Ernesto Dalgas (1871-1899)

Fra AarhusWiki

Ernesto Emil Dalgas var en dansk forfatter og filosof, der især huskes for sine romaner Dommedags Bog og Lidelsens Vej.

Født 22. juli 1871 i Aarhus, død 11. juli 1899.

Søn af den berømte stifter af Det Danske Hedeselskab Enrico Mylius Dalgas og Maria Magdalene Dalgas (1832-1926).

Dalgas i Aarhus

Ernesto Dalgas blev født og voksede op i Aarhus. Han var søn af opdyrkeren af den jyske hede, Enrico Dalgas, der var en af byens store borgere. Faderen var en meget udadvendt og autoritær skikkelse, der ikke gik godt i spænd med den filosofiske og indadvendte søn. Forholdet satte spor i forfatterskabet, hvor faderopgøret er et af de tilbagevendende temaer.

Som 17-årig holdt Dalgas et foredrag i gymnasiastforeningen Heimdal på Aarhus Katedralskole med titlen ”Mine erfaringer med onani”. Foredraget blev til, fordi Dalgas havde læst bogen Selvbevaringen af tyskeren Dr. Retau (udkommet på dansk i 1886), der omhandlede sygdomme og svækkelser af nervesystemet forårsaget af onani. Foredraget var en prædiken mod onanien, som han så som en stor, moralsk trussel for det danske samfund.

Anekdoten er blevet et fast indslag i historien om Dalgas og vidner om hans frygt for seksuallivet og det modsatte køn. Det fremgår dog i erindringer fra foreningen Heimdal, at hans væsentligste bidrag har været af litterær art, hvor han både optrådte med lettere emner som hyldestdigte og satirer over det småborgerlige samfund, men også fremførte længere lyriske digte, heriblandt digtene "Afrodite", "Poseidon" og "Thermopylæ". Han fremhæves i flere erindringer som den største lyriske begavelse i foreningen.

Flugten fra provinsen

Da han blev student fra Aarhus Katedralskole i 1889, vendte han straks ryggen til faderen og Aarhus og flyttede til København for at læse medicin. Han havde fra en ung alder været optaget af Søren Kierkegaard, og filosofien begyndte for alvor at overtage den unge Dalgas’ interesser i tiden i København. Han lagde medicinstudiet bag sig og begyndte at studere filosofi, hvor han blev elev af filosoffen Harald Høffding. Han nåede dog aldrig at gennemføre studiet. Sideløbende med studiet skrev Dalgas både digte, romaner og filosofiske småskrifter.

Psykisk gik det værre og værre for Dalgas, og han var i perioder indlagt på Sct. Hans og Psykiatrisk Hospital i Risskov. Efter et større sammenbrud i 1893 var han året efter hjemme i Aarhus, hvor det hed blandt familien, at han havde ”forlæst og forfilosoferet sig” og desuden led af ”gammelmands-modenhed”. Samme år døde faren, Enrico Dalgas. Det nævntes i en notits om dødsfaldet, at sindssyge hos både sønnen Ernesto og en af døtrene havde taget hårdt på ham i den sidste tid.

I årene 1884-85 var Dalgas ansat som huslærer på godset Nørre-Elkjær ved Tversted i Nordjylland. Her var der forlydender om en forlovelse med en lokal pige, men forlovelsen blev aldrig gennemført – muligvis på grund af Dalgas’ seksualforskrækkelse.

I 1886 udgav han to bøger, Geografiske Digte og Krøniker og Æventyr. Bøgerne var henholdsvis en samling af læredigte til brug i folkeskolen og en samling af folkeeventyr, der i lighed med andre samtidige forfattere forsøgte at forny det traditionelle eventyr. Begge hører til Dalgas’ mindre ansete udgivelser, men var de eneste bøger, som nåede at udkomme i hans egen levetid.

Han forlod endegyldigt universitet i 1897. Året efter oplevede han endnu et stort sammenbrud og var igen indlagt. Den 11. juli 1899 skød han sig selv ved Damhussøen i København, kun 28 år gammel. Selvmordet var planlagt, og han havde forinden givet sine tekster og et litterært testamente med instruktioner om kommende udgivelser til vennen Axel Mielche.

Forfatterskab

Dalgas’ posthume udgivelser var planlagt kronologisk, så de kunne læses som en udvikling af forfatterskabet. Af økonomiske grunde kunne vennen Mielche dog ikke følge planen, men sørgede alligevel for i udgivelsen af de to hovedværker Lidelsens Vej og Dommedags Bog i 1903, ligesom også to andre bøger blev udgivet omtrent samtidig. Det filosofiske værk Kundskabens Bog udkom først i sin helhed i 1995. Dog havde digteren Otto Gelsted udgivet mindre dele af værket i 1930’erne.

Dannelsesromanen Lidelsens Vej tager flere spor fra Dalgas’ eget liv op. Hovedpersonen er regnskabsføreren Salomon Simosen, der ligesom Dalgas selv vokser op i en dansk provinsby med en autoritær faderskikkelse og derefter flygter til København. Modsat Dalgas finder Simonsen ro efter et par udsvævende år og flytter tilbage til provinsen. Romanen er derfor udformet som en erindring nedskrevet ved livets slutning. Også i romanens kærlighedshistorie genkender man Dalgas’ tanker. Simonsen forelsker og forlover sig med pigen Prosa, men må senere bryde med hende for at søge en hellig dyrkelse af selvet.

Mens Lidelsens Vej blev modtaget fint af pressen ved udgivelsen, blev den anden store roman Dommedags bog for det meste forbigået. Det skyldes med al sandsynlighed, at det er en langt mere vanskellig og filosofisk roman. I Dommedags Bog føres pilgrimmen Peregrinus Peripateticus på tolv dagsrejser gennem underverdenen. Som Vergil ledsagede Dante i Den guddommelige Komedie er Johannes de Silentio, et af Søren Kierkegaards mange pseudonymer og udgiveren af Frygt og Bæven, vejviser for Peregrinus. Den hallucinerende rejse fører ham igennem mange livsanskuelser og møder med kulturhistoriske personligheder, ligesom også flere stilarter blandes i romanens stil.

Dalgas' vej til de danske læsere og kritikere har været lang, men han huskes i dag som en af de centrale skikkelser i 1890'ernes symbolistiske kredse, og både Lidelsens Vej og Dommedags Bog er blevet til nogle af tidens klassiske tekster.

Litteratur og kilder

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Ernesto_Dalgas_(1871-1899)&oldid=82150"