Første skoledag i 1952
Skolegang i Åby Skole 1952-1961
I 1952 skulle man begynde at gå i skole, når man var fyldt 7 år. Dengang begyndte skoleåret i begyndelsen af april, så vi elever og vores forældre mødte op på Åby Skole, blev inddelt i klasser, og fik anvist klasselokalet. Årgangen var på 4 parallelklasser: A, B, C og D. De skulle alle høre til i lokaler, der lå i en af skolens ældste bygninger. De havde en gråmalede fyldingsdøre med glasruder foroven. Væggene var gulmalede og loftet var hvidtet. Der stod tre rækker af tomandspulte med 5 pulte i hver række, og da der sad to ved hver pult, var vi altså 30 elever i klassen fra første dag. Lokalet havde høje vinduer med små ruder, der vendte mød øst, sådan at vi kunne se over til et par engstrækninger, der skilte skolen fra Frichs fabrikken.
Første dag gik med navneopråb, og så var der udlevering af skemaer og skolens ordensregler. De første bøger var "Ole-Bole ABC" til læsning og en regnebog til regning. Vores dansklærer hed Bøgevold, og han var en ældre herre, så gammel faktisk, at han gik på pension allerede året efter. Regnelæreren var derimod ganske ung. Han hed Poul Jensen og var høj og lidt kølig af væsen, men aldrig ubehagelig eller uretfærdig.
Når man var så heldig at have en jævnaldrende kammerat fra vejen (Frejasvej) derhjemme, kunne man sætte sig ved siden af ham - i dette tilfælde på en af de bagerste pulte. Senere skulle det vise sig, at næsten samtlige elever blev flyttet rundt. Skolen havde nemlig den skik, at de dygtigste blev flyttet frem i klasserummet, hvilket ville sige nærmere læreren, mens de dårligste måtte rykke bagud mod endevæggen. Fra vores pult kunne vi se frem mod lærerens kateder, som stod på en forhøjning foran tavlen. Tavlen strakte sig i hele den ene vægs længde fra vinduerne og over til sidevæggen. Under vinduerne var der store radiatorer, hvor indstillingshåndtagene dog enten manglede eller var ødelagt. Rygtet gik, at skolen kortvarigt havde huset tyske flygtninge i krigens sidste, forvirrede måneder, og det skulle så være dem, der havde lavet ødelæggelserne.
Efter at de praktiske ting var ordnet, og der var sagt en hel del formanende ord om flid, orden og ærlighed var skoledagen slut, og man kunne gå hjem. Det blev snart til hverdag at gå via Åbyvej til Frejasvej i de næste to år. Det tog ca. 20 minutter at gå turen, som vi skulle igennem to gange dagligt i al slags vejr. I 1954 flyttede familien til en helt nybygget lejlighed i Boligforeningen Solgården, og det afkortede skolevejen til det halve. Det var forresten en mærkelig dag, den dag vejen til skolen gik fra Frejasvej, mens turen hjem i stedet gik til Anker Jensens Vej.
