøj Station, hvor der kan skabes en mere levende by. Særligt mellem kl. 8 - 16 kan Hjortshøj i dag virke som en “soveby.” Et sundhedshus med læge og tandlæge er et stort ønske og vil også være at stort aktiv i området ved stationen.

Dele af perspektivarealet ved motorvejen kunne også være attraktivt som erhvervsområde. Her vil også kunne placeres et større lavpris-supermarked som mange borgere i Hjortshøj efterhånden efterspørger. Der er dog også andre mulige placeringer. Det vigtigste er, at der er gode tilkørselsforhold.

Landsbyforum vil gerne deltage i en dialog med Aarhus Kommune om placeringer af mindre erhverv i byen.

Konkrete ønsker, forslag og løsninger:

  • Flere mindre erhverv. Gerne kontorfællesskaber, sundhedshus med læge og tandlæge eller lignende, der skaber liv.
  • Mere liv og attraktivt byrum ved stationen.
  • Lavpris-supermarked med gode tilkørselsforhold.

Fokusområde 2 - GEARET TIL STORBY

Hjortshøj - den moderne landsby, tæt på Aarhus

Aarhus gennemgår i disse år en udvikling fra stor by til storby. I kraft af den udvikling oplever Hjortshøj også en stor vækst i befolkningstallet. På godt og ondt ændrer byen karakter fra en landsby uden for Aarhus til en by med mange træk fra forstaden. Vi ønsker at Hjortshøj skal bevare den hyggelige atmosfære fra landsbyen og samtidig have de gode ting fra forstaden, som f.eks. nærhed til byen, attraktive daginstitutioner, lokal skole, god infrastruktur og især gode kollektive forbindelser med bus og letbane.

Hjortshøj vil fortsat være attraktiv for mange pga. naturen, nærhed til Aarhus, motorvej og letbane. Vi har forståelse for, at Hjortshøj også skal vokse, men vi anbefaler, at der først bygges i Lisbjerg og Nye, hvor kapaciteten er til det.

Institutioner og infrastruktur skal følge med

Når der i fremtiden skal bygges flere boliger i Hjortshøj, skal der være fokus på, at infrastruktur og kapacitet i institutioner og på skolen følger med.

I Hjortshøj ønsker vi også, at når byen vokser, så skal udbygningen af veje og infrastruktur tilpasses. Det skal være trygt at færdes i trafikken for alle, og der skal tænkes på, hvordan trafikken fordeles ud på forskellige tilkørselsveje, så vi ikke får al biltrafik ned igennem centrum af Hjortshøj ved stationen.

Konkret er der store udfordringer på Mejlbyvej, Hjortshøj Stationsvej og Virupvej, der især i myldretiden er meget trafikerede og dermed usikre for børn til og fra skole. Fartnedsættelser og flere cykelstier er et stort ønske fra borgerne i Hjortshøj. En tunnel under Mejlbyvej er et ønske for at forbinde de to dele af byen. En fremtidig udvidelse af letbanen til to spor kan måske give mulighed for at indtænke en passage for cyklister og gående langs banen og under Mejlbyvej.

En måde at undgå tiltagende trafik er fortsat at have fokus på god kollektiv trafik. Hjortshøj er i dag godt dækket ind med bus til Grenåvej og Risskov. Og den kommende letbane bliver livlinen til det centrale Aarhus og Skejbyområdet. Vi ønsker øget drift, gerne med 3-4 afgange i timen og direkte forbindelse til Lisbjerg/Skejby. Og så ønsker vi at busser og letbane er koordineret, så der let kan skiftes mellem dem på rejsen til/fra Hjortshøj Station.

Samlingssted for kultur og idræt - Multihuset

I takt med at Hjortshøj vokser, øges også behovet for kulturelle institutioner. Når Hjortshøj får sit Multihus, får byen et attraktivt og levende hus for aktiviteter og fællesskaber på tværs af byens borgere. Der vil også fortsat være behov for gode institutioner for byens børn og unge.

Bevar værdifulde grønne områder

Vi anbefaler, at Hjortshøj primært udbygges på perspektivarealet mellem motorvejen og Virup Skovvej. Vi vel hellere have en tættere bebyggelse her, end at man klat-bygger rundt i byen. Det er vigtigt, at nye boligområder integreres i den eksisterende by, så vi ikke får lukkede kvarterer og ghettodannelse.

Helt konkret ønsker vi at der ikke bygges på Andelssamfundets marker med fælles grønthaver, køer og geder, da området har stor værdi for alle i byen.

Tilsvarende værdi har den resterende del af grunden hvor den gamle Østergård for nylig er revet ned. Området er centralt placeret og har mange gamle, værdifulde træer, og grunden er oplagt til fortsat at bevare til rekreativt grønt område.

Se også

Hjortshøj Landsbyforum på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Hjortshøj Landsbyforum

Litteratur og kilder